Næsby Strand Vinterbadeforening er ’Årets Igangsætter 2024’
Klapsalverne rungede da repræsentanter for Næsby Strand Vinterbadeforening, Susanne H. Andersen, Marianne Fenger og Lasse Andersen gik på scenen til DGI Midt- og Vestsjællands årsmøde for at modtage prisen som Årets Igangsætter 2024.
En bølge af jubel fyldte lokalet, da repræsentanter for Næsby Strand Vinterbadeforening, Susanne H. Andersen, Marianne Fenger og Lasse Andersen gik på scenen i Køge Nord Sports Center og modtog Årets Igangsætter 2024-prisen. Den lille, men dynamiske forening har på blot få år formået at skabe en unik vinterbaderoase og et fællesskab på tværs af generationer i Slagelse.
”Det betyder utrolig meget at modtage denne pris. Det er en flot anerkendelse af det arbejde, vi lægger i foreningen. Det er et stort skulderklap og det er vi meget glade for,” lød det fra den stolte formand, Susanne.
Det hele startede med en drøm
Det hele begyndte i april 2021, da en lille gruppe borgere satte sig sammen med en drøm om at etablere en helårsbadebro med sauna. Faciliteterne skulle være for alle og nemme at komme til, selv som gangbesværet eller handicappet. Ikke mindst skulle faciliteterne knytte flere generationer sammen og skabe basis for mere sammenhold i lokalområdet – også for de personer, som normalt står uden for foreningsfællesskaberne.
Med kæmpe opbakning fra lokale borgere gik arbejdet i gang, og i juni 2021 blev Næsby Strand Vinterbadeforening dannet. Hurtigt herefter tog projektet fart, og sidste sommer kunne foreningen investere i en tønde-sauna til 12 personer. Drømmen er nu en stationær sauna med plads til endnu flere, samt et fælleslokale til hyggeligt samvær.
”Det er vigtigt for vores indsatser, at Næsby Strand Vinterbadeforening er med til at inddrage lokalsamfundet og skabe tråde mellem mennesker. Både unge, ældre, høje og lave. Vi har eksempler på personer, som har boet alene i mange år, men som kommer hos os og danner nye, vigtige relationer til andre, der bor tæt på,” fortæller Susanne.
Fællesskabet i centrum
I dag har Næsby Strand Vinterbadeforening fået god vind i sejlene. De arrangerer fællesbadning med efterfølgende sauna og saunagus flere gange om ugen, og medlemstallet stiger støt. Udover de regelmæssige aktiviteter samles foreningen til forskellige sociale begivenheder såsom Næsby Strandfestival, som foreningen står bag.
Marianne Fenger, som har indstillet Næsby Strand Vinterbadeforening til Årets Igangsætter 2024-prisen, fortæller:
”Ligesom der kommer flere og flere medlemmer til, igangsættes også flere og flere sociale tiltag. Tag for eksempel Strandfestivalen, som er vores hjertebarn. Arrangementet tiltrækker mange lokale mennesker, og det giver mulighed for at nå en masse potentielle nye medlemmer.”
Næsby Strandfestival er et vigtigt tiltag for foreningen – men i høj grad også for lokalsamfundet. Her kan borgere prøve kræfter med alt fra vinterbadning, saunagus og yoga til kajaksejlads og kitesurfing. På dagen kan borgerne også lære om livredning eller give sig i kast med et strandløb, arrangeret i samarbejde med den lokale løbeklub, Runners by Næsby Strand. Al overskud fra arrangementet går direkte til investering i nye bade- og saunafaciliteter.
Udvikling er drivkraften
Næsby Strand Vinterbadeforening er et rigtig godt eksempel på, hvordan et lille initiativ kan vokse sig til en stor og vigtig del af lokalsamfundet. Om drivkraften bag foreningens store engagement fortæller Susanne:
”Det styrker motivationen, at vi hele tiden bevæger os fremad. Vi er aldrig helt i mål, for der sker hele tiden en ny udvikling. Lige nu har vi for eksempel taget et stort skridt på den digitale front, hvilket har gjort det meget nemmere at sende information ud til vores medlemmer. Og så har vi også et super godt samarbejde med Slagelse Kommune, som er med til hele tiden at hjælpe os fremad. Det skaber også stor motivation til at fortsætte.”
Fra alle os i DGI Midt- og Vestsjælland skal der lyde et kæmpestort tillykke til Næsby Strand Vinterbadeforening. Med deres store engagement i det lille lokalsamfund har foreningen fortjent den anerkendelse, som denne pris bringer med sig. Deres historie er en påmindelse om, hvordan små handlinger kan have stor indflydelse og skabe positive forandringer i lokalsamfundet.
Om prisen
Årets Igangsætter 2024-prisen blev uddelt på DGI Midt- og Vestsjællands årsmøde d. 24. april 2024 i Køge Nord Sports Center.
Prisen hylder en frivillig ildsjæl, gruppe af frivillige eller en forening, som har gjort en bemærkelsesværdig indsats for at udfordre status quo, turdet tænke anderledes eller mødt udfordringer med kreative løsninger.
Med prisen følger en pengepræmie på 5.000 kr., der skal bruges på at styrke, udvikle og gøre foreningen endnu mere attraktiv. For at komme i betragtning til prisen, skal indsatsen være tilknyttet en forening, der er medlem af DGI Midt- og Vestsjælland.
Udover Næsby Strand Vinterbadeforening var også Ulrik Austin Weinreich fra Holbæk eSport samt Michael Finne og Sean Ratchanon fra Roskilde Kampkunst Forening nomineret for deres nytænkende indsatser for foreningslivet. De fortjener også et kæmpe skulderklap.