Skole styrkede trivsel og lyst til at lære ved ekstra fokus på bevægelse

Toftegårdsskolen mærker forskel i forhold til elevernes trivsel og lyst til at lære efter forløb med ekstra fokus på bevægelse i undervisningen.

Når børn og unge bruger så meget tid i skolen, er det ekstra vigtigt at bringe bevægelse ind i skoledagen og bane vejen for, at børn og unge trives både fagligt, mentalt og socialt, siger DGI's formand Charlotte Bach Thomassen.

Hvordan bruger skolerne lokalområdet til at fremme læring – og motivere eleverne med mere bevægelse i undervisningen? Måske med bålmatematik? Elevpodcasts med historier og myter fra den lokale egnsmindesamling? Eller ud og tage billeder til selvskrevne tyske eventyr? Det har i hvert fald været en del af undervisningen på Toftegårdsskolen i Jerslev det seneste stykke tid.

For at skabe en mere varieret og kvalificeret skoledag, har Toftegårdsskolen, i samarbejde med DGI Nordjylland og Brønderslev Kommune, været igennem et DGI UDEskole-forløb, hvor personalet har lært at inddrage bevægelse på en ny måde i undervisningen. Et forløb der i dag blev afsluttet med en officiel certificering af Toftegårdsskolen som DGI UDEskole.

”Vi er enormt glade og stolte over at blive certificeret DGI UDEskole. Det sætter en tyk streg under, at vi gør en ekstra indsats for en mere varieret og aktiv skoledag for eleverne, hvor trivslen er i højsædet – og med vores engagerede læreflok, der går forrest, kan vi virkelig flytte noget for eleverne,” siger Allan Skriver, der er skoleleder på Toftegårdsskolen.

Hvad er DGI UDEskole?

DGI UDEskole er et certificerings- og udviklingsforløb for skoler og strækker sig over et år. Undervejs bliver skolens lærere og pædagoger undervist i, hvordan de systematisk og som en naturlig del af hverdagen kan inddrage virksomheder, værksteder, foreninger, biblioteker, museer, skov og strand fagligt i undervisningen.

DGI UDEskole understøtter folkeskolens krav om ”Åben Skole”, hvor lokalsamfundet på alle mulige måder kan spille ind i skolen og derved være med til at bidrage til elevernes ”almene dannelse”.

… UDEskole er, at man bruger omverden som afsæt for undervisningen

… de får bragt alle sanserne i spil

… man får lov til at prøve andre ting

… man får lov til at komme udenfor og får mere lyst til at gå i skole

Lokalt samarbejde skaber synergi

I forløbet har Toftegårdsskolen samarbejdet med mange lokale aktører og virksomheder. I DGI UDEskole vægtes det, at lærere og pædagoger bliver klædt på til at bringe kultur-, idræts-, by- og erhvervsliv fagligt i spil i undervisningen. En synergi, der er med til at sætte bevægelse, trivsel og elevernes almene dannelse i centrum.

Eksempelvis er den lokale idrætsforening en vigtig samarbejdspartner i mange UDEskole-forløb. Her prøver eleverne forskellige idrætter og bliver præsenteret for det aktive fællesskab i foreningen. Samarbejdet med forskellige parter er en stor del af styrken i DGI UDEskole-forløbene.

”Med Toftegårdsskolen ser vi, hvor meget vi kan rykke i fællesskab, når Brønderslev Kommune, skolen, lokalsamfundet og DGI Nordjylland går sammen om en indsats. Vi spiller hver især ind, hvor vi er stærke, og det skaber en bæredygtig model for, hvordan der kan arbejdes lokalt med aktive fællesskaber og børns trivsel – en model, der kan overføres til andre steder også,” siger Peter Otto Yde Thomsen, formand i DGI Nordjylland.

IMG_2840.JPG
Eleverne har i uge 41 bl.a. lavet podcast omkring, hvordan det var at gå i skole for mange år siden sammenlignet med i dag.

Trivslen i højsædet

På Toftegårdsskolen kan de mærke en forskel i forhold til elevernes trivsel og lyst til at lære – noget som DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen ser en ekstra stor værdi i:

”Grundlaget for et godt børne- og ungeliv er, at børn og unge trives og udvikler sig. Her spiller bevægelse og fællesskab en afgørende rolle. Så når børn og unge bruger så meget tid i skolerne, så er det ekstra vigtigt, at vi bringer bevægelse ind i skoledagen og baner vejen for, at børn og unge trives både fagligt, mentalt og socialt. Det her forløb på Toftegårdsskolen giver også underviserne mulighed for at se eleverne i nye arenaer og se det enkelte barn på en ny måde – så stort tillykke til skolen, eleverne og ikke mindst lokalområdet,” siger hun.

I hele uge 41 har Toftegårdsskolen UDEskole på skemaet. Her har eleverne bl.a. lavet podcast om lokale historier og myter, podcast omkring ældre tiders skolegang sammenlignet med i dag og mange andre emner. Tysktimen har også været rykket udenfor, hvor eleverne har skulle tage billeder til deres tyskeventyr. Torsdag blev Toftegårdsskolen så officielt certificeret DGI UDEskole.

Certificeringen blev fejret med taler, og så var dagen spækket med aktivitet. Her kunne bl.a. forældre opleve undervisningseksempler på UDEskole. Derudover var der kage, sodavand og kaffe til elever og forældre. Både Borgmester Mikael Klitgård, DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen og DGI Nordjyllands formand Peter Otto Yde Thomsen var med til certificeringen.

 
Hør her elever og lærere fra Toftegårdsskolen fortælle om forløbet med DGI UDEskole.