Praktik i DGI Storkøbenhavn
Er du interesseret i at indgå i et socialt, lærerigt og udfordrende miljø som led i din uddannelse? Her kan du læse mere om DGI Storkøbenhavn, hvad det vil sige at være praktikant i huset og læse beretninger fra ansatte, som startede deres tid her som praktikanter.
Om DGI Storkøbenhavn
DGI Storkøbenhavn er en paraplyorganisation for idrætsforeninger i hovedstadsområdet og er ligeledes idrætsforeningernes udviklingshus. Vi arbejder med at styrke idrætsforeningerne og skabe stærke fællesskaber omkring idræt, motion og bevægelse. Over de sidste 10 år er antallet af foreninger i DGI Storkøbenhavn fordoblet, og vi arbejder målrettet på at videreudvikle foreningerne. Vi er ca. 60 ansatte, som hver især er specialister inden for en eller flere idrætter, foreningsrådgivning, projektstyring, kommunikation eller administration. Vi er vant til at have praktikanter i huset, og de spiller en vigtig rolle i egen og vores udvikling.
Din rolle som praktikant
I DGI Storkøbenhavn har vi typisk mellem 3-5 praktikanter ad gangen i forskellige teams. Praktikanterne kommer fra vidt forskellige studier, og vi anser det som en styrke, at forskellige fagligheder bringes i spil hos os. Vi forsøger også at skabe rammerne for, at praktikanterne kan arbejde sammen som et samlet praktikteam og bruge hinanden til tværfaglig sparring.
Som praktikant bliver du en del af DGI Storkøbenhavn på lige fod med de øvrige medarbejdere. Du får dine egne selvstændige opgaver og vil herudover også få opgaver, der ikke er afgrænset til dit eget team. Du får således god erfaring med at samarbejde på kryds og tværs og får mulighed for at beskæftige dig med flere forskellige typer opgaver inden for forskellige områder. Praktikanter hos os får også rig mulighed for i høj grad at påvirke praktikopholdet og selv være med til at skabe opgaverne.
Som en del af hverdagen hos DGI Storkøbenhavn har vi ugentlig medarbejdermotion. Alle medarbejdere og praktikanter er velkomne til en gangs ugentlig motion i arbejdstiden sammen med kollegerne, som vi hver især selv arrangerer. Det er en god mulighed for praktikanter at møde de øvrige medarbejdere og andre praktikanter udenfor kontormiljøet.
Vores kontor ligger i "Buen" på Vesterbrogade 6D, 2. sal, 1620 København, to minutter fra Vesterport og Københavns Hovedbanegård og vores kaffemaskine og frokostordning er i top.
En karrierevej mod DGI
Din tid som praktikant i DGI Storkøbenhavn kan være en vej til et større netværk inden for idræts- og kulturbranchen – og flere af vores tidligere praktikanter har også fået en karrierevej hos DGI Storkøbenhavn efter deres tid som praktikanter. Du kan læse deres beretninger nedenfor og høre om deres oplevelse med at være i praktik hos DGI Storkøbenhavn.