Padel: gazelle eller kannibal?

Padelforeninger i DGI har nu 27.234 medlemmer. Det er en vækst på 63% det seneste år, men sker det på bekostning af andre idrætter?

Casper Larsen, formand for Mørkøv Hallen, i aktion i padelhallen, som han selv har været med til at etablere. Foto: Bent Nymann

Tema om padel og ra(c)ketfart

I temaet Padel i ra(c)ketfart fra august 2022 giver vi svar på, hvad man lære at padels succes. Eksperter og foreningsledere giver viden, inspiration og erfaringer videre, og næstformand i DGI, Mogens Kirkeby, skriver i sin leder at, "Padel har et sjældent potentiale."

Padelforeninger i DGI øger medlemstallet med 10.577 i dette års indberetninger af medlemstallene fra foreninger i DGI. Det er en  vækst på 63%. Det sker efter en fordobling af medlemstallet fra 2021 til 2022, så padel nu tæller 27.234 medlemmer.

Padel er en foreningsidræt

I det private erhvervsliv ville man nok kalde det gazellevækst, men her gælder det foreningsidræt, og for Morten Hedegaard, padelkonsulent i Dansk Tennisforbund og DGI, understreger det, at padel ikke blot er en kommerciel aktivitet, som er landet i en forening.

”Der eksisterer en forestilling om, at padel slet ikke er en foreningsidræt, men i DGI er der nu 170 foreninger, der udbyder padel,” siger Morten Hedegaard, der med sin viden og medvirken i udviklingen af padelforeninger i Danmark havde forventet den gazelleagtige vækst.

Blandt de 170 foreninger er klubber, der alene udbyder padel. Der er tennis- og badmintonklubber, som har knopskudt med padel, og der er også flerstrengede idrætsforeninger, der har udvidet idrætspaletten med padel.

En af de flerstrengede idrætsforeninger er Mørkøv IF, 12-13 kilometer sydvest for Holbæk. I marts 2021 stod deres første udendørs bane klar, og da de nogle måneder efter kunne åbne bane nummer 2, stod 200 medlemmer klar til at indtage banerne.

”Vi kunne mærke, at der var potentiale til mere, så vi drømte ret hurtigt om at få vores egne indendørs baner,” siger Paw Mortensen, formand for ketsjersport i MIF, i februarnummeret af DGI magasinet Udspil.

Medlemsudvikling i padel

  • 2021: 8.304 medlemmer
  • 2022: 16.747 medlemmer
  • 2023: 27.234 medlemmer

Foreninger

  • 2022: 145 foreninger
  • 2023: 170 foreninger

MIF-medlemmer supplerer med padel

I dette års medlemsopgørelse tæller Mørkøv IF 301 padelmedlemmer ud af de i alt 767 MIF-medlemmer. Året forinden var de 169 padelmedlemmer ud af foreningens samlede medlemstal på 640.

Dermed er der ikke tegn på padel-kannibalisme i Mørkøv.  Så på spørgsmålet om padel ”spiser” medlemmer fra de øvrige idrætter i MIF er Paw Mortensens svar da også et klart nej.

”Det er medlemmer fra alle vores forskellige idrætter, der spiller padel - unge som gamle, kvinder og mænd. Vi spiller, fordi det er sjovt og er ikke stoppet i andre idrætter,” siger Paw Mortensen og understreger, at netop fordi man kan komme og gå, fungerer padel som supplement til andre idrætsgrene.

”Det er en kæmpe fordel,” siger Paw Mortensen.

Læs mere om padeleventyret i Mørkøv IF i artiklen Lille forening viser vejen til foreningsdrevet padel.

Fra lawn tennis til padel

I Bjerringbro er svaret på spørgsmålet om kannibalisme også nej, men måske ikke helt så entydigt. 2023 var første år med padel i den snart 100-årige Bjerringbro Lawn Tennis & Padelklub. Det bringer medlemstallet op på 109 padel- og 126 tennismedlemmer, dvs. et lille minus i antallet af tennismedlemmer.

Om udviklingen det første år siger Merete Jørck, formand for Bjerringbro Lawn Tennis & Padelklub:

”Det er gået både godt og skidt. Vi ønskede at etablere baner ved klubhuset, så aktiviteterne kunne ligge samlet, og vi kunne fastholde medlemmerne samlet.”

Løsningen blev at etablere banerne i det nærliggende og selvejende Bjerringbro Idræts- og Kulturcenter.

”Man bygger ikke sådan lige et padelcenter, så vi gik med som forening, fordi centeret gerne ville tage padel på programmet. Så nu har vi et padelcenter ejet af en selvejende institution, hvor vi lejer os ind og har en aftale om to ugentlige dage,” fortæller Merete Jørck.

To bookingsystemer og situationer, hvor et medlem booker med tre ikke-medlemmer har gjort starten til en svær øvelse.

”Mange spiller bare pay-and-play og andre bliver medlem, fordi vi tilbyder introduktionsforløb. Det kan godt være at nogle vil danne deres egen padelforening, men det betyder noget for tennismedlemmerne, at de stadig har muligheden for at spille begge dele,” siger Merete Jørck.

Et tilgængeligt, socialt holdspil som padel er en sjældenhed, som vi godt må slå et slag for.

Mogens Kirkeby, næstformand i DGI