Nels Petersen er ny næstformand i DGI

Nels Petersen er kandidat, hvis der bliver valg til næstformandsposten. 

Nels Petersen er 65 år, har siddet i DGI's hovedbestyrelse siden 2014. 

Læs mere og se Nels' CV


Vi har stillet næstformandskandidaten tre spørgsmål:

Hvorfor vil du gerne være DGI’ næstformand, hvis posten kommer i spil?

Jeg har hidtil koncentreret mig om at søge genvalg til hovedbestyrelsen, men for et par uger siden fik jeg en henvendelse fra en række landsdelsformænd, der opfordrede mig til at stille op som næstformand, hvis Charlotte Bach Thomassen vælges som ny landsformand.

Det var for mig en så markant henvendelse, at jeg lidt betragtede det som et ”borgerligt ombud” og svært at sige nej til. Efter nogle drøftelser har jeg taget imod opfordringen fra 11 landsdelsformænd, der ser min person og profil i et godt samspil med Charlotte på formandsposten, hvis hun bliver valgt.

Hvad er den vigtigste opgave som DGI’s næstformand?

Efter mange år med en stærk og dygtig landsformand som Søren Møller er der naturligt brug for at alle led i organisationen er med på vognen videre frem.

En ny landsformand får travlt med at skabe sig et rum og ansigt udadtil, og derfor har næstformanden især i starten en vigtig rolle i at bistå formanden på det organisatoriske felt og indre liv, særligt i samspillet mellem hovedbestyrelsen, landsdelsformænd, landsledelse og administrationerne.

Vi må ikke miste noget i et formandsskifte, men gerne hurtigt komme videre.

Hvad er din vision for DGI?

Vi er et fællesskab, der har formuleret i DGI's formålsparagraf. Den kan næsten ikke stå skarpere og være mere visionær. Og der er ikke brug for, at vi hver især har vores egen vision.

Det er mit store ønske i det konkrete arbejde, at

  • vi kan styrke den politiske dialog mellem de folkevalgte
  • vi får styrket kommunikationen og dialogen til/fra foreningerne
  • vi kommer til at prioritere lidt skarpere, så vi er sikrere på succes med det vi kaster os over.
  • Bevæg dig for Livet bliver den succes, som både projektet og befolkningen fortjener
  • sikre en økonomi og administration i balance (landsplan/landsdele)
  • vores satsning med børn og unges lige adgang til idræt og foreninger får et stærkt kick-off
  • vi ovenpå et fokuseret valgår kan samles om fællesskabet og om at drive DGI stærkt fremad og med god plads til dialog.

Hvad laver DGI's næstformand

DGI’s næstformand har flere opgaver og repræsenterer DGI i flere sammenhænge end hovedbestyrelsesmedlemmerne.

Næstformanden er et af DGI's vigtige ansigter indadtil og udadtil og har hidtil bl.a. repræsenteret DGI i Bevæg dig for livet-samarbejdet og været bestyrelsesmedlem i Lokale- og Anlægsfonden.

Næstformanden er en vigtig sparringspartner for formanden og skal sidde for bordenden, hvis formanden er forhindret.