Fodbold Fitness skaber glæde hos kvinder i Brønderslev Idrætsforening

Med fodboldsmil og højt humør har Brønderslev Idrætsforening sparket døren ind til en ny målgruppe med konceptet Fodbold Fitness. Det hele som en del af en satsning på at få flere forældre/voksne engageret tættere på foreningen.

”Det kræver IKKE fodboldevner, fodboldstøvler eller perfekt kondital (det er faktisk bedre, hvis du lige som os andre ikke helt er med på, hvor din kondi er forsvundet hen)”.

Sådan lyder det b.la. i et Facebookopslag om genopstarten af Fodbold Fitness for kvinder i Brønderslev Idrætsforening. Et tilbud med plads til alle, hvor du ikke behøver være en anden Ronaldinho, der kan tage 100 jongleringer for at være med - tværtimod. I hvert fald hvis du spørger tovholder for projektet - Ditte Kraglund.

”Det var måske netop det udgangspunkt, at alle kan være med uanset niveau, kombineret med det sociale, som var med til at danne den store opbakning omkring Fodbold Fitness-holdet inden corona-nedlukningen. Og måske også derfor, at vi med stor glæde ser så mange deltagende igen i år efter genopstarten”.

Hvad er Fodbold Fitness?

Fodbold Fitness er et koncept, der er en del af Bevæg dig for livet - fodbold. 

Fodbold Fitness-hold er hovedsageligt træningshold, som ikke spiller turneringskampe. Holdet er for dem, der gerne vil have den gode træning, men som ikke har lyst til at være bundet til at spille kampe hver weekend.   

Fodbold Fitness henvender sig til alle uanset niveau, også dem der aldrig har spillet fodbold før. Konceptet er enkelt og rummer det bedste fra to verdener ved at kombinere Danmarks mest populære boldspil med fitnessverdenens fleksibilitet og styrkeøvelser

En idrætskonsulent hjælper jer med at starte konceptet op ift. markedsføring - og vedkommende er også med på træningsbanen de første tre gange for at sikre en god start. 

Grin, humør og bevægelse - Et koncept der tiltrækker en ny målgruppe

Fodbold Fitness for kvinder har på sine bedste dage fået samlet 25 deltagere på fodboldbanerne i Brønderslev. Et deltagertal som tovholder, Ditte Kraglund, er ovenud tilfreds med.

”Det er over al forventning”

Og spørger du hende, hvorfor de kommer så mange, er svaret ganske klart.

”Det sociale. Smilene, grinene, fælleskabet, kombineret med det sunde valg og sved på panden. Mange er alligevel nede for at aflevere sine børn til træning, så hvorfor ikke selv tage en træning, nu hvor du er hernede og få mest muligt ud af turen?”

Ditte Kraglund er både træner og tovholder for initiativet og er med sine 11 år i klubben en vaskeægte ildsjæl. Hun understreger dog, at hun ikke er alene om projektet. På holdet er de 4 trænere, der hver især byder ind med noget forskelligt til træningen på BI’s anlæg:

”Vi er så heldige at have en fitnesstræner med på trænerholdet, som typisk står for 10-15 minutter opvarmning med let løb og stræk, hvorefter hun gennemgår nogle fitnessøvelser. Derefter laver vi lette fodboldøvelser, og til slut står den på spil til to mål, hvor hyggen og smilene er i højsædet,” fortæller Ditte Kragelund.

Et koncept, der har inspireret håndboldafdelingen 

Den store opbakning til Fodbold Fitness-holdet for kvinder, har betydet at en anden gren i foreningen har kastet sig ud i konceptet.

Brønderslevs Idrætsforenings håndboldafdeling har nemlig startet et lignende hold op efter samme koncept, efter de så succesen med holdet i fodboldafdelingen. Et Håndbold Fitness-hold, som ligesom Fodbold Fitness-holdet har været en succes med stor opbakning.

Bringer en ny målgruppe tættere på foreningen

Ditte Kraglund, var ikke sløv fra tanke til handling, da Bevæg Dig For Livet - Fodbold ringede og hørte, om hun og Brønderslev Idrætsforening kunne være interesseret i at oprette et hold med Fodbold Fitness for kvinder. Med opbakning i ryggen fra klubbens side, var hun ikke længe om at påtage sig rollen som tovholder.

”Og så var det bare afsted!” siger Ditte Kragelund.

Hun har været positivt overrasket over den stærke opbakning fra foreningens side omkring Fodbold-Fitness for kvinder, og hvor hurtigt det hele blev stablet på benene. Hun er heller ikke bleg for at anbefale andre foreninger at opstarte samme initiativ.

"Andre foreninger kan - lige så vel som os - bringe motion og smil til en ny målgruppe, som samtidig kommer tættere på foreningen."