Joachim Jerichow: Det startede med en pige!
Joachim Jerichow er en de bedste danske basketballspillere nogensinde. Men hvordan kom han i gang med at spille? Hvad har klub- og foreningslivet givet ham? Og hvorfor skal flere børn og unge spille basketball?
Joachim Jerichow er med en lang karriere i både ind- og udland og 75 landskampe en af de største danske basketballspillere nogensinde. Men man tror nærmest, at det er løgn, når man spørger ham om, hvorfor han egentlig startede med at spille. Det skyldes nemlig i høj grad … At han var småforelsket i en pige!
"Det hele startede med en skoleturnering i basket. Drengene – med mig på holdet – fik stryg, men vores piger vandt og specielt én skilte sig ud. Jeg syntes, at hun var sød og få måneder efter startede jeg i hendes klub."
Og sådan er livet nogle gange fyldt med skøre tilfældigheder!? Men interessen for basket kom nu også netop gennem skoleturneringen, ligesom Joachim Jerichows gode vens søsters kæreste spillede på førsteholdet i byen, hvor de voksede op. Og han var p*sse god!
Klubben blev en familie
Derfor begyndte Joachim Jerichow som 13-årig i Værløse Basketball Klub sammen med sin gode ven, og det skulle han ikke komme til at fortryde. Klub- og foreningslivet kom nemlig på mange måder til at forme hans opvækst som ungt menneske – og ikke mindst fungere som springbræt til hans professionelle karriere.
"Det var først og fremmest fedt at få en seriøs træner og komme ind i et fællesskab af ligesindede, der var vilde med basket. Ret hurtigt fik jeg jo en masse nye venner, både på mit eget hold og de andre hold, og der gik ikke lang tid, før jeg også skulle se de andre spille kampe i weekenderne."
Og sådan begyndte weekenderne pludseligt at gå i Søndersø Hallen i Værløse med masser af træning og frivilligt arbejde for klubben. Hvis han ikke selv var på banen, var der altid mulighed for at sidde ved dommerbordet, være dommer på banen eller stå på sidelinjen som træner.
"Værløse Basketball Klub blev hurtigt en slags anden familie for mig. Det var et sted, hvor man følte sig værdsat, og hvor man kunne mærke et fællesskab. Der var plads til alle, og alle gjorde det, de var bedst til, så socialt betød klubben alt for mig."
Specielt husker han tilbage på en episode i folkeskolen, hvor de skulle på tur til London, mens Værløse Basketball Klub samtidigt skulle til Tjekkoslovakiet. Her endte han faktisk med at tage med klubben til Østeuropa, fordi fællesskabet her var meget vigtigere for ham end fællesskabet i skolen.
"Men de endte nu med at tage det pænt og udviste fuld forståelse."
Danske klubber er fantastiske til at gøre brug af de talenter, som de unge har. Ikke alle kan blive stjerner på banen, men der er mange andre forpligtelser i klubben.
Joachim Jerichow
Dansk klubliv er unikt
Joachim Jerichows oplevelse af klublivet i Værløse er måske et meget godt billede på, hvad det danske klub- og foreningsliv kan. Det der med at samle og forene folk fra alle afkroge af samfundet i et fællesskab, hvor man stifter nye bekendtskaber, og lærer om ansvar og forpligtelser og meget, meget mere.
"Uden at kunne sige det med sikkerhed, så tror jeg, at det danske klub- og foreningsliv er ganske unikt. Det giver os mulighed for at have tilknytning til et sted og være en del af et fællesskab, hvor det ikke kun er de spillemæssige færdigheder, der afgør, om man kan være med. Der er elitehold, 1. hold, 2. hold, hyggehold, blandede hold, spædbørnshold og alko-hold, så alle kan være med."
Det er markant anderledes i Italien, hvor Joachim Jerichow i dag bor med sin italienske kone og deres børn, og i øvrigt er indehaver af et et rejsebureau, der laver cykelferier for motionister og familier i Italien, Nepal og Brasilien.
"Nu kan jeg kun snakke for de to klubber, jeg har været en del af hernede, men fællesskabet mangler fuldstændigt. Udover en fast årlig afslutningsfest, sker der ikke noget på tværs af holdene, der er meget få ture og slet ingen rejser."
”Desuden er klubberne tit kønsopdelt, hvilket i min verden er direkte selvmodsigende og uforståeligt. Der er så godt som ingen sammenhæng mellem ungdoms- og seniorniveau, og ungdomsspillerne bliver kørt til og fra hallen, så de 'hænger' aldrig bare ud der. Og seniorerne kommer nærmest kun, hvis de får noget økonomisk for det. Det er enormt ærgerligt."
Vigtigt for børn og unge
Netop derfor er han glad for at have haft en opvækst i Danmark, hvor han mener, at vi er gode til at videreføre de familiemæssige værdier ud i vores klub- og foreningsliv. Også så dem, der måske ikke har så stærke familierelationer privat, har et sted at føle sig velkommen og værdsat.
"Vi er gode til at skabe gode og trygge rammer – ikke mindst for ungdommen – og til at komme hinanden ved. Og så er klubben et værdifuldt sted for børn og unge at lære at forholde sig til voksne, som ikke nødvendigvis er deres forældre eller skolelærere."
Han mener også, at de danske klubber er eminente til at give børn og unge oplevelser, hvor de udover de sportslige og sociale stimuli, opbygger en øget selvstændighed og uafhængighed, som hjælper dem til at modnes og handle på eget initiativ.
"Danske klubber er fantastiske til at gøre brug af de talenter, som de unge har. Ikke alle kan blive stjerner på banen, men der er mange andre forpligtelser i klubben, der også skal varetages og som er mindst lige så vigtige. Disse forpligtelser kan være med til at give unge retning i deres videre liv."
Jeg havde mange fantastiske oplevelser som spiller, træner, 'camp-bums' og turarrangør i Værløse, som jeg nødigt ville være foruden.
Joachim Jerichow
Masser af udfordringer
Derfor er han også stor fortaler for, at flere børn og unge finder vej til deres lokale basketballklub eller til en start begynder at spille med vennerne hjemme ved den nærmeste offentlige kurv. Der er nemlig meget at hente – både i klubbens fællesskab og i aktion på banen.
"Jeg synes først og fremmest, at basket er fedt, fordi det er en holdsport. Man skal forholde sig til sine holdkammerater og deres kvaliteter og til modstanderne og deres kvaliteter. Så lærer man ligeså stille, hvordan man løfter i flok, når et hold skal fintunes i jagten på sejrens sødme."
Samtidig er basketball imidlertid også en sport med masser af udfordringer i forhold til ens krop og ens mentale forudsætninger, forklarer han. Det nytter ikke at være høj, hvis man ikke er hurtig og har den fornødne styrke til at tilkæmpe sig en position, og det er ikke nok at være hurtig, hvis man ikke har de nødvendige tekniske færdigheder til at håndtere bolden.
"Og det er ikke nok at være super stærk, hvis man mangler boldforståelse, ligesom det ikke er nok at have masser af boldforståelse, hvis man ikke kan relatere sig til sine holdkammerater. Der er med andre ord rigtig mange parametre, der skal flaske sig."
Fantastiske oplevelser
For Joachim Jerichow flaskede det hele sig på de rigtige tidspunkter, og han endte som bekendt med at komme langt længere end 'bare' Søndersø Hallen i Værløse. Faktisk er Joachim Jerichow en af ganske få danske spillere, der har levet af at være fuldtidsprofessionel basketballspiller.
"Basketball har givet mig så mange fantastiske oplevelser. Jeg har eksempelvis tilbragt to år på Hawaii som spiller og studerende, jeg har rejst Europa tyndt med mine hold i Italien, jeg har været på landsholdet og jeg har opnået flotte resultater, som jeg tænker tilbage på med stolthed."
"Men jeg havde også mange fantastiske oplevelser som spiller, træner, 'camp-bums' og turarrangør i Værløse, som jeg nødigt ville være foruden. Nu spiller min ældste søn og det er mere end noget andet med til at fuldende cirklen for mig."
Joachim Jerichow har i øvrigt ikke helt tabt kontakten til dansk basketball, selvom han i mange år har boet i Italien. Fornyeligt hjalp han en dansk delegation fra DGI Basketball og Danmarks Basketball Forbund som 'rejseguide', da de var på inspirationstur i Italien.
Fem hurtige
Hvad er din største oplevelse med basketball
At vinde DM i en stuvende fuld K.B. Hallen er den oplevelse, jeg tænker tilbage på med størst glæde! Men der var også sejren over Ukraine på udebane med landsholdet, som var uforglemmelig for os, der var med.
Hvem er den dygtigste spiller, du har spillet med?
Det må være vores pointguard i Scarligera Verona, Mike Iuzzolino. Han havde spillet for Dallas Mavericks i tre år, før han kom til Europa. Han snittede 25 point pr. kamp og ledte holdet til to Europa Cup-finaler og semifinalen om det italienske mesterskab. Han gik altid forrest både til træning og i kamp, og tog ansvaret på sine skuldre i de afgørende minutter – som regel med succes.
Hvem er den dygtigste spiller, du har stået over for?
De mest berømte spillere, jeg har spillet mod er Dominique Wilkins, Manu Ginóbili, Anfernee Hardaway, Chris Webber og Slobodan Danilovics.
Af dem er det nok mødet med Dominique Wilkins, som var mest surrealistisk. Jeg er jo vokset op med at se hans highflying dunks og fantastiske detaljer i NBA, og så lige pludselig komme på banen med ti minutter igen og skulle dække ham i en tæt kamp på hjemmebane i en propfuld hal, hvor vores egen amerikaner var fejlet ud. Det var vildt.
Det gik heldigvis godt, vi vandt kampen og bagefter var der anerkendende skulderklap fra mesteren!
Slobodan Danilovic var en kompromisløs, arrogant og på alle måder uvenlig modspiller, men han vandt mesterskabet og satte den afgørende buzzerbeater fra 3. point-distancen og fik tilmed fejl, så han kunne skyde mesterskabet hjem fra straffe i den femte og afgørende finale!
Han er nok den dygtigste spiller, jeg har spillet imod. Han ville vinde for enhver pris og var ret ligeglad med resten!
Hvem er den dygtigste træner, du har spillet under?
Efter at min første træner i Italien blev fyret efter kun tre måneder, fik vi assistenttræneren Andrea Mazzon. Han gjorde det godt og havde stor tiltro til mine evner. Fra den ene dag til den anden gik jeg fra næsten ingen minutter til cirka 20 minutter pr. kamp og startede af og til inde.
Han trænede holdet på en intelligent måde, hvor der var meget (med-)ansvar lagt ud til spillerne. Ikke så meget pisk, langt mere gulerod!
Hvor er det fedeste sted at spille?
K.B Hallen! Men Søndersø Hallen var også et dejligt sted at spille.