Outdoor fitness hitter

Lyset og den friske luft giver træningen en ekstra dimension, og så er det også afvekslende at træne udenfor.

Søren Malling træner selv regelmæssigt udendørs på et hold sammen med andre. Og han har altid en træningselastik med på ferie Foto: Hans Ole Madsen (fra bogen ”Træn i det fri”)

Det begyndte med løberne, der supplerede løbeturen med styrketræning på sten, bænke og træstammer undervejs på ruten.

Men gennem de seneste år har mange andre, blandt andet foreningernes holdtræning, også rykket træningen ud i det fri nogle måneder om året. Og det er der ifølge reflekszoneterapeut Søren Malling mange gode grunde til.

Vi har et behov for at få pirket til vores sanser med lyset, vinden og alle duftene

Søren Malling, forfatter til bogen 'Træning i det fri'

”Vi har et behov for at få pirket til vores sanser med lyset, vinden og alle duftene. Og så kan man faktisk træne hele kroppen effektivt på bare en time,” siger Søren Maling, der selv er kæmpe fan af at træne udendørs og har skrevet bogen 'Træn i det fri – Leg dig til en stærk krop med Outdoor Fitness'.

Han mener, at det er et urbehov, når vi bliver draget af at træne under åben himmel, og til dels også en reaktion på de mange års indendørs træning i maskiner og på hold, som fitnessbølgen har ført med sig.

”For nogle er det i hver fald et fravalg af neonlys, ensformighed og musik, som de ikke kan lide,” siger Søren Malling.

Frisk luft, lys og flotte omgivelser

Træningsfysiolog og personlig træner Henrik Duer peger også på fleksibiliteten, som en væsentlig faktor i forhold til outdoor fitness’ popularitet.

”Du åbner bare døren, og så er du i gang! Du skal ikke bestille tid og vente på et bestemt hold, men kan bare træne når det passer dig. Derudover får du frisk luft, lys og nogle flotte omgivelser at træne i," siger Henrik Duer, som blandt andet ser et stort potentiale i de mange træningspavilloner og udendørs træningsredskaber, som er stillet op mange steder i landet.

”Hvis man selv skal komme på, hvordan man træner for eksempel i skoven, kræver det, at man er lidt kreativ, mens pavillonerne giver mange muligheder, der ligner dem, man kender fra fitnesscentret," siger Henrik Duer, som selv godt kan lide at træne ude sammen med andre.

Forebygger skader

For Søren Malling er det også ”1.000 gange sjovere”, som han udtrykker det, at træne udendørs på et hold sammen med andre.

Det er meget sjovere, når man er på et hold. Jeg kommer altid hjem og har grinet, for eksempel når man har ligget og lavet armbøjninger i sneen

Søren Malling

”Det er meget sjovere, når man er på et hold. Jeg kommer altid hjem og har grinet, for eksempel når man har ligget og lavet armbøjninger i sneen," siger han.

Ifølge Søren Malling gør outdoor træning én stærkere på en anderledes måde, end når man træner indendørs. Man laver nemlig meget coretræning, fordi hele kroppen bliver aktiveret i mange af øvelserne, og det har en ekstra fordel.

”Når du laver meget coretræning, får du færre skader, og på den måde kan du bruge udendørs træning som skadesforebyggende træning, hvis du for eksempel er fodboldspiller,” siger Søren Malling, som selv står i spidsen for outdoor fitness for professionelle fodboldspillere, og blandt andet har hjulpet klubber som Brøndby IF, Swansea og PSV Eindhoven.