Lav dine egne müslibarer til cykelturen

En lille indsats i køkkenet gør, at du kan lave en større indsats på din cykel med hjemmelavede müslibarer i lommen.

Ved at lave dine egne barer ved du præcis, hvad de indeholder. Et ekstra plus ud over energiboostet.

Når du skal ud på cyklen i længere tid, er det en god idé at have lidt brændstof med.

Det kan gøres nemt, sundt og billigt med en rugbrødsmad, men er du mere til energibarer, kan du hurtigt få brugt en del penge på barer i fint, glitrende papir.

Det er der dog råd for ved selv at lave en bar i dit eget køkken. Den kan endda blive med præcis den smag, der behager dig. Spar penge + selv bestemme smag = ren nydelse.

Ekspert: Müslibarer en god idé

Katrine Nyholm er Cand. Scient. i Idræt og Sundhed og har en bachelor i ernæring og fysisk aktivitet. Til daglig er hun tilknyttet testcentret Cycling Power. Her er hendes vurdering af barerne. To styk indeholder cirka 30g kulhydrat:

”På lange ture over to timer anbefales det at indtage 30-60 g kulhydrat i timen for at sikre den nødvendige energi. Disse hjemmelavede müslibarer er rigtigt fine, da de giver kroppen en fin kombination af kulhydrat, protein og sunde fedtsyrer, som den har brug for, hvis du skal yde optimalt."

En nem mundfuld energi

En anden fordel ved at lave dine barer selv er, at du slipper for en masse overflødige konserverings- og tilsætningsstoffer. Barerne kan selvfølgelig ikke holde sig i lige så lang tid, men hvis du opbevarer dem korrekt, vil det ikke blive et problem.

Har du børn, bliver de måske også så vilde med barerne, at de erstatter vingummi, skumfiduser og lakridskonfekt til fredagsslik.

Når du har bagt de lækre barer, kan du tage dem med i lommen i en lynlåspose eller pakke dem ind i husholdningsfilm. Det nemmeste er at skære dem ud i en størrelse, der passer lige til en enkelt mundfuld.

Du skal bruge

  • 2 dl blandede nødder (vælg blandt eksempelvis mandler, hasselnødder, valnødder, pekannødder, pistacienødder)
  •  1 dl tørrede frugter (vælg blandt eksempelvis abrikoser, figner, dadler)
  • 50 gr. 70% chokolade
  • 6 dl grovvalsesde havregryn
  • 1,5 dl kokosmel
  • 1 dl blandede kerner/frø (vælg blandt eksempelvis sesamfrø, græskarkerner, solsikkekerner, hørfrø)
  • 1,5 dl tørrede bær (vælg blandt eksempelvis rosiner, tranebær, gojibær, blåbær, hindbær)
  • 1 dåse kondenseret mælk
  • 4 spsk. honning

Hvis du vil variere baren lidt i smag, kan du krydre med kakaopulver, lakridspulver, revet øko. appelsin eller andre spændende smagsvarianter. Du kan også vælge at købe en chokolade med lakrids, mint, orange eller andet.

Sådan gør du

  • Hak nødder, de tørrede frugter samt chokoladen groft, og bland alle de tørre ingredienser sammen i en skål.
  • Varm den kondenserede mælk op, så den bliver godt varm uden at koge. Put honningen i og rør rundt, så den smelter.
  • Hæld mælken over i skålen sammen med de tørre ingredienser. Rør blandingen godt sammen og kom den over i en bradepande med bagepapir i bund og på sider. Fordel skålens indhold jævnt i hele bradepanden, så blandingen får en tykkelse på cirka 1,5 – 2 centimeter.
  • Bag i en forvarmet ovn på 130 grader omkring 40 minutter. Det færdige resultat er gylden og sprød bar på overfladen, der er blød indvendig.
  • Skær ud i stænger, mens den er varm, så er det lettest. Der er til cirka 35 stykker. Opbevar dem i en lufttæt bøtte. Barerne kan også godt fryses, så de holder sig friske i længere tid.