Guide: Sikker løb i trafik hele året

Uanset hvor stærkt du løber, er du fodgænger i trafikken. Tjek færdselsloven, og få 7 gode råd til løb på ruten sommer og vinter.

Er der noget bedre end at mærke luften på kinderne, når du løber? Løb er frihed. Men også en farlig sport - hvis du ikke tænker dig om. 

Vi har samlet en række sikre tips til, hvordan du får en sikker løbetur.

1: Løb på fortovet 

Som løber er du at betragte som fodgænger i trafikken. Derfor skal du også løbe på fortovet, når du løber i byen. Du må kun løbe på vejen, hvis der ikke er cykelsti eller egnet rabat.

Det betyder også, at du skal benytte dig af fodgængerfeltet og passere lyskryds, veje og rundkørsler som gående.

Husk, du skal krydse veje i gang – ikke løb – for at undgå, at der opstår farlige situationer!

Er der ikke et fortov, så skal du naturligvis løbe på cykelsti eller vej.

2: Løb i venstre side af vejen

Rådet for Sikker Trafik anbefaler, at du holder dig i venstre side af vejen eller cykelstien - mod trafikken. Så har du mulighed for at flytte dig, hvis den øvrige trafik ikke opdager dig.

Løb kun i højre side, hvis der er særlig tæt trafik i venstre, eller du skal passere en vej. 

3: Vis respekt for cyklisterne

Når du løber på cykelsti og vej, er du underordnet cyklerne. Derfor må du kun løbe på cykelstien, hvis du ikke er til ulempe for cyklerne. Det betyder, at du ikke må få cyklisten til dreje, bremse, stoppe med at træde eller andet, fordi du er i vejen.

4: Løb med refleksvest

Bær refleksvest uden på din løbejakke, når du løber i mørket. Det er det sikreste valg.

Med en løbevest kan bilerne se dig fra 400 meters afstand. Uden vest er du først synlig cirka 40 meter foran dem - og det er desværre ofte for sent til at nå at reagere. 

Bemærk: En godkendt refleks skal have nummeret "EN 13356". En godkendt refleksvest skal have nummeret "EN 471". Så har du den bedste sikkerhed.

5: Løb med pandelampe

Brug pandelampe, så du kan orientere dig. Men kun når det er nødvendigt. Det hoppende lys kan nemlig forvirre bilisterne.

November, december og januar er de barske måneder. Så vær ekstra opmærksom i tusmørket eller mørket. Overvej eventuelt at kombinere med alternativ træning eller vælg oplyste ruter.

6: Vælg løbetøj i fluorescerende farver

Sort tøj på en mørk vej er næsten umuligt at få øje på.

Hvis du ikke er til lyse bukser eller neonfarvet tøj, så vælg gerne en model med neonfarvede striber. 

7: Giv den gas med reflekser

Du kan aldrig få for mange reflekser på, når du løber. 

Sæt gerne reflekser på overarm, ben, rygsæk osv. Armene er et mere sikkert valg end benene, da de let kan blive gemt i højt græs eller mudder. 

Kilde: Rådet for Sikker Trafik