Nyt basketballhold i Aarhus V skaber stor begejstring

På opfordring af de lokale i området har Fuglebakken startet et basketballhold i Frydenlund, Aarhus V der oplever stor opbakning.

Det startede som et projekt i vinterferien, hvor der blev tilbudt en hybrid i form af en basketball- og fodboldcamp. Interessen voksede og nu har de startet deres eget hold, der oplever bred opbakning fra både børn, unge og voksne.

Et frø blev til et træ

I uge 7 afholdte den lokale fritidsklub Musvågevej i samarbejde med BørneBasketFonden og DGI Østjylland en camp for børn og unge i området.

”Da vi skulle afholde en camp, var det vigtigt, at vi havde noget genkendeligt, i form af fodbold, for at tiltrække børnene. Dette krydrede vi med basketball, der var en forholdsvis ukendt sport for de fleste af børnene,” fortæller Rasmus Kielsgaard, træner på holdet.

Børnene kendte enten ikke til sporten, eller var ikke begejstrede for den.

”Jeg kunne ikke lide basketball før jeg kom på campen. Nu synes jeg det er sjovt,” fortæller Aisha, der er en af de unge udøvere på holdet.

”Børnene var meget begejstrede for basketball på campen og i den forbindelse efterspurgte de et hold at spille fast på,” fortæller Rasmus Kielsgaard, der også var træner på den omtalte camp.

På baggrund af efterspørgslen har Fuglebakken startet deres eget hold. Hver onsdag dukker ca. 18 børn og unge op til en times træning. På holdet træner drenge og piger på lige fod, og der tages hensyn til alle.

Det er vigtigt for os, at alle går hjem med en fornemmelse af succes. Vi ønsker alle får en god træning og kan være med på deres niveau

Rasmus Kielsgaard

En travl kalender skal planlægges

Hvis man skal have opbakning til et hold, er det vigtigt man træner når målgruppen har tid.

”Vi havde stor succes med vores camp i vinterferien. Dette sker da børnene gerne vil spille fodbold, men samtidig har mod på at prøve sig af i andre idrætter,” fortæller Rasmus Kielsgaard og tilføjer: ”Vi er ikke interesserede i at børnene skal vælge mellem den ene eller anden idræt. Vi ønsker at børnene har så mange muligheder som overhovedet muligt”.

Dette er noget børnene kan nikke genkendende til: ”Jeg spiller fodbold tirsdag og torsdag som jeg er glad for. Ved siden af går jeg til basketball og svømning. Hvis det var de dage med fodbold, som der også var basketball og svømning, så kan jeg ikke nå det,” fortæller Noah, der er udøver på holdet.

Et hold der har succes med rummelighed, fællesskab og udvikling

Når man starter et nyt hold op, skal der etableres en kultur og fastsættes nogle værdier som ramme.

”Deltagerne på holdet er meget forskellige, både ift. alder, køn og etnicitet. Dette er en klar styrke for os, at vi har så mange kompetencer ved forskellige individer. På den måde får vi mange forskellige udtryk på banen,” fortæller Rasmus Kielsgaard.

Selvom der er fordele ved en stor mangfoldighed på holdet, skaber det også udfordringer som træner.

”Vi skal have alle med. Når vi har at gøre med så forskellige individer, er det klart det bliver vanskeligere at håndtere. Som træner skal jeg sørge for alle får succesoplevelser til træningen, og der skal jeg være skarp til at stimulere den enkelte spiller,” fortæller Rasmus Kielsgaard.

Hvilke udfordringer oplever holdet som nyetableret?

”En udfordring for mig er helt sikkert at være der for alle. Eftersom jeg er ene træner for så mange børn, skal jeg tilrettelægge træningen herefter. Det er en svær kunst at mestre, og jeg håber helt sikkert, at jeg kan få nogle forældretrænere med ind over,” udtaler Rasmus Kielsgaard.

Og netop som træningen skal til at begynde, bliver Ramus’ kald hørt. En af de nye piger på holdet, har sin familie med til træning. Faren, Jacob, har tidligere selv spillet basketball på højt niveau, og bliver grebet af den gode stemning i hallen. Han tilbyder sin hjælp til Rasmus, og de to hjælpes ad med træningen.

En klassisk udfordring man oplever som træner er når en af udøverne slår sig og skal trøstes. Her skal der en træner til at tage sig af personen, mens træningen kan fortsætte ufortrødent med den anden træner. Denne udfordring kompleks at løse selv, hvilket et ekstra sæt hænder nemmere kan håndtere.

”Eftersom holdet er helt nyt, har vi ikke defineret rammerne endnu. Jeg kunne godt tænke mig at få involveret forældrene noget mere i træningspas og på sigt også kampe. Hvis vi skal ud at møde andre hold, kræver det at forældrene stiller sig til rådighed,” fortæller Rasmus.

Et tilbud der er mere end fysisk bevægelse

Bevægelse, fællesskab og oplevelser. Grundene er mange til at dyrke idræt. Og selvom disse også gør sig gældende for holdet, er der andet som træner Rasmus bider mærke i.

”Når børn og unge er hjemme, så sidder de og gamer eller ser film og serier på en skærm. De bruger ikke deres krop, og bliver derfor urolige,” fortæller han og uddyber: ”Vi oplever at børnene går tidligere i seng og i den sammenhæng får en bedre nats søvn. Forældrene fortæller at børnene har fået en sundere livsstil og en bedre døgnrytme. Så det sætter de stor pris på.”

Holdet står som et stærkt eksempel på den seneste tids forbilledlige initiativer i området Frydenlund.