Håndbold, fællesskab og glade børn: Succesfuld håndboldskole i Hashøj IF
Hashøj IF er en af de foreninger, som har haft en masse børn og unge på DGI håndboldskole i vinterferien. Bag håndboldskolen i Hashøj IF står medlem gennem 50 år Arne Larsen samt intet mindre end 13 unge instruktører, der møder op for det fællesskab, der gennemsyrer håndboldskolen.
Fem kilometer uden for Slagelse finder du Hashøj IF – en flerstrenget idrætsforening, der har fokus på bredden og hvor fællesskabet er bærende. Her udgør hallen på mange måder hjertet af lokalsamfundet og danner rammen om relationer og mange af de oplevelser, som man mindes hele livet.
En af de gode oplevelser har netop fundet sted. I denne vinterferie har Hashøj IF nemlig kunne byde ikke mindre end 55 børn i alderen 8-15 år velkommen til tre intense dage på DGI Håndboldskole. Håndboldskolen er sin ottende af slagsen i Hashøj IF, og har gennem flere år kunne tiltrække så mange børn, at foreningen har måtte melde alt udsolgt.
Børnene kommer fra forskellige håndboldforeninger i lokalområdet, som til trods for forskellige foreningstilhørsforhold smelter sammen til ét fællesskab. Her forenes deltagerne ikke kun af glæde til håndbold, men også af nye venskaber og fælles oplevelser.
Giver glæden ved håndbolden videre
I spidsen for håndboldskolen står skoleleder Arne Larsen, der er 56 år gammel, og som har været træner siden han var 16. Han er med andre ord vokset op med foreningen, hvor han har haft sin gang gennem intet mindre end 50 imponerende år. I dag træner han ugentligt fire forskellige hold og er tovholder og ansvarlig for klubbens håndboldskoler.
”Det er enormt berigende for mig at give børnene nogle gode oplevelser. Det er mit brændstof,” fortæller Arne og fortsætter: ”Vi har en legebaseret tilgang til træning, for det skal selvfølgelig give sved på panden, men det skal først og fremmest være sjovt, for det er det, der får håndbolden til at hænge ved.”
Men selvom det er Arne, der står i spidsen for håndboldskolen, så er den store succes også takket være 13 unge instruktører, der møder op – mange af dem år efter år – for at gøre en indsats for børnene, foreningen og for det fællesskab, de elsker at være en del af.
En af dem er 22-årige Ida, der har spillet håndbold siden hun var fem år gammel. Hun har tidligere været medlem af en forening i Skælskør, hvor hun også har lagt et stort frivilligt engagement. Efter et år som værnepligtig i livgarden og en lang sejltur er Ida nu rykket til Hashøj IF, hvor hun giver glæden ved håndbold videre til foreningens børn og unge.
”Man får et stærkt sammenhold med andre instruktører. Og så lærer man jo børn at spille håndbold – noget, som man selv har haft stor glæde af og som man nu kan give videre. Uanset om man har interesse for håndbold, badminton, fodbold eller gymnastik, så er det fedt at komme ud og give sin erfaring videre til andre,” fortæller Ida og fortsætter:
”Her på håndboldskolen bliver man en del af et fællesskab, man måske lige ikke finder på samme måde andre steder. Her lærer du en masse nye mennesker at kende – både alle børnene, men også forældrene, som følger med på sidelinjen. Det er fedt at være med til at få det fællesskab til at fungere.”
To af de instruktører, som har været en del af håndboldskolen siden begyndelsen, er Andreas og Kåre, der begge er 26 år gamle, mangeårige medlemmer af Hashøj IF og som i dag begge er frivillige instruktører. De deler Idas entusiasme og motivation ved at kunne give glæden videre:
”Som instruktør får du en super relation til børnene, og man kan mærke, at de ser op til en. Det er også derfor, at jeg har valgt at være lærervikar. Når børnene betror sig til mig som en slags storebror, så giver det rigtig meget mening,” fortæller Andreas, der suppleres af sin håndboldkammerat Kåre:
”Her er masser af børn med krudt i og det kan jeg sagtens spejle mig selv i som barn. Når man efterhånden møder børnene ude i de forskellige klubber, kommer de over og siger ’hej’, og det er fantastisk. Det er dejligt at kunne være noget for dem og gøre dem glade.”
Fællesskab på og udenfor håndboldbanen
Netop fællesskabet er en bærende del af det frivillige miljø i Hashøj IF, og instruktørerne mødes både på og udenfor banen. Til morgenmad, frokost og til hygge, når dagens håndboldaktiviteter er ovre. I fritiden mødes de til disc golf, sociale arrangementer og motionsløb, hvor de står stafet og på den måde også hjælper med at tjene penge til foreningen. Andreas fortæller:
”Her på håndboldskolen mødes jeg med mange af mine håndboldkammerater fra foreningen. Vi har et kæmpe fællesskab – ikke mindst uden for håndboldbanen, hvor vi mødes ofte. Fællesskabet er det, der får os til at møde op, fordi vi synes det er fedt at være sammen.”
Den entusiasme deler Ida, der er en af de nye i fællesskabet:
”Til frokost sidder vi alle og taler om stort og småt. Om sjove oplevelser, ferier og vores hverdag. Der er god stemning og så lærer man automatisk hinanden at kende på en anden måde. Så handler det ikke kun om håndbold, men også alt det rundt om.”
Deltager gennem fire år
Nicoline, en 15-årig håndboldentusiast, har været fast deltager på håndboldskolen gennem de sidste fire år. For Nicoline er håndboldskolen ikke blot tre dage med træning. Det er også en mulighed for at få nogle gode oplevelser sammen med erfarne trænere og venner fra lokalsamfundet:
"Det bedste ved håndboldskolen er det fællesskab, man får med en masse forskellige mennesker og mange af dem har været med flere år i træk,” fortæller Nicoline og fortsætter:
”Jeg følges med mine brødre og en masse andre, der kommer hjemme fra mit lokalområde. Trænerne er rigtig gode, og faktisk er de en stor del af grunden til, hvorfor jeg er mødt op. De er dygtige og hyggelige at være sammen med.”
Er din forening også interesseret i at være vært for en håndboldskole?
Håndboldskolen kan være indendørs eller udendørs – på græs, på sand eller på asfalt. Vi sørger for inspiration til programmet, hjælp til markedsføring og står for tilmelding, økonomihåndtering og administration:
At finde de rette frivillige
En skoleleder skal holde fast i alle trådene og være kontaktperson til DGI, instruktører og til forældre. En instruktøransvarlig skal rekruttere instruktører og hjælpeinstruktører, og der skal være et par frivillige, som kan hjælpe til med mad og praktiske ting under selve håndboldskolen.
En passende længde og program
Vi finder sammen en passende længde af håndboldskolen vurderet ud fra områdets antal af børn og unge samt jeres forenings ressourcer. Vi kan hjælpe med at tilrettelægge programmet ud fra en 2-, 3-, eller en 4-dages håndboldskole. I vælger, hvilket indhold og hvilke temaer I ønsker, jeres håndboldskole skal bestå af. Det er fleksibelt, og I er selv med til at fastsætte deltagerprisen.
Forplejning og overnatning
Det er helt op til jer om deltagerne selv medbringer mad, om lokale sponsorer støtter med sandwich og frugt, eller om I ønsker jeres håndboldskole skal have fuld forplejning via klubbens lokale café eller madordning. I vælger også selv, om jeres håndboldskole skal være med eller uden overnatning.
Det får I
Vi hjælper jer med det administrative, markedsføring og økonomihåndtering. I får markedsføringsmateriale til at synliggøre håndboldskolen lokalt, mens vi markedsfører jeres håndboldskole på digitale og sociale medier. I får et idékatalog fyldt med øvelser, lege og sjove aktiviteter, I kan supplere med spændende temaer inden for håndboldundervisning, og som instruktørerne efterfølgende kan bruge i deres daglige håndboldtræning.