Hybridbaner giver mulighed for udendørs tennis hele året
Kunne I tænke jer at spille tennis udendørs hele året? Hybridbaner gør det muligt.
Normalt ligger udendørs tennisbaner ret øde hen i de kolde, våde måneder, men i Gentofte Tennisklub er situationen en anden. I hvert fald på to af klubbens baner.
Ved første øjekast ligner det helt almindelige grusbaner, men faktisk er det to hybridbaner.
“Vi var i Norge for at se og prøve banen, inden vi besluttede os sidste år, og der tog vi fejl af grusbanerne og den her hybridbane. Den lignede grusbaner, som vi kender dem. Og heldigvis var den også lige så god at spille på,” siger Christian Eppers, der er formand for Gentofte Tennisklub.
Sæsonen bliver forlænget
Gentofte har fået to hybridgrusbaner, der kort fortalt betyder, at de er en blanding af “den ægte vare” og noget kunstigt. Den kombination giver nogle fordele, der resulterer i mere aktivitet i tennisklubberne året rundt. Sæsonen kan simpelthen forlænges med nogle måneder, fordi banen påvirkes mindre af vand og vejr.
Og det var også netop et af formålene med at etablere banerne. Med indendørs baner og hybridbaner, kan endnu flere spillere holde sig i gang i klubben.
“Vores medlemmer har været ude at spille her i efteråret - og nogle endda mellem jul og nytår. Så det har helt sikkert givet nogle spændende muligheder,” siger Christian Eppers.
“I bestyrelsen har vi været godt tilfredse med beslutningen, og det har vores medlemmer også,” siger han.
Øger tilgængeligheden
Hybridbaner er på nuværende tidspunkt ikke voldsomt udbredt i Danmark, men potentialet er stort. Banen er nemlig bygget op således, at den dræner vandet mere effektivt end en almindelig grusbane. Det betyder, at man kan spille tennis på den hurtigt efter selv store regnskyl.
Og med et klima i forandring, hvor store nedbørsmængder slet ikke er usædvanligt, har det betydning for tilgængeligheden for at kunne spille tennis.
"Det er langt fra alle klubber, der har mulighed for at spille på indendørs baner, så her vil det gøre en stor forskel," siger Thomas Wahl fra WT Courts and Camps. I samarbejde med Jac Company står de bag Red Plus-banerne i Gentofte.
"Banerne kan være med til at udvide sæsonen. I vintermånederne skal man måske være lidt mere hardcore for at gå ud at spille, men i princippet kan det lade sig gøre,” siger Thomas Wahl.
På højde med almindelige baner
Hybridbaner føles og fungerer som "rigtige" grusbaner, fortæller Thomas Wahl fra Red Plus. I nogle tilfælde endda endnu bedre, for underlaget betyder, at overfladen er jævn, forudsigelig og giver ensartede opspring.
I Gentofte Tennisklub har de allerede oplevet fordele ved de nye baner.
“De skulle lige sætte sig, men især her sidst på sæsonen har de været helt på højde med de andre grusbaner. I forbindelse med nogle at de store regnskyl, der har været, har vi hurtigere kunne spille på de nye baner. Og så har vi fundet ud af, de kræver mindre vedligeholdelse,” siger formand Christian Eppers, der indrømmer, at klubben var lidt skeptiske på forhånd.
“Selvfølgelig havde vi nogle forbehold, for Danmark er jo en grusnation, men andre klubber i for eksempel Norge og Frankrig har haft succes med banerne."
Finansieret med kommunen
I Gentofte Tennisklub har det kostet i omegnen af 275.000 kroner at anlægge banerne. Det er en større udgift, men der skulle gerne være penge at spare på sigt, da banen skal have mindre vand, grus og generel vedligeholdelse, og der kan genereres indtægter på brug af banen udenfor sæsonen.
I Gentofte blev banerne finansieret i samarbejde med kommunen, fortæller formand Christian Eppers.
“De var positive fra start. Vi havde lavet en grundig præsentation, så de kunne se fordelene. For eksempel at banen giver mulighed for at flere er aktive og samtidig er billigere i drift end de almindelige baner,” siger han og uddyber:
“Et god råd til andre er at bruge tid på at forberede sig og gerne have fordele, ulemper og budgetter klar, inden I går til kommunen.”
I Gentofte er de allerede i gang med at undersøge muligheden for at få flere hybridbaner, og Christian Eppers byder også nysgerrige klubber indenfor.
“Hvis man gerne vil kigge nærmere på en hybridbane, er man velkommen til at tage fat i os. Her kan man se nærmere på dem og prøve dem af. Vi har allerede haft besøg fra andre, der synes, det virker spændende,” siger han.
Der er også etableret hybridbaner i KB Tennis og Karlebo Tennisklub.