Hans Henrik Heming blev valgt til DGI’s hovedbestyrelse

Hans Henrik Hemings CV

52 år. Bor på Amager med sin kone Cathie og 2 drenge på 12 og 14 år.

Politisk ansvarlig for DGI Svømning.

Har været med til at danne den første danske Åbent Vand svømmeklub - Svømmeklubben Copenwater, hvor han i dag sidder i bestyrelsen.

Initiativtager til og formand for DOWSA - Danish Open Water Swimming Association.

Næstformand i Danmarks 3. største Basketball Klub - BK Amager, hvor han på 4. år sidder i bestyrelsen.

Diverse tillidshverv - har bl.a. siddet i hovedbestyrelsen for Dansk Industri og været formand for e-Handelsfonden i 12 år.

Iværksætter. Har bl.a. med succes deltaget i DR's program Løvens Hule, fået en virksomhed på børsen, sikret et større tocifret millionbeløb via investeringsfonde til en crypto-virksomhed og lavet flere succesfulde kickstarter-projekter.

Bruger også tid i NGO'en Plastic Change med ansvar for virksomhedspartnerskaber. 

Har læst økonomi ved Aarhus Universitet og har en master i forandringsledelse fra CBS.

Svømmede Amager rundt i 2013 - en tur på 47 kilometer. I 2018 stod Bornholm for skud - 110 Kilometer over fire dage.

Hans Henrik Heming elsker at bage kanelsnegle!

Hvorfor stiller du op til DGI’s hovedbestyrelse?

DGI står lige nu i en meget stærk og gunstig økonomisk situation. Det er unikt, og resultaterne er skabt af en dygtig ledelse, gode medarbejdere og fantastiske frivillige. I alle led.

Det momentum har jeg stor lyst til at folde ud, så vi fortsat kan sikre en legitimitet og relevans hos borgere og politikere. Det fordrer, at vi til stadighed er ydmyge, stiller spørgsmål og har en nysgerrighed overfor det nye og uprøvede. Jeg mener, jeg kan stille de rigtige spørgsmål.

”Børn og unges lige adgang til foreningslivet” er en vigtig dagsorden. Hvordan kan DGI støtte foreningerne i det?

Børns adgang til foreningslivet er meget forskellig fra kommune til kommune, ja faktisk fra by til by. DGI bør styrke dialogen om børns adgang i den kommunale dialog, der blandt andet sker i forhold til visionskommuner. Derigennem kan DGI vise de gode eksempler frem. Til inspiration for alle.

Byudviklingen går stærkt - særligt i de større byer. DGI bør også her spille sig stærkere i forhold til den del af dialogen, som handler om at sikre, at adgang til nye idrætsfaciliteter for børn er med i planlægningen.

Hvordan kan DGI bedst arbejde for at nå målene om flere aktive i Bevæg dig for livet?

Der er ikke ét magisk trick og vupti, så dyrker alle pludseligt idræt. Der er en række flanker, DGI skal have dækket af. Særligt teenage-årgangene forsvinder fra foreningerne - her bør vi sammen med foreningerne sætte ind for at præsentere mere tidssvarende tilbud og formater, der tiltrækker de unge. Mange unge føler sig pressede af præstationskrav m.m. i andre dele af samfundet, og DGI bør kunne tilbyde et modsvar til dette og sikre en større idrætsdeltagelse.

Vi ser også, at flere benytter sig af de muligheder, der ligger i at dyrke idræt i uorganiserede fællesskaber. Det skal DGI være med til at skubbe på, og hvor det giver mening sikre sig, at aktiviteterne organiseres i en moderne foreningsstruktur.

DGI skal have ny formand på årsmødet. Hvad er for dig den vigtigste opgave, en ny formand skal tage fat på?

Internt bør en ny formand stå i spidsen for at sikre en rammesætning af og processer for, at vi samlet i DGI skaber størst mulig fælles kraft. For mig betyder det konkret, at en formand skal stå i spidsen for at spille os alle gode.

Eksternt vil der i de næste år være stor fokus på, om vi i DGI leverer ind i de forventninger, alle med rette kan have til Bevæg dig for livet. Jeg tror, der er en stor politisk opgave i at håndtere disse forventninger, samtidigt med at DGI generelt skal positionere sig som "go-to"-partner i forhold til den generelle idræts- og lokalpolitiske udvikling.