Forstør og forstærk tilbuddene til børn og unge i din forening

DGI Sydøstjylland udbyder en ansøgningspulje ”Forstør og Forstærk - Puljen” til foreninger, som ønsker at starte nye projekter og/eller aktiviteter op med henblik på at motivere flere ikke-foreningsaktive børn og unge til at blive en del af foreningslivet.

Om puljen
Puljen kan søges af alle DGI Sydøstjyllands medlemsforeninger til foreningsbaserede indsatser. Uddeling af midlerne sker på baggrund af DGI’s samlede fokus på at skabe mere lige adgang for alle børn og unge til foreningslivet. Puljen har særligt fokus på at understøtte foreningerne i nye arbejdsmåder eller forstærke satsninger i foreningen med henblik på at tiltrække børn og unge i alderen 0-24 år.

Læs mere om børn og unges lige adgang til foreningslivet

Vi ønsker, at flere nye børn og unge bliver en del af vores idrætsforeninger, og derfor er vi nødt til at tænke anderledes. DGI Sydøstjylland inviterer nu foreningerne til at eksperimentere med nye indsatser målrettet børn og unge i et sammenspil med DGI Sydøstjyllands konsulenter. DGI Sydøstjylland bliver således en aktiv sparringspartner for jeres projekt, og I bidrager med konkrete idéer og tanker om fremtidens foreningsarbejde.

Puljen kan søges løbende.

Læs vores gode råd og retningslinjer for ansøgning til puljen

Værd at vide om puljen

Målgruppe
Puljen er målrettet børn og unge i alderen 0-24 år, dog med særligt fokus på dem, som ikke er en del af foreningslivet.

Ansøgningsfrist
Der er ingen ansøgningsfrist. Midlerne fra puljen uddeles løbende på baggrund af en vurdering af projekterne.

Hvem kan søge?
Alle medlemsforeninger i DGI Sydøstjylland.

Hvordan ansøger min forening?
Udfyld ansøgningsskemaet og send til else.lund@dgi.dk

Puljens størrelse
Puljen er på 50.000 kr., og der søges gennem ansøgningsskemaet ovenfor. Vedhæft gerne et budget.

Hvad støtter puljen?
Midlerne skal få flest mulige børn og/eller unge i bevægelse i foreningslivet. Midlerne tildeles fortrinsvis til projekter eller indsatser, hvor foreningen arbejder med;

  • At skabe nemmere adgang til foreningens tilbud for børn og unge som står udenfor foreningslivet
  • Nye måder eller tilbud der arbejder med at tiltrække børn og unge i alderen 0-24 år

Hvad støtter puljen ikke?*

  • Spillertøj, faste lokaleudgifter og lign.
  • Personligt/individuelt ejet udstyr
  • Færdige projekter og allerede foretagne investeringer
  • Rene elitesatsninger
  • Kontingentsænkning eller reduktion
  • Kamp- og stævneaktiviteter (målrettet nuværende medlemmer)

*Retningslinjerne for puljen evalueres og revideres løbende. At en projekttype ikke fremgår af listen, er ikke ensbetydende med, at denne ikke kan falde uden for retningslinjerne for puljen.

Afslutningsdato
Sidste frist for anvendelse af midlerne er 31.12.2025.

Evaluering
Før opstart af et projekt aftales der sammen med DGI Sydøstjylland rammevilkår for evalueringen af foreningens tiltag.