Leg til I segner

Havetrampolinen er et legeredskab, som både kan stimulere dine børn fysisk og socialt. Læs eksperternes forklaring på hvorfor.

Det er både godt for fællesskabet og fysikken at hoppe i havetrampolin. Så spring ud i det. Foto: Mikael Rieck

En fjeder knirker. Børnefødder rammer det sorte vinyl, der strækker sig ud og bremser, lige inden det rammer det grønne, lange græs under havetrampolinen. Et barn svæver i luften som en pil, der bliver affyret af en spændt bue... 

Den situation kan udspille sig i mange danske baghaver, når trampolinsæsonen er i gang. Ifølge en undersøgelse fra Børneulykkesfonden står der nemlig en havetrampolin i næsten hver anden danske have.

Og der er mange fordele ved havetrampolinen for børn; det kan både fremme deres motorik, bevægelser og udvikling.

Havetrampolinen giver børn frihed både fysisk og psykisk

Gudrun Gjesing, specialergoterapeut

Ifølge Gudrun Gjesing, specialergoterapeut med særlig kyndighed i forhold til børn, leg og bevægelse, kan havetrampolinen desuden være med til at stimulere dine børns fysiske og sociale kompetencer.

"Havetrampolinen giver børn frihed både fysisk og psykisk. De kommer i et svæv, hvor fantasien kan få rige muligheder for, at de kan blive noget andet og mere, end det, de lige er. Vi kan blandt andet ikke normalt befri os fra tyngdekraften ret længe ad gangen, men det kan vi på en trampolin," siger hun.

Mulighed for at lege og eksperimentere

Tilbage på trampolinen hopper børnene videre. Hop efter hop ryger barnet længere og længere op i luften. Mundvigene peger opad, mens de er i flyvende. En hopper rammer den sorte springdug i en siddelanding, nærmest som om han sætter sig elegant i en sofa. Tyngdekraften bruger han kalkuleret til at vende sig i luften og lander derefter fladt på maven...

Det er en leg, men også en fysisk test, og det er vigtigt, at børn får lov til at prøve sig selv af. Det kan give dem bevægeglæde og en større tro på sig selv.

"Forældre skal give børnene mulighed for at lege og eksperimentere selv. Nyere forskning viser, at det er vigtigt, at vi ikke pakker børnene ind i vat og siger, at det er farligt, men i stedet for giver dem troen på, at de selv kan lære at vurdere, hvor deres grænser er. Det er meget betydningsfuldt," siger Gudrun Gjesing.

Fantasien får frit løb

I hjørnet af baghaven sidder forældrene og læser i en bog. Solen har varmet trampolinens sorte springdug, og børnene holder pause i en margueritformation med hovederne mod hinanden og snakker. Det ene barn siger, at han hoppede helt op til skyerne. Det andet fortæller, at hun fløj på et flyvende tæppe...

Inden børn kan komme ud i haven, har mange en lang dag i skole, børnehave eller vuggestue bag sig. Og derfor er fritiden i trampolinen sundt.

"At hoppe i havetrampolin er godt for mange børn. På trampolinen vil det stort set altid være fri leg. De bestemmer selv, hvor meget, hvor længe og hvor højt, de vil lege og hoppe. De får mulighed for at bruge deres fantasi, så de kan forestille sig, at de hopper i klitter, i vandet og til månen," fortæller Gudrun Gjesing, og fortsætter:

"At de kan bruge deres fantasi, er virkelig betydningsfuldt for deres lyst til leg og for deres bevægeglæde."

Havetrampolinen bliver til en MGP-scene

Udefrakommende eller voksne ser måske to børn løbe rundt og rundt på trampolinen, men inde i de to børns hoveder er en helt anden virkelighed. De er ikke længere to drenge, de er to heste, der galoperer rundt i en savsmuldsbelagt manege i et cirkus. Efter ti minutter er legen skiftet til, at de nu bruger trampolinen som en scene, hvor de optræder som stjerner til MGP.

Lise Hostrup Sønnichsen, lektor ved Videncenter for Sundhedsfremme ved UC Syd, mener, at noget af det som giver brændstof til børns fantasileg er at kunne agere. Det er også derfor, at vi køber legetøjssværd og prinsessekjoler til dem.

5 gode råd: Sådan hopper du sikkert i havetrampolin

  • Start med en snak om sikkerhed og god adfærd
  • Hop én ad gangen, når I laver spring. I leg kan det være ok med flere i trampolinen.
  • Lav kun saltoer, hvis dine evner/niveau rækker til det (spørg din gymnastikinstruktør)
  • DGI anbefaler, at børn i havetrampolin er under opsyn af en voksen
  • Tjek jævnligt trampolinens placering og tilstand

"For at børn kan leve sig ind i en fantasileg, er det vigtigt at have redskaber, som de kan agere med. På trampolinen kan de lave rullefald som en ninja og springe som en hest, og det er betydningsfuldt, da muligheden for at agere er et vigtigt brændstof for børns indlevelse i en fantasileg. Ud over glæden ved legen i sig selv, så har lege, som stimulerer nær-sanserne kraftigt, også positiv betydning for udvikling af børns bevægelsesfærdigheder," siger Lise Hostrup Sønnichsen.

Lige børn leger ikke bedst

Børnene på trampolinen er ikke kun gode til at lege med hinanden, de er også gode til at tage hensyn til hinanden. Det største barn bøjer lidt i knæene, så tyngdekraften ikke får fuld kontrol, for at skåne det mindre barn, som synkront hopper med uden at falde.

"Det er inde for trampolinens ramme børnene bevæger sig, og de er nødt til at tage hensyn til hinanden, hvis de er flere på trampolinen samtidig. Hvis ét barn hopper højt på trampolin, så giver det også så meget rekyl, når barnet lander, at et andet barn på trampolinen vil lette fra underlaget. Den her hensynstagen skal gerne udvikle sig mellem børn i forskellige aldre," siger Gudrun Gjesing.

Det kan Lise Hostrup Sønnichsen kun give hende ret i:  

"Børn er som regel gode til at passe på hinanden, når de får lov til at vise, at de kan. Jeg tror nogle gange, at det kan være mere farligt at have en voksen stående ved siden af sig hele tiden og sige pas på," siger hun.

I parcelhaven får børnene lov til at lege i fred, lige indtil det er spisetid.