Din forening kan få støtte til at hjælpe udsatte børn og unge

Vil din forening invitere børn og unge fra udsatte familier eller nogle af de børn og unge, der kommer til dit lokalområde som flygtninge, inden for, kan du få penge til kontingenter og udstyr fra puljen 'Foreningsliv for Alle'

En kampsportsklub i Jerlev tilbyder træning til børn og unge fra et nærliggende asylcenter Foto: Peter Palle Skov

"Det er alfa og omega for os at kunne søge penge fra en pulje som 'Foreningsliv for Alle'. Vi har en del børn, der er alene med deres mor og to-tre søskende, så familien ikke har råd til at betale kontingent i en klub."

Sådan siger Ole Thelin, formand for Stevnsgade Basket, om puljen ”Foreningsliv for Alle”, han er en utvetydig fortaler for. 

I 2014 søgte og modtog klubben 11.000 kr., der hjalp 11 unge spillere med kammeraterne til det traditionsrige Lunda-spelen stævne i Lund. I år har klubben igen søgt og fået støtte til kontingentbetalinger.

Ulighed truer

Havde Stevnsgade Basket ikke fået bevilget de 11.000 kr. for et år siden, havde 15 af de 50 unge spillere, der skulle med til Lunda-spelen, ikke kunnet tage med, fordi deres forældre ikke kunne betale de 1200 kr., det koster hver spiller. 

"Stopper puljen, står vi måske med 20 procent af vores børn, der ikke kan komme med på deres holds ture."

"Derfor vil vi vurdere, om vi vil sende hold afsted, hvis der er nogle af spillerne som ikke kan komme med på grund af økonomien," siger Stevnsgade-formanden.

Ordningen gør en kæmpe forskel. Den økonomiske støtte er ofte afgørende for, at børnene kan være med i en idrætsforening

Per Frost Henriksen, hovedbestyrelsesmedlem i DGI

På lige vilkår

Tre betalte kontingenter. 1434 kroner. Så lidt lyder det af, men for de tre børn, deres familier og for foreningen fik bevillingen fra 'Foreningsliv for Alle'-puljen stor betydning.

"Barnet fra en udsat familie skal behandles på lige fod med alle andre børn, når det handler om at gå til idræt," fortæller Gitte Johnsen, formand for Thyholm IF.

Hun fortsætter:

"Samtidig får familien ikke dårlig samvittighed over ikke at kunne betale for barnets idrætsliv." 

Også foreningen har stor nytte af puljemidlerne, understreger hun.

"Puljen er en kanonstor tryghed for foreningen."

"Ser en af os f.eks. et barn, vi ikke kender, stå interesseret ved sidelinjen i hallen eller på boldbanen, kan vi spørge ham, om han ikke vil være med. Det kan vi, fordi vi kan hjælpe familien eller forældren med det økonomiske."

Søg 'Foreningsliv for Alle' puljen

Cirka 14.000 børn og unge har de sidste fire år fået økonomisk støtte til kontingentbetaling, udstyr og deltagelse i stævner og lejre fra puljen.

361 foreninger har søgt støtte til børn og unge.

En evaluering, som analyse- og rådgivningsfirmaet LG Insight står bag, viser, at 85 procent af foreningerne mener, at ordningen har været afgørende for, at de støttede børn og unge har kunnet deltage i foreningslivet.

Søg støtte nu via dgi.dk.

Målet med puljen

Formålet med puljen 'Foreningsliv for Alle' er, at fremme deltagelse i det lokale idræts- og foreningsliv for børn og unge af vanskeligt stillede forældre.

Målgruppen

Den primære målgruppe er børn og unge op til 18 år, hvis forældre er vanskeligt stillede, og hvor økonomisk støtte er en afgørende betingelse for disse børn og unges deltagelse i idræts- eller foreningsaktiviteten. 

Det kan være

  • børn, hvis forældre har etnisk minoritetsbaggrund og er økonomisk vanskeligt stillede.
  • nytilkomne udlændinge.
  • mindreårige uledsagede udlændinge.
  • vanskeligt stillede etniske danskere.

Sådan gør I

Har din forening fået øje på eller fået en henvendelse om et barn eller en ung, der kan have glæde af fællesskabet i foreningen, gør I sådan her:

  • Afgør om I vil søge til kontingent, udstyr, stævner og lignende.
  • Læs om puljen på DGIs hjemmeside her.
  • Indsend jeres ansøgning her.
  • Få idéer til at tilbyde aktiviteter for asylbørn og -unge i DGI's magasin Udspils tema om emnet.