20-årig revolutionerede badmintonklubben i Svenstrup

”Det traditionelle foreningsliv er ikke tidsvarende det moderne samfund. Hvis du vil have folk til at engagere sig i foreningen, er du nødt til at forstå, at folk ikke har den samme tid til rådighed, som de havde for 30 år siden.”

Sådan lyder det fra 24-årige Jonas Sørig fra Svenstrup Badmintonklub. Og han har noget at have det i, for den kontante udmelding er ikke noget, han har læst i en bog eller erfaret gennem studier. Han har prøvet det på egen krop. Som kun 20-årig blev han, ved lidt af et tilfælde, pludselig formand for Svenstrup Badmintonklub. Mest fordi ingen andre ville, og fordi han ikke havde andre planer. Han sagde ja uden at vide, hvilken forfatning klubben var i, men det stod hurtigt klart, at der skulle gøres noget. Økonomien tillod to år mere, derefter ville kassen være tom.

”Det var lidt en død klub uden de store initiativer. Det hele var lidt spøgelsesagtigt,” fortæller Jonas Sørig.

Et område med stort potentiale

Svenstrup Badmintonklub afspejlede i 2014 ikke det potentiale, som en eksplosivt vækstende forstad beboet af ressourcestærke børnefamilier 10-15 km fra Aalborg rummer for en forening. Svenstrup med 7.300 indbyggere og nabobyen Godthåb med 3.000 indbyggere er ved at vokse sammen, fordi der bygges så meget, og skolerne kæmper med at rumme efterspørgslen på pladser til de mange børn.

”Der var masser af ressourcestærke familier, men det var ikke nogle ressourcer, vi så i klubben. Men vi havde jo heller ikke deres børn,” fortæller Jonas Sørig.

Ungdomsafdelingen talte på daværende tidspunkt 37 medlemmer og det sociale liv var ikke eksisterende. Badmintonklubben var godt på vej til at blive en motionistklub indrettet efter dem med faste banetider. Fire år senere er billedet helt anderledes.

Klubben er blomstret op på ny

Svenstrup Badmintonklub har Nordjyllands største ungdomsafdeling, og er den femtestørste klub i landsdelen. Medlemstallet er blevet fordoblet, og klubben har en fuldtallig engageret bestyrelse og et spillerudvalg. Frivilligheden sprudler. Ud af 400 medlemmer er de 100 engageret i klubben. Indtægtskilderne fordeler sig på meget andet end blot banelejere og stammer fra alt lige fra fester og motionsløb til bankospil.

Udefra ligner hallen enhver anden, men inde i hallen er støvet rystet af. Hallen har netop fået nye, grønne badmintongulve og energibesparende lamper til samlet 500.000 kr., og omklædningsrummene er blevet renoveret for yderligere en halv million. I kantinen står et stort kantinekøleskab af den slags, der normalt er fyldt med sodavand, men som er ombygget til fugtskab til at rumme de dyre fjerbolde, så de holder længere. En boldmaskine til 35.000 kroner, der kan skyde fjerbolde ud selv, står i hallen klar til brug. Klubben kan præstere et højt kompetenceniveau blandt trænerne samtidig med kommunens laveste kontingentpriser.

Det sociale liv og Svenstrup Badmintonklub blomstrer. Men det kunne være endt helt anderledes. For kun et halvt år efter, at Jonas Sørig tiltrådte som formand, sad han alene med alt bestyrelsesarbejdet. De fire, de sad i den bestyrelse, som Jonas kom ind i, valgte at træde ud af bestyrelsen et halvt år efter, at Jonas trådte til.

Alene i bestyrelsen

”Jeg tror det var en blanding af, at mange havde siddet i mange år og derfor var mættet. Derfor var min energi om "at der skal ske noget", muligvis svær at tage ind. Det var muligvis ikke et projekt, som de kunne forlig sig med. Når det er sagt, så er det jo folk som gennem mange år havde bidraget godt til Svenstrup Badmintonklub. Energien, tiden og lysten var der måske bare ikke til at starte forfra. Og det skal være lysten der driver værket, ellers bliver det sjældent godt,” siger Jonas Sørig.

Jonas Sørig overtog formandsskabet uden noget som helst erfaring med foreningsarbejde og med intet andet end en gymnasial uddannelse i bagagen. Pludselig sad den unge formand med alt selv, og det kunne ligeså godt være endt i den rene katastrofe, hvis ikke Jonas havde været i stand til at reflektere konstruktivt over situationen.

”Jeg så det som en nødvendighed i en periode, at jeg måtte bruge fire-fem timer hver dag for at få tingene til at køre rundt. På længere sigt gav det mig en god ballast og indsigt i opgaverne, men det var ikke holdbart i længden,” siger Jonas Sørig.

Situationen gav anledning til refleksion over foreningslivet som helhed, og over hvordan man bygger en holdbar forening op, som ikke er båret af eller afhængig af enkeltpersoner.

Da jeg sad alene tænkte jeg, at jeg vil ikke lave det hele selv, og at det generelt ikke er holdbart for nogen at lave det hele selv

Jonas Sørig

Har gentænkt frivillighed

Herefter forsøgte Jonas at få andre til at byde ind. Det gennemgående svar var, at de gerne ville, men ikke havde tid. Frygten for at blive fanget i møllen, afholdt dem fra at blive frivillige.

”Det fik mig til at tænke, at jeg måtte gøre noget ved begrebet frivillighed. Jeg er nødt til at finde ud af, hvilke opgaver der er, og få dem beskrevet,” fortæller Jonas Sørig.

Han gik i gang med et afdækningsarbejde. Alle små og store opgaver i klubben blev beskrevet og vigtigst af alt – udstyret med et tidsestimat, så når nutidens borgere spurgte, hvor lang tid, de sagde ja til, kunne få et svar, de kunne regne med. Overblikket og indsigten i arbejdets omfang gav pote. Langsomt tog frivilligheden fart.

Tidsestimater og afgrænsede opgaver ramte plet

”Stille og roligt kom folk med. Efterhånden kom der også en social stemning i klubben om, at det var sjovt at give en hånd med, og det var langt udover, hvad min oprindelige tanke var. Jeg synes, det er superfedt, det er kommet, men den oprindelige intention var få uddelegeret nogle opgaver,” siger Jonas Sørig.

Konkret griber Jonas den frivillige rekruttering sådan an, at han sender en liste ud på mail, hvor de frivillige opgaver er beskrevet og med tidsforbrug. Det byder nogle ind på. Jonas er også træner og har sin daglige gang i klubben, og det tætte kendskab til medlemmerne, børnene og forældre benytter han til at prikke folk på skulderen og spørge; var den opgave ikke noget for dig? Som oftest siger de ja.

Folk vil gerne. En barriere for mange er, at de ikke bliver spurgt

Jonas Sørig

"Så at man bare udsender et ark, er ikke altid nok. Men mange læser det stadig igennem. Og så kan man gå ud og prikke lidt bagefter. Har de først sagt ja, er det vigtigt, at folk ikke får mere arbejde, end de er blevet stillet i udsigt. Hellere skrive et par timer for meget på, end for lidt. Det er vigtigt folk ikke bagefter tænker, det gør jeg ikke igen.”

Tilgangen avler flere og flere til listen over frivillige. I alt er der nær 100 personer, der bidrager til klubben, hvilket er godt en fjerdedel af medlemmerne. 

”Faktisk synes jeg, det er for lidt. Jeg vil gerne brede opgaverne ud på samtlige, så alle laver lige meget eller det, de kan overkomme. Der vil altid være nogle, der laver mere end andre, men hvis alle omkring bordet føler de bidrager og er vigtige brikker, giver det en god sammenhængskraft i klubben,” siger Jonas Sørig.

Frivilligt arbejde skal være lystbetonet

Uanset hvilken frivilligt indsats, der er tale om, er det altafgørende, at det er lystbetonet og afgrænset, mener Jonas Sørig.

”Eksempelvis ville jeg gerne lave en vedtægtsændring om, at man bliver valgt til bestyrelsen for et år ad gangen frem for to. Der mødte jeg modstand. Modargumentet var, at alle ville kunne gå, som de ville."

Jeg tror samfundet er sådan nu, at man går, når man har lyst. Og så er det lige meget, om man har bundet sig til 1,5 års bestyrelsesarbejde mere. Mange kan ikke overskue, hvad de laver om 1,5 år

Jonas Sørig

Tiden har vist, at Jonas havde ret. Siden ændringen blev vedtaget for 2 år siden har der været en fuldtallig bestyrelse og udvalgsmedlemmer i Svenstrup Badmintonklub. Og folk bliver ved med at blive siddende og sige ja til et år mere.

Arbejdet i Svenstrup Badmintonklub er i dag fordelt på mange hænder, og det har gjort, at formanden kan koncentrere sig om at følge op på og give sparring på igangværende og nye initiativer. Her kommer den svære start, hvor han sad med alt selv, ham til gode.

Stopper på toppen

Fra den 31. maj 2018 hedder formanden i Svenstrup ikke længere Jonas Sørig. Han har valgt at følge sin egen linje som formand og stoppe, mens legen er god.

”Som jeg har det med dem, jeg prøver at få til at hjælpe med opgaver, sådan har jeg det også med mig selv. Man skal sidde med de opgaver, der siger en noget, for så bliver opgaverne som regel bedre udført, og formandens opgaver er måske ikke de opgaver, jeg brænder allermest for, men mere det der foregår inde i hallen,” siger Jonas.

Fire års virke som formand er slut, men han fortsætter i klubben som træner og formand for spillerudvalget. På fire år det lykkedes Jonas at gå fra at være én mand om arbejdet til at være 100. Foreningen har lavet overskud hvert år, og har fået en plads i lokalsamfundet. Undervejs har han muligvis delt nogle vande, men resultaterne taler for sig selv, og i sidste ende vil alle i klubben det samme – nemlig have flere medlemmer.

Den 24-årige Jonas Sørig, der blev formand som kun 20-årig, har bevist, at ungdommen har noget at byde ind med, hvis de får lov.

”Foreningen er forældet og vil den fremadrettet vil have sin plads i konkurrence med kommercielle udbydere, skal den nuanceres. Unge er en mulighed for fornyelse. Unge er forholdsvis innovative i forhold til at se nuanceret på foreningen. Hvis man tør overlade noget til dem, og ikke banker dem i hovedet med; "sådan plejer vi at gøre", så tror jeg på succes,” siger Jonas Sørig.

”Går man 30 år tilbage, var foreningen noget andet end i dag. Folk går ikke engang i bad efter træningen eller sidder ude i cafeteriet. Samfundet har ændret sig, men foreningen er, som den var for 30 år siden."

Foreningen er forældet og vil den fremadrettet vil have sin plads i konkurrence med fitness og kommercielle udbydere, skal den nuanceres

Jonas Sørig

”Det skal f.eks. være mere fleksibelt at spille badminton, så i de timer, hvor hallen ikke er fyldt ud, kan man gå ind online og booke en bane. Hvis jeg f.eks. torsdag har lyst til at spille, kan jeg gå ind og booke. Jeg binder mig ikke til noget, og det er lystbaseret og på den måde konkurrerer det også med sådan noget som fitness. Det tror jeg bliver fremtiden, men ikke mange foreninger præsterer det,” lyder den afsluttende bemærkning.