Grønlandske seniorer fik inspiration i Snejbjerg

En gruppe grønlandske seniorgymnaster har være i Danmark et par uger, og blev i den forbindelse inviteret indenfor hos Seniorsport i Snejbjerg SG&I

De boldspillende seniorer fra Grønland fik indblik i traditionel gymnastik

Tirsdag formiddag 26. september havde seniorsport i Snejbjerg besøg af 17 seniorer fra Paamiut i Sydvestgrønland. Formålet var at se og opleve, hvordan man her laver seniorsport og måske få inspiration med hjem.

”Besøget hos os i Snejbjerg blev formidlet via gruppens henvendelse til Herning Kommune. Vi var selvfølgelig straks med på idéen og tilbød dem at komme og deltage i vores aktiviteter, hvor vi er samlet fra kl. 9 – 12, fortæller formand Erling Heller.

Sekretær Lisbeth Bliksted bød gæsterne velkommen, hvorefter man sang ”Vennesangen” af Benny Andersen fra DGI-sangbogen. De nordlige gæster kvitterede i kor med en grønlandsk sang.

Dalende indbyggertal i byen

Som det fremgik af deltagernes bluser med nummer og det hele blev foreningen i Grønland oprettet i februar 2008.

”Vi kommer fra Paamiut i det sydvestlige Grønland. Vi er lige nu 21 medlemmer og 17 af os er med på den her 14 dages tur til Danmark. I dag bor der ca. 1.100 indbyggere, hvor vi tidligere har været over 3.000 i byen,” fortalte Emma, der er formand i foreningen. En fraflytning der tog fat i forbindelse med oprettelse af storkommunen Sermersooq.

”Vi har aktivitet to gange om ugen, hvor vi spiller håndbold og hockey og fredag supplerer vi med fitnesstræning. Hvert andet år er der Grønlandsmesterskaber. Sidste år blev vi nummer tre i håndbold,” fortalte hun med stolthed og til klapsalver fra Snejbjerg Seniorsports medlemmer.

En af deltagerne var holdets frivillige træner, Nikolaj, der er lidt yngre end resten af gruppen. Som træner har han specielt glædet sig til at blive inspireret af aktiviteterne i Snejbjerg.

”Vi supplerer dog også med stavgang rundt i byen, og om vinteren har vi mulighed for at låne langrendsski fra idrætshallen,” fortalte han.

Petanque med hjem?

Hjemme i Paamiut har de ikke gymnastik som selvstændig aktivitet. Kun gymnastiklignende øvelser til opvarmning.

Det afholdte dog ikke de friske gæster fra at deltage fordelt på de to gymnastikhold den første time. Det største hold med stor energi til friske rytmer fra P4 playlisten under ledelse af Bodil Mendgaard og Lene Rasmussens mindre hold med knapt så høj intensitet.

”Efterfølgende deltog flere både i tæppecurling, jakkolo, badminton og volleyball. Da vi var færdige stillede de lige op, og spillede håndbold for os, inden der var sandwich og sodavand til alle,” fortæller Lisbeth Bliksted.

Seniorerne blev også meget optaget af petanque, som de deltog i dagen efter. De havde aldrig prøvet det før, men vil prøve at anskaffe det og spille om sommeren. Endelig nåede de også at være med til floorball. 

”Det er første gang, vi er på en tur som denne. Vi har fået tilskud fra kommunen, mens ca. halvdelen er selvbetaling. For at holde omkostningerne nede, har vi alle været indkvarteret i et stort sommerhus nær Kølkær syd for Herning,” siger Fili, der er sekretær i foreningen.

Og som bonusinfo: der er ikke hundeslæder nede i Paamiut fortalte de!