Havetrampolin: Udfordrende øvelser for den let øvede

Lær de teknisk mere krævende spring som 'nullermand', skruer og rotationer.

Her får du mulighed for at forbedre din rotationsfornemmelse, styrke din core-træning og sikre dig, at du spænder godt i hele kroppen. Samtidig får du en god fornemmelse af, hvor underlaget er, inden du kaster dig ud i de mere akrobatiske spring.

“Her bliver du klar til akrobatik i de højere luftlag. Især den sidste øvelse. Når man har lært den, så er man langt i det, jeg kalder for “luftfornemmelse”. Det vil sige din fornemmelse af, hvor du er i springet, mens du drejer rundt i luften. Du bliver bedre til at vide, hvor dit underlag er. Nu bliver det mega-sjovt at lege i trampolinen,” siger havetrampolin-instruktør Stefan Graversen. 

Stefans fif og kommentarer til øvelserne

Øvelse 1
Når du laver en såkaldt “nullermand”, så tænk på en halv salto, pak hovedet ind, kig på navlen. Når du lander på ryggen, så spænd i kroppen, ellers ”splatter” du ud på trampolinen.

Øvelse 2
Denne øvelse er god at kombinere med en “nullermand” og giver rigtig godt styr på skruen, samtidig med at du træner din hurtighed i at komme om på siden.

Øvelse 3
Du skal ikke fortvivle, hvis denne øvelse er lidt svær. Det er en sjov måde at rotere på, hvor du på et tidspunkt oppe i luften er “blind”. Det vil sige, at du ikke kan se trampolinen.