Vibeke var 'sofakartoffel' og hadede at løbe - nu er hun træner
Vibeke Koefoed-Sørensen tog tilløb i to år, før hun meldte sig ind i en løbeklub. I dag er hun træner og giver glæden ved løb videre.
Vibeke Koefoed-Sørensen har altid været aktiv, og blev med egne ord ’født ind i en håndboldhal’ på Bornholm, hvor hendes far var klubformand, træner og dommer. Hun begyndte selv med håndbold og harpiks som fireårig, og som 14-årig blev hun træner.
Først som hjælpetræner med sin far for et af klubbens drengehold. Året efter stod hun selv med ansvaret for holdet. Som 16-årig tog hun til DM med drengeholdet alene. Kun et par år ældre end sine spillere.
"Jeg har aldrig været bange for at tage ansvar. Jeg har jo sådan set været leder og arbejdet med mennesker, siden jeg var 14 år. Så det har bare været naturligt for mig at indtage den rolle," siger Vibeke Koefoed-Sørensen.
'Løb er kun for idioter'
Selvom hun er flasket op med at tage ansvar og lederskab, så havde Vibeke Koefoed-Sørensen aldrig forestillet sig, at hun skulle være løbetræner, da hun for godt ti år siden snørede løbeskoene for første gang i flere år.
Da var hun med egne ord blevet en ’sofakartoffel’, og det skyldtes blandt andet, at hun fik en handicappet søn. En regulær livsomvæltning, der betød, at hun lagde motionen og den aktive livsstil på hylden. Da hun senere blev skilt fra sin mand, der er far til hendes søn og datter, var der endnu mindre tid til at holde sig i gang. Men som børnene blev ældre og mere selvstændige, og hun fik mere tid og overskud i hverdagen, brændte lysten til at komme i gang igen.
Om Vibeke Koefoed Sørensen
- Født 1. november 1968. Opvokset i Allinge på Bornholm.
- Mor til en søn på 25 og en datter på 20.
- Startede med at spille håndbold som 4-årig. Spillede også badminton og volley i ungdomsårene. Blev håndboldtræner som 14-årig.
- Uddannet seniorsergent i Flyvevåbnet. Meldte sig frivilligt til Forsvaret som 17-årig og begyndte militærkarrieren som 20-årig efter færdiggjort handelseksamen.
- Arbejder i dag som afdelingsleder i Materiel- og Indkøbsstyrelsen under Forsvarsministeriet.
"Jeg kom oprindelig i gang med at løbe, fordi jeg ville tabe mig. Ti kilo var målet. Jeg havde købt en bog, Fit på 100 dage eller sådan noget, med kostplan og træningsplan, og de første dage var det arm- og rygøvelser, man skulle lave. Det var jo let nok. Men så sjette eller syvende dag stod der, at man skulle løbe. Jeg tænkte ’shit, det gør jeg ikke, det er jo kun idioter, der løber’. Jeg havde altid hadet at løbe, jeg hadede at løbe runder til håndboldtræning som ung. Jeg ville bare spille håndbold," forklarer Vibeke Koefoed-Sørensen.
Men ud at løbe, det kom hun.
"Jeg fik taget mig sammen, og så kom jeg i gang med at løbe. Jeg havde været superfit hele min ungdom og langt op i 20’erne. Så jeg blev chokeret over, hvor dårlig form jeg var i. Men samtidig blev jeg motiveret over, hvor hurtigt forbedringerne faktisk kom. Desuden slår man sig ikke på en løbetur. Det var jeg vant til fra håndbold, hvor jeg var stregspiller. Så det var rart," siger hun med et grin.
Fokuserer på den gode velkomst
Vibeke Koefoed Sørensen løb for sig selv i to år, inden hun endelig tog mod til sig og mødte op i den lokale klub, Fjordløberne Frederikssund. De første par år troede hun ikke, at hun var i god nok form til at løbe med andre, og det tog noget tid, før hun følte sig som en del at klubben.
"Den første gang var lidt skræmmende faktisk. Der var mange mennesker, det var lidt kaotisk, jeg kendte ikke rigtig nogen, og der var ingen til at tage mig i hånden," fortæller hun.
3 tips til at opbygge holdånd
Vil du styrke sammenholdet og holdånden blandt dine udøvere, så har Vibeke Koefoed Sørensen 3 simple tips, der måske kan hjælpe:
- ’Pictures – or it didn’t happen’. Læg billeder op i en fælles Facebook-gruppe efter hver træning. Måske kan I finde et fast pausestop på turen, hvor der tages fællesbilleder. Reglen gælder også, hvis nogle på holdet løber uden for de faste træningsdage. Facebook-gruppen skaber et godt sammenhold, fordi løberne holder kontakten løbende og kan opmuntre hinanden.
- Fælles brunch. Vibeke Koefoed Sørensen laver træningsprogram for 12 uger af gangen. Når træningsprogrammet er gennemført, inviterer hun sine løbere til brunch. Bagefter løber de en tur.
- Fidusbamse. Efter hvert træningsprogram uddeler Vibeke Koefoed Sørensen en Gurli Gris-bamse, holdets fidusbamse, til en løber. Det kan være en løber, der har rykket sig formmæssigt, en der holder fast trods skader eller en god holdkammerat.
Efter et par år blev Vibeke Koefoed-Sørensen spurgt, om hun ville starte et begynderhold i foreningen. Hun tog flere trænerkurser i DGI via klubben, og her fik hun undervisning i at skabe et godt socialt sammenhold og sikre løberne en god velkomst.
"Jeg gør meget ud af at komme rundt til alle løberne på holdet. Lige høre hvordan de har det for at lære dem at kende. Det er vigtigt, at klubber og trænere er bevidste om, at det største og sværeste skridt er at møde op. At komme ud af huset og ned i klubben. Når folk først er kommet over den hurdle, så skal de tages godt imod og have en god oplevelse. Det tog mig to år at tage tilløb til at komme ind i klubben, og sådan skal det ikke være for andre," siger Vibeke Koefoed Sørensen, der i dag er bestyrelsesmedlem i Fjordløberne Frederikssund og løbetræner i Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse.
Tillid er altafgørende
Som løbetræner bruger Vibeke Koefoed Sørensen også nogle af de psykologiske redskaber, hun har lært i sin tid i Forsvaret og på Forsvarets lederuddannelser. Det gælder blandt andet begrebet ’situationsbestemt ledelse’.
"Nogle vil gerne tabe sig. Andre vil gerne være sundere. Nogle er måske tilflyttere og vil bare lære nogen at kende. Min opgave er at kigge på den enkelte og finde deres motivation for at møde op," siger hun.
Derfor udleverer Vibeke Koefoed Sørensen altid et spørgeskema til nye løbere på holdet. Det hjælper hende med at lære løberne at kende, at forstå dem og deres motivation. For når først man som træner har vundet sine udøveres tillid, så kan man også bedre træne dem, mener hun.
"Det er kendskab og tillid, der gør, at jeg eksempelvis kan sige til en af mine løbere: ’Nu skal du lige sætte tempoet ned, for ellers kommer du ikke i mål’. Eller omvendt, hvis jeg kan se, at her er en, der faktisk godt kan presses lidt, så kan jeg sige: ’Du tager lige en runde ned bagved og op igen’. Uden at jeg virker træls eller bedrevidende," siger Vibeke Koefoed Sørensen, inden hun uddyber:
"Jeg vil hellere have nogen, der følger mig, fordi de kan lide mig og stoler på mig. Og ikke fordi de føler, at de skal."
Portrættet af Vibeke Koefoed Sørensen blev bragt i DGI's magasin UDSPIL i august 2020. I dag sidder Vibeke i bestyrelsen og aktivitetsudvalget i Fjordløberne Frederikssund, mens hun er løbetræner i Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse.