Reducér bestyrelsens opgaver med 40 %
Bliv en bæredygtig forening, hvor det er sjovt at være foreningsleder og lettere at rekruttere nye og flere frivillige.
DGI Nordjylland udlodder tre gratis forløb, hvor en DGI-konsulent hjælper jer helt i mål med at reducere antallet af opgaver, der er placeret i bestyrelsen - og få flere til at deltage i løsningen af foreningens opgaver. Ved fælles hjælp, vil I komme i mål med en organisering og opgavefordeling, der gør det lettere, sjovere og anderledes at være i foreningens bestyrelse.
Hvem er I?
Det ved I bedst selv. Men vi forestiller os, at I er en forening med ca. 250 – 700 medlemmer, hvor størstedelen af foreningens driftsopgaver (fx rekruttering af trænere og instruktører, oprettelse af hold, kursusadministration, forældremøder, økonomi, kontingentadministration, Facebook osv.) er placeret hos bestyrelsesmedlemmerne - og hvor I gerne vil frigøres for nogle af disse opgaver for at få overskud til ledelse af foreningen.
DGI tilbyder
Et foreningsudviklingsforløb, hvor målet er, at I skal have flere frivillige, der løser færre opgaver. En stor del (ca. 40%) af bestyrelsens aktuelle opgaver skal derfor uddelegeres mod at bestyrelsen får en mindre del nye opgaver (ca. 15%), som er rettet mod ledelse, organisering, koordinering, uddelegering og evt. udvikling.
Varighed
Forløbet afsluttes når I er i mål med jeres ændringer, men forvent en varighed på ½ – 1 år.
Jeres bidrag
Ingenting kommer af sig selv, og forandringer kræver, at man VIL. I skal derfor være motiveret og beslutte jer for at prioritere tiden til at omgøre nogle af jeres vaner og opgaver som foreningsledere for at kunne høste resultatet: En bæredygtig forening, hvor det er sjovt at være foreningsleder og lettere at rekruttere nye og flere frivillige.
I skal forvente at have 4-6 møder og løbende dialog med konsulenten samt løsning af aftalte opgaver mellem møderne.