I Saltum spirer et fællesskab, hvor frivillighed og engagement er drivkraften bag en fortælling om lokal stolthed og triumf

Saltum IF har gennem deres store arbejde med frivillighed formået at få mange initiativer fra tegnebrættet og ud at leve i virkeligheden. Det var bl.a. derfor de sidste år blev kåret til Årets Idrætsforening 2023 i Nordjylland.

Sådan så det ud, da Saltum IF kunne tage imod prisen som Årets Idrætsforening til DGI årsmøde i 2023. På scenen er også 2. og 3. pladsen, Biersted IF og Vrå Gymnastikforening.

Hvert år har du mulighed for at indstille din forening til at blive Årets Idrætsforening. Sidste år var det Saltum Idrætsforening, der kunne tage af sted med prisen og de 20.000 kr.

"Noget af det største, som vi har oplevet er at er det efterfølgende ikke har været så svært at finde frivillige. Det er jo nok det der er med at være en del af en succes. Det er nemmere at få folk til at være med til," siger Mark Larsen, formand i Saltum IF.

Saltum IF har ikke kun oplevet en stigning i medlemstal, men har også imponeret med kreative initiativer. Et nævneværdigt skridt var etableringen af ”Svedbanken,” et fitnesscenter, der hurtigt voksede til 264 månedsmedlemmer og skabte et nyt samlingspunkt for lokalsamfundet.

Der er ikke langt fra tanke til handling i Saltum IF

Den nye, unge bestyrelse gør sit for at holde ild i flammen. Med succesen og titlen som Årets Idrætsforening har Saltum IF en sund økonomi, og det er også en vigtig faktor, når man gerne vil gøre det nemmere for frivillige at komme med idéer.

To fra foreningen har taget teten på fodboldafdelingen, og de kommer med en masse forslag til bestyrelsen. De har fået fuld opbakning, og nu skal Saltum IF’s seniorhold for eksempel på træningslejr til Polen.

”Vi er så heldigt stillet økonomisk, at projekter indenfor en vis ramme kan vi rykke på rimelig hurtigt. Det er en af de ting, vi gør. Der er ikke så langt fra, at der er en der kommer med en idé, og så ugen efter så starter vi den faktisk op, hvis vi synes idéen er god nok,” siger Mark Larsen.

Saltum IF høster stadig frugten af engagementet fra deres ildsjæle

Et af de initiativer, som Saltum IF igangsatte før de blev Årets Idrætsforening, var en aftale med Chelsea FC. Det blev en realitet, da de i efterårsferien 2023 afholdte Chelsea FC fodboldskole for 96 børn – en fodboldskole, der blev udsolgt på under 24 timer. De gentager succesen i 2024.

"Andre end bare dem omkring Saltum, ved at det kører okay. Sammen med det at det er nemmere at få folk med i foreningen, så ved folk at det noget godt, det vi går og gør. Det tror jeg, det er der, vi har fået mest ud af det,” siger Mark Larsen.

At blive kåret som Årets Idrætsforening har ikke kun bragt økonomisk gevinst, men også styrket Saltum IF's position i lokalsamfundet. Succesen er bl.a. et resultat af foreningens evne til at engagere alle aldre, skabe innovative initiativer og opbygge et stærkt fællesskab.

”Alle os i bestyrelsen og folk omkring har fået et klap på skulderen.”