Ekspert: Spis alsidig kost og spar på vitaminpillerne

Diætist Anne Ravn afliver mange myter om vitaminpillers effekt. Hun opfordrer i stedet til spise en varieret kost

Anne Ravn er klinisk diætisk og kostekspert Foto: Privat

Har du en fornemmelse af, at din vintertrætte rugbrødsmotor lige kunne trænge til et ekstra skud krudt og kraft?

Eller overvejer du at tage en vitaminpille eller andre kosttilskud til at tage toppen af den dårlige fornemmelse af din lidt for usunde levevis hen over jul og nytår og såmænd også resten af året?

Tøv måske lige en kende. Undersøgelser fra Fødevareinstituttet viser, at vi generelt spiser varieret nok til at få dækket det daglige behov for de livsvigtige vitaminer og mineraler, som kroppen ikke selv kan danne og derfor skal have tilført regelmæssigt.

Spiser du hver dag nogle skiver rugbrød, en portion havregryn, lidt æg eller fisk, nogle håndfulde frugt og flere håndfulde grøntsager, gerne fra frost eller dåse, står det nok heller ikke så skidt til i din krop.

Især hvis du også tænker på at spare på sukker-, salt- og fedtholdige snacks og barer og andre salte, søde og fede typer mad og drikke.

Vi spiser generelt varieret nok til at få dækket det daglige behov for de livsvigtige vitaminer og mineraler

Anne Ravn, klinisk diætisk og kostekspert

Varieret kost er en værdifuld cocktail

Det vigtigste for at få dækket behovet for en god daglig cocktail af næringsstoffer er, at spise lidt fra de forskellige fødevaregrupper – fuldkorn, grøntsager, fisk, frugt osv.

Vitaminpiller kan aldrig slå disse sunde fødevarer.

Mad indeholder foruden vitaminer også f.eks. fiskeolie, kostfibre og andre kendte og ukendte vigtige stoffer.

Derfor giver cocktailen af vitaminer og mineraler og andre stoffer i helt almindelig mad det allerbedste forsvar mod kræft, diabetes, hjerte-kar-sygdom etc.

En vitaminpille kan kun supplere lidt.

Mælk og mælkeprodukter er vigtige kilder til kalcium. Spiser du ikke mælkeprodukter, anbefales det at tage et kalciumtilskud, da det er med til at opbygge og vedligeholde blandt andet knoglerne.

Vitamin D er godt som vintertilskud

I stedet for en vitaminpille, som ikke er nødvendig, hvis du har almindelig appetit, kan du tage ca. 20 mikrogram vitamin D i tabletform i vinterhalvåret fra oktober til april.

De fleste af os mangler dette ene vitamin, som blandt andet booster immunforsvaret. Det er vigtigt for optagelsen og omsætningen af kalcium og for knoglerne og musklerne.

Mangel på D-vitamin øger din risiko for knogleskørhed og kan give muskelsmerter og svage muskler.

Spiser du meget ensformigt, fordi du er kræsen, fortravlet eller doven, kan du dog overveje en multivitaminpille til aftensmaden. 

B-12 vitamin til veganere og vegetarer

Mad med mange grøntsager, kornprodukter og bælgfrugter er meget næringsrig.

Spiser du ikke kød og spiser du en meget ensformig vegetarisk kost, er der risiko for, at du ikke får dækket dit behov for B12-vitamin og mineralerne zink og jern.

Veganere og vegetarer, der har et lavt forbrug af mælk og æg, bør tage et tilskud af B12-vitamin og supplere med et tilskud af D-vitamin som minimum i vinterhalvåret.