Jump4fun: Idrætsaktiviteter til børn med overvægt og andre udfordringer
DGI vil sammen med foreninger tilbyde nye trænings- og idrætstilbud tilpasset børn og unge, der ikke er vant til at dyrke idræt, skal få flere til at bevæge sig.
Med en donation fra TrygFonden på 1.303.040 kr. vil DGI i Midt- og Vestjylland samarbejde med kommuner og lokale idrætsforeninger om hold for overvægtige børn og unge til gavn for sundhed og trivsel samt for at vise, at idrætsforeningerne har tilbud for alle.
Foreningsstilbuddet kaldes Jump4fun, og indsatsen bygger videre på DGI’s gode resultater rundt i hele Danmark.
DGI Midtjylland vil derfor etablere Jump4Fun hold i kommunerne Herning, Ikast-Brande, Silkeborg, Skive og Viborg. Et stærkt samarbejde mellem sundhedsplejersker, overvægtsklinikker, sundhedscentre/huse samt kultur- og fritidsafdelinger vil skabe rammer for nye bæredygtige foreningstilbud.
"I forlængelse af corona og nedlukning af vores foreningsliv oplever vi stor interesse fra foreninger til opstart af Jump4fun tilbud, hvor leg, fællesskab, trivsel og bevægelse er helt centrale elementer," siger Dorthe Kock Ahrenkiel, DGI Midtjylland.
Jump4Fun er et koncept, der har fokus på at bevæge sig og have det sjovt sammen uden et konkurrence-element og fokus på at præstere. Tilbuddet går på tværs af idrætter, køn og alder. Børn og unge skal først og fremmest opleve, at de er en del af et positivt fællesskab, hvor de på en sjov og legende måde får sved på panden og pulsen op. De skal opleve bevægelsesglæde og blive motiveret til at være mere fysisk aktive.