Bliv frivillig

Personlig udvikling, nye kompetencer og et fantastisk fællesskab er blot nogle af plusserne ved at yde en frivillig indsats. Samtidig styrker det dit CV.

What's in it for you?

Bliv frivillig instruktør inden for din idræt, i bestyrelsen i din forening eller i DGI Vestjylland - og mærk styrken i fællesskabet.

Du får blandt andet personlig udvikling, nye kompetencer og et stærkt netværk. Belønningen finder du også i den glæde, du oplever, når et veltilrettelagt stævne giver hundredvis af børn og voksne en oplevelse, de husker. Eller måske tænder du på at se forandringer, du selv har været med til at skabe, løfter sporten og giver flere udøvere?

Danske arbejdsgivere ser det også som et plus, når kandidater kan skrive frivilligt arbejde på CV'et. Det vidner nemlig om overskud, drive og ansvarlighed. (Kilde: Jobzonen.dk)

Hvordan kan du hjælpe?

Vi kan bruge alle færdigheder, og arbejdet spænder vidt. Vil du hjælpe til konkrete arrangementer, eller vil du have fingeren med i spillet, når der tænkes nyt og stort? Der er plads til alle slags frivillige.

  • Interesserer du dig for en idrætsgren, og kunne du tænke dig at træne andre? Bliv frivillig træner eller hjælpetræner i din forening.
  • Er du vild med at bage og kokkerere i køkkenet? Ofte har foreninger brug for hjælp til at bage kage til forårsopvisning, fodboldstævne osv., eller måske skal der laves 100 hakkebøffer til fællesspisning.
  • Synes du, organisering, planlægning og styring af events er spændende? Bliv frivillig i din forening og hjælp til, når der skal planlægges arrangementer og tiltag.
  • Måske er du mere interesseret i udvikling, innovation og nytænkning? Tag del i udviklingen af nye tiltag i din forening - eller vær med til at udvikle på eksisterende.
  • Er du helt på hjemmebane, når der snakkes hjemmesider og IT eller Facebook, Instagram, Snapchat osv.? Mange foreninger vil gerne have en hjælpende hånd til udbygning og opdatering af deres hjemmeside - og mange har også en Facebookside eller -gruppe, hvor du kan hjælpe med at lave opslag; lægge billeder ind fra arrangementer i foreningen, oplyse om nye tiltag og meget mere.
  • Har du lyst til at arbejde med nutidens og fremtidens udviklingsmuligheder til gavn for mere end 350 idrætsforeninger i det vestjyske? Bliv frivillig i DGI Vestjylland og få ansvar for, at de idrætspolitiske prioriteringer udmøntes i aktiviteter, som er målrettet foreningernes og andre brugeres behov og ønsker.

46 % af danskerne ville gøre en frivillig indsats, hvis de bare blev spurgt!

Er du en del af de 46 %, men vi simpelthen har glemt at spørge dig, så ring til en af vores konsulenter og tag en snak.