DGI kårer to tennistrænere til Årets trænerteam 2017

Bagsværd Tennisklub kan nu prale af at huse Årets trænerteam i DGI 2017. Trænerne har et exceptionelt engagement, og så er de ikke bange for at udvikle klubben.

Karoline Gråskov og Astrid Lund Bøcker modtager blomster og ros fra Mogens Spangenberg, formand for DGI Tennis Foto: Oline Erfurth Eskebjerg

Astrid Lund Bøcker og Karoline Gråskov fra Bagsværd Tennisklub blev 23. september kåret til Årets trænerteam i DGI 2017.

Læs også: Årets trænerteam er to skytter

Trænerne blev overrasket til sæsonafslutning i klubben, hvor en lille delegation fra DGI overrakte dem diplomer, blomster og titlen Årets trænerteam.

De to trænere er valgt, fordi de er blevet kastet hovedkulds ud i at varetage træningen for alle klubbens medlemmer, men de har løst opgaven med oprejst pande. De har endda haft overskud til at udvikle et nyt koncept for teenagere og arrangere træningslejr for klubbens unge medlemmer.

Trænerteamet favner alle medlemmer

Sideløbende med 2.g i gymnasiet har Astrid Lund Bøcker og Karoline Gråskov stået for al kontakt til forældre og medlemmer. De mødte en del skepsis fra forældre, da de overtog træningen, men det er blevet gjort til skamme, da trænerteamet har skabt en medlemsfremgang i klubben.

”Klubben har været uden cheftrænere den seneste sæson, og de opgaver, cheftrænerne skulle have løst, har pigerne varetaget uden brok. De har stablet en træningsweekend på benene, hvilket vi ikke har haft i klubben før. Og så har de bare klaret det rigtig godt over hele linjen,” siger formand for Bagsværd Tennisklub Silas Pihl.

Selve historien om, at de har gjort skepsis til skamme og har klaret træningen så flot, er god

Mogens Spangenberg, formand for DGI Tennis og del af dommerpanelet

Astrid Lund Bøcker og Karoline Gråskov kan den ene time gå ned på hug overfor tennisklubbens mindste spillere og træne samt underholde med gode historier. Den næste time er de oppe og har overblik over et voksent motionshold i klubben uden problemer, selvom de ikke har stået for at træne voksne førhen. Den alsidighed er en af grundene til, de er blevet valgt til Årets trænerteam 2017.

Læs også: Årets Trænerteam 2015: Det var fedt at vinde

Første gang tennistrænere vinder pris

Formand for DGI Tennis og en del af dommerpanelet for Årets trænerteam, Mogens Spangenberg, er stolt over, at der for første gang i prisens historie er blevet valgt et tennisteam som vindere.

”Selve historien om, at de har gjort skepsis til skamme og har klaret træningen så flot, er god. Men de har også været initiativrige og givet medlemsfremgang, og det er derfor de blev valgt,” siger han.

Sammen med titlen modtager trænerteamet også 25.000 kr. der kan bruges på nyt udstyr, tøj eller en oplevelse med klubben efter aftale med DGI.

Det er 15. gang DGI uddeler prisen, der er til for at hylde alle trænere i hele landet, der lægger stort arbejde og engagement i foreningerne. Sidste år gik prisen til to skyttetrænere i fra Løgstør.