Årsmøde 2018

Lørdag den 3. november 2018 holdt DGI sit årsmøde i DGI-Huset i Aarhus.

Der var rekordtilmelding - flere end 560 - til DGI's årsmøde 2018, som for første gang blev afholdt i Aarhus. Og det med god grund:

Efter kampvalg blev DGI's næstformand Charlotte Bach Thomassen valgt som ny formand for DGI. Hun overtager roret for Søren Møller, som de seneste 17 år har besiddet posten.

Til årsmødet var også tre pladser i DGI's hovedbestyrelse på valg, og med Charlotte Bach Thomassen som ny formand, blev der også fundet ny næstformand. De 314 delegerede fra DGI's landsdelsforeninger valgte bestyrelsesmedlem Nels Petersen som næstformand, mens det blev til genvalg til bestyrelsesmedlem Hanne Lene Haugaard og nyvalg til kandidaterne Dan Skjerning og Hans Henrik Heming.

70 millioner til børn og unge

Ud over valg til formandspost og hovedbestyrelse vedtog DGI på årsmødet 2018 at afsætte 70 millioner kroner til at sikre, at børn og unge i hele landet får mulighed for lige adgang til idræts- og foreningsliv.