3 sikre veje: Få bedre kondition som ny løber
Få succes med starten på din løbetræning. Du behøver ikke løbe langt for at få en bedre kondi. Du kan også løbe hurtigt og kort eller finde en ligeså effektiv mellemvej.
Hvis du ikke dyrker motion nu, men gerne vil i gang og forbedre din kondition, så er der ikke bare én, men tre metoder, som er cirka lige effektive, hvis man spørger overlæge og professor i sundhed Bente Klarlund Pedersen.
- Træn én gang om ugen i 15 minutter tæt på maximal puls
- Træn en time tre gange ugentligt med en puls på 140/150 slag per minut
- Træn en time fem gange ugentligt med en puls på 100/110 slag per minut
Hvis du ikke dyrker motion nu, vil du over en periode på tre måneder kunne forbedre din kondition med 20 procent ved alle tre træningsmetoder.
Alle kan blive bedre
Der kan være andre fordele ved at træne flere gang om ugen f.eks. for dit kredsløb og dine muskler, men ser man isoleret på konditionen, så er de tre træningsmetoder ifølge Bente Klarlund Pedersen cirka lige effektive.
”Alle utrænede kan forøge deres kondition. Nogen siger, at mennesker kan være træningsresistente, men hvis man giver relevant træningsstimulus, så er der nul procent træningsresistente,” siger Bente Klarlund Pedersen.
Men ikke alle vinder guld
Alle kan få en bedre kondition, men ikke alle bliver medaljevindere i løb.
”Det er ikke sådan, at alle kan vinde guld ved at tage sig sammen. Der er f.eks. et arveligt loft for at udvikle ens kredsløbskondition. Men alle kan forbedre sit løb, forbedre stofskiftekonditionen og få en bedre løbeøkonomi,” siger Bente Klarlund Pedersen.
”Den bedste diæt og det bedste kosttilskud er træning.”
Derfor skal du træne
- Du får mere energi og bedre humør
- Du kan forbedre din evne til at koncentrere dig og håndtere stress og angst
- Du bliver klogere
- Du får mere lyst til sex
- Du bliver bedre til at forbrænde fedt
- Du forebygger risikoen for mere end 35 forskellige sygdomme f.eks. depression, diabetes og kræft. Også hvis du skulle være ramt af en sygdom som for eksempel kræft, kan træningen hjælpe dig.