Træningsapp er klar

Træningsappen ’Træn Selv’ hjælper dig med at være aktiv i en travl hverdag. Du kan træne uden udstyr alle steder – og lige når det passer dig.

Bevæg dig for livet har en 25-50-75-vision. Den går ud på, at der i 2025 skal være 50 % af den danske befolkning, der dyrker idræt i en forening, mens hele 75 % af den danske befolkning skal være idrætsaktive. Appen ’Træn Selv’ bidrager til at leve op til 75 %-målsætningen.

”Vi har lavet appen, fordi vi ved, at mange personer mellem 27 og 45 år har en travl og stresset hverdag – måske med børn og karriere. De kan have svært ved at dedikere sig til et traditionelt foreningstilbud med træning to gange om ugen på faste tidspunkter,” siger Maiken Vith Pape, digital forretningsudvikler i Kommunikation og Digital Marketing, og fortsætter:

”Vi har forsøgt at fjerne barrierer for at blive aktiv i en travl hverdag med et digitalt fleksibelt træningsprodukt. Alle træningsprogrammerne kan du lave uden udstyr hjemme på stuegulvet eller ude i haven. Du skal hverken ned i et center, frem med rullemåtten eller købe håndvægte.”

Praktikant Kathrine Bøgelund prøver appen

"BDFL’s Træn Selv-app kan altså noget. Den er nem at bruge, og det bedste er, at du overhovedet ikke har brug for noget udstyr. På trods af det er der altså stor chance for ømme muskler. Der er både velkendte og nye øvelser i app’en, og du bestemmer selv, om du har tid til et 30-minutters træningspas eller kun lige har tid til at klemme fem hurtige minutter ind. En smart funktion ved app’en er, at man kan få vist den pågældende øvelse i en kort video, så du aldrig er i tvivl om, hvordan en øvelse skal udføres. Derudover er der også en timer-funktion, så du ikke skal gå ind og ud af app’en for at tage tid.

Jeg var specielt glad for stram op-programmerne, fordi de har fokus på én bestemt muskelgruppe, så du hurtigt og nemt kan sikre dig selv ømme muskler i et par dage! Derudover kan du vælge mellem basistræning, yoga, interval og inspirationsøvelser til hverdagen. Alt i alt er app’en helt vildt nem at bruge og meget anbefalelsesværdig."

En app for alle

Maiken Vith Papes analysearbejde startede tilbage i 2017, hvor hun testede, hvilke træningsprogrammer målgruppen efterspurgte. Testerne blev ledt ind på en landingsside, som var et mini-træningsunivers med trænings- og kostprogrammer – og erfaringerne og tilbagemeldingerne herfra skabte grundlaget for appen.

Det var kvinder, der blev udvalgt som testere, da kvinder, særligt under 40 år, er en af de mest inaktive grupper og samtidig oftest oplever, at de er mest stressede og pressede på tid. Appen er dog lige god, uanset om du er kvinde eller mand.

Vi har lavet appen, fordi vi ved, at mange personer mellem 27 og 45 år har en travl og stresset hverdag – måske med børn og karriere

Maiken Vith Pape, digital forretningsudvikler i DGI

”Jeg spurgt testerne, hvilken træning de gerne ville have, og hvad der skulle til, for at de kunne se sig selv bruge appen. Ved at spørge målgruppen og rette til og løbende indarbejde programmer efter deres behov og ønsker, erfarede jeg, at de faktisk brugte det, de sagde de ønskede,” siger hun.

”Træningsprogrammerne i appen er derfor udvalgt, fordi testerne har efterspurgt dem. Efterfølgende har vi valgt at kategorisere træningsprogrammerne for nybegyndere, let øvede og øvede og med varigheder helt ned til 4 minutter og helt op til en time – så vi er overbeviste om, at der er noget for alle,” siger hun.

Appens opbygning

Appen har fem temaer; ”Basistræning”, ”Yoga”, ”Stram op”, ”Interval” og ”Inspiration”. Inde i temaet er træningsprogrammerne oplistet, hvor det tydeligt fremgår, hvor lang tid træningsprogrammet tager, om programmet er for nybegyndere, let øvede eller øvede, og hvor mange træningsøvelser der er i programmet. 

Alle træningsprogrammerne kan du lave uden udstyr hjemme på stuegulvet eller ude i haven. Du skal hverken ned i et center, frem med rullemåtten eller købe håndvægte

Maiken Vith Pape

”Det er vigtigt, at hvis du er nybegynder ikke starter med et rigtig hårdt program på 40 minutter, fordi så er sandsynligheden stor for, at du bliver skadet, eller at du synes, det er så hårdt, at du ikke har lyst til at prøve et program igen. Ideen er, at der skal være en progression, så du kommer i gang med det, du kan, og så langsomt øger intensitet, antal øvelser og niveau. På den måde kommer du på rette vis i bedre form og får små personlige sejre, fordi du oplever, du kan mere og mere,” siger hun.

Foruden at finde et træningstema, der passer dig, og et stort udvalg af træningsprogrammer og øvelser til alle niveauer kan du også se din træningshistorik, gemme programmer som Favoritter, skemalægge et træningsprogram til senere og meget andet.

Appen bliver endnu bedre

Appen lanceres som del af en soft launch-strategi. Det betyder, at appen lanceres, uden at den samtidig markedsføres.

”Det gør vi for at sikre, at tingene fungerer live og for at have mulighed for at foretage de justeringer, der altid kommer, når en app møder de rigtige brugere. Det betyder ikke, at appen ikke virker – det gør den, men vi arbejder kontinuerligt med forbedringer, og derfor arbejder vi også allerede med en version to af appen, som kommer senere på året,” siger hun.

Ideen er, at der skal være en progression, så du kommer i gang med det, du kan, og så langsomt øger intensitet, antal øvelser og niveau

Maiken Vith Pape

I version to vil man blandt andet kunne finde hele træningsforløb og en stor øvelsesbank.

”Hvis man eksempelvis vil stramme op frem mod sommeren, vil man kunne følge et 8-uger 'bikini-forløb'. Vi holder løbende øje med brugernes ønsker, så vi tilrettelægger forløb, som giver mening og værdi for dem. Og noget andet, jeg glæder mig til, er, at der vil komme en øvelsesbank med 7.000 øvelser inklusiv video og øvelsesbeskrivelser, så man selv kan sammensætte sine programmer. Så for dem, der ved lidt mere om træning, er det en rigtig fin service,” siger hun.

I appen i dag vælger man selv, om man vil tage et program for nybegyndere, let øvede eller øvede, og om man ønsker progressionen, men det kan man også få hjælp til i næste version.

”Der kommer også en fitnesstest, der kan hjælpe dem, der ikke lige ved, hvor de skal starte. Vi kan lede dem til træningsprogrammer, der matcher deres svar på enkle spørgsmål om, hvilken træning de kan lide, hvor lang tid de gerne vil træne, og om de ønsker, at deres træning skal være hård eller rolig,” slutter hun.

Download appen

Kom i gang i dag. Du downloader appen her App Store og her GooglePlay.