En varm velkomst i petanqueklubben
Kan en gammel hund lære nye tricks? Selvfølgelig kan den det. I hvert fald hvis du spørger Lars Vraabøl, som netop er begyndt til petanque i en alder af 64.
Efter et langt arbejdsliv og en travl hverdag, blev der for alvor plads til, at Lars’ fascination for kuglespil kunne få frit løb, da han gik på efterløn. Hverdagen var pludselig åben for nye muligheder, og det krævede da også blot et enkelt skub fra konen, før Lars besøgte en Petanqueklub i nærområdet.
Den nye dreng i klassen
Men det er ikke helt let at være den nye dreng i klassen, når man har vænnet sig til sine daglige rutiner og bekendtskaber. Det måtte Lars sande til sin første træningsgang i Skanderborg Petanque.
Hans bekymring blev dog hurtigt gjort til skamme af de mange engagerede og åbne medlemmer i klubben:
”Jeg er kommet mange steder i mit liv, og aldrig er jeg blevet taget så godt imod,” fortæller en overrasket Lars.
Og det var netop dette, der var det helt afgørende for Lars. Den hjertelige velkomst fra ikke blot ét medlem men fra hele holdet, gjorde stort indtryk på ham. Trods sine 64 år, var han nemlig ikke helt tryg i den uvante situation, og det at det var en ny idræt for ham, gjorde det endnu sværere at finde ud af, hvordan jargonen mon var netop her.
En varm velkomst er altafgørende
Lars har hængt i og er i dag at finde til træning hver tirsdag i den lokale klub. Spørger du ham, hvordan det går med at komme på niveau med resten af truppen, svarer han beskedent:
”Det går da meget godt.”
Faktum er, at det afgørende for Lars’ motivation og spillelyst, har været den gode modtagelse og det flade hierarki i petanqueklubben. I dag arbejder han videre på at styrke sin teknik og taktik. Om han skal deltage til turneringer og stævner i fremtiden er endnu uvist:
”Jeg ville meget stolt over at kunne stille op på lige fod med de spillere, som har været i gang i flere årtier,”
Lyder det fra en ydmyg Lars Vraabøl, som har stor respekt for de erfarne spillere, men som på samme tid fremhæver netop det, at man også som ny spiller har en reel chance for at spille et godt spil petanque, hvis blot man koncentrerer sig og har flair for sporten.
Tag godt imod nye spillere
Vil I også gerne have nye medlemmer i jeres petanqueklub, er det vigtigt at sørge for, at de føler sig taget godt i mod. Herunder har Rune Risgaard, tidligere spiller på det danske landshold i petanque og nu koordinator i DGI Sydøstjylland, samlet en håndfuld råd til, hvordan I gør netop dette.
Tag godt imod nye spillere
- Giv håndtryk. Skab en kultur, hvor alle tager imod nye ansigter i klubben med håndtryk og et smil
- Sørg for en god introduktion af både klubben, medlemmerne, bestyrelsen og træneren
- Giv en god introduktion til petanque – regler, kugler og udstyr
- Spil på tværs af erfaring, så nye og gamle spillere dyster både med og mod hinanden
- Sørg for at spille med en ny partner hver gang. På den måde kommer alle til at spille sammen og den nye spiller får snakket med alle
- Sørg for socialt samvær enten før eller efter træningen – fx, kaffe og kage