Jump4Fun i Storstrømmen

Jump4fun er et foreningshold for børn mellem 6 og 14 år med fokus på bevægelse, godt kammeratskab og fællesskabsfølelse. Holdet er for alle de børn, der ikke har fundet plads i det traditionelle foreningsliv, og som har brug for et hold uden fokus på præstationer og konkurrence – og hvor alle kan være med uanset niveau.

Med støtte fra TrygFonden og Novo Nordisk fonden kan DGI Storstrømmen tilbyde Jump4fun-hold i samarbejde med Vordingborg Kommune, Gulborgsund Kommune, Lolland Kommune og lokale foreninger. Sammen med kommunerne har DGI et særligt fokus på at børn med overvægtsproblematikker eller andre sårbarheder inde på livet til Jump4fun.

Kommunerne tilbyder desuden kostvejledning til børn og familier, der har brug for det og i løbet af sæsonen vil DGI sammen med foreningerne laver madskoler for holdene. Trygfonden støtter Jump4fun i Guldborgsund Kommune og Vordingborg Kommune, og Novo Nordisk Fonden støtter i Lolland Kommune.

Vi kan i Storstrømmen tilbyde hold i Nysted i Nysted Motions- og Brydeklub, Maribo Gymnastikforening, Nakskov Idrætsmærkeforening, Nørre Alslev Gymnastikforening, Tingsted Gymnastikforening, Vordingborg Svømmeklub, Præstø Sport og snart i Stege.

Jump4fun er landsdækkende samarbejde mellem DGI, Julemærkefonden, kommuner og idrætsforeninger. Sammen har parterne skabt attraktive foreningstilbud til målgruppen siden 2013 og fortsætter med at brede holdene ud til endnu flere kommuner. Evalueringen fra holdene rundt omkring i landet viser, at 89 procent af deltagerne oplever en øget bevægelsesglæde ved at gå til Jump4fun, og 79 % at de har fået nye venner. Derfor glæder vi os over, at vi er i gang med Jump4fun i DGI Storstrømmen, og håber at endnu flere kommuner og foreninger vil være med.