Quick guide: Sådan kommer du i gang med at spille basketball

Vil du i gang med at dyrke verdens fedeste sport? DGI Basketball hjælper dig igennem de første forhindringer på din vej mod NBA.

Du bliver muligvis overrasket over, hvor meget fællesskab og sammenhold du kommer til at opleve, hvis du starter med at spille basketball i en klub. Foto: Kristian Ryberg Johansen

Det kan måske virke en anelse uoverskueligt at begynde at spille basketball. Det er nemlig en sport, der kan virke svær at komme ind på livet af.

"Når man står der og ser på de andre spiller, kan det virke som om, de virkelig har styr på det, og så er det svært at finde modet til at være med. Jeg kan selv huske, hvordan det var," udtaler Casper Pedersen, fra landets største basketballsite, Fullcourt.

Derudover er det nemt at blive i tvivl om, hvorvidt man har det rette udstyr at spille med. Det er der dog ingen regler omkring, så det er bare at komme i gang.

Start med at finde en klub i nærheden

Det kan virke basalt, men det første skridt er at finde ud af, hvornår der spilles basketball i nærheden af dig. Er der en klub? Og hvornår træner de? På Danmarks Basketball Forbunds hjemmeside finder du en god og overskuelig oversigt over de danske basketballklubber med link til deres hjemmesider.

Se oversigten her >>

Når du har fundet en klub i nærheden, skal du finde ud af, hvornår holdet træner. Der findes som regel en oversigt over træningstider på klubbernes hjemmesider.

"Derudover er det en god idé at tage kontakt til træneren for holdet, inden du møder op til første træning. Så ved de, at du kommer og kan tage ekstra hånd om dig ved den første træning. På den måde er du sikret en god oplevelse allerede fra start," fortæller Casper Pedersen.

Hav tålmodighed med at ramme den #%&!? kurv

I basketball handler det om at få bolden i kurven, men det er svært. Som i virkelig svært, selvom det ser legende let ud, når stjernerne fra NBA smider den i. Det er bestemt ikke noget, du lige gør til første træning. Det kræver mange træninger og megen øvelse, før du føler dig nogenlunde sikker.

"Det er vigtigt at have tålmodighed, når du kommer til de første træninger. Læg mærke til, hvad de andre gør, og hav fokus på at give et godt førstehåndsindtryk. Og giv den ellers fuld gas og sørg for at følge med i hvad træneren siger," påpeger Casper Pedersen.

Det er også vigtigt at tilføje, at du aldrig skal kaste dig ud i mere, end du kan håndtere, og det er ikke pinligt at spørge om hjælp, hvis der er noget, der er svært.

Du bliver overrasket over fællesskabet og sammenholdet

En af de fedeste ting ved at spille basketball i en klub, er fællesskabet og sammenholdet omkring sporten. Det er faktisk dét, der får dig til at komme til træning på de sure dage, og det er også noget af dét, der gør, at du forhåbentlig bliver ved med at spille basketball i mange år.

"Selv forældrene bliver ofte ramt af fællesskabet på deres barns hold. Som regel overlapper flere hold deres træning i hallen, så forældrene møder pludselig rigtig mange nye mennesker. Basketball er bestemt ikke kun for barnet der spiller, men ligeså meget for forældrene, som kan få et godt sammenhold udenfor banen," siger Casper Pedersen.

Det gode ved basketball er også, at det foregår indendørs. Det er derfor muligt for forældrene at overvære træningerne, uden at stå og fryse, men vi har også set eksempler på, at basketballklubber har lavet deres eget fællesskab for forældrene, mens deres børn træner.

Bliv inspireret: Falcon Basket starter motionshold for 'ventende' forældre >>

"Generelt er de danske klubber vilde med at få nye medlemmer, så de er meget opmærksomme på at tage godt imod nye i klubben, både børn og forældre. Basketball skiller sig faktisk lidt ud på den måde, kan man godt sige", udtaler Casper Pedersen.

Find ud af, om basketball er for dig, før du køber udstyr

De fleste har et par indendørssko, og de kan fint bruges til at starte med. Derudover er almindeligt sportstøj bestemt også brugbart i begyndelsen.

"Det er naturligvis lidt overvældende at se de andre på holdet bære smarte NBA-trøjer, sleeves og lækre basketballsko, men det overhovedet ikke nødvendigt til at starte med. Tag til de første træninger i almindelige indendørssko og sportstøj, og find ud af, om basketball er noget for dig," udtaler Casper Pedersen.

Er det dét, så kan du begynde at kigge på at købe noget basketballudstyr – bold, spilletøj, sko og andre accesories. Hos DGI Basketball samarbejder vi med Nordic Basketball, som har godt udvalg i basketballudstyr til børn og unge. Dem kan du altid overveje.

Nordic Basketball tilbyder en attraktiv startpakke til dig, som lige er startet til basketball. Pakken indeholder et par fornuftige sko, en vendbar træningstrøje, som er meget brugt i de fleste basketball klubber, sokker, drikkedunk og en basketballbold.

Tjek startpakken ud her >>

"Du skal ikke være bange for at gå i gang med at spille basketball. Det er et sjovt spil, specielt når man bliver dygtig til det. Der er næsten ingen bedre følelse, end når man sænker et godt skud i kurven," slutter Casper Pedersen.