Naturtræning – Tryg i natur, motion og forening

Naturtræning har til formål at hjælpe mennesker med stress, angst og depression til et bedre liv via motion i naturen i idrætsforeningens fællesskab. Skal du være med?

Med ’Naturtræning – Tryg i natur, motion og forening’ bliver det nu lettere for dig med stress, angst og depression at komme tilbage til en normal og styrket hverdag ved at engagere dig på et motionshold i din lokale idrætsforening.

Undervisningen tager hensyn til dig og dine behov, men der er ikke tale om specielle motionshold. Tværtimod har ’Naturtræning – Tryg i natur, motion og forening’ stor fokus på netop at engagere folk med ondt i livet på hold, der er åbne for alle motionister, som gerne vil træne i det fri. 

Hvad får jeg ud af at deltage i ’Naturtræning – Tryg i natur, motion og forening’?

  • Du oplever, hvordan natur, motion og det sociale fællesskab i en idrætsforening fremmer dit fysiske og psykiske velbefindende
  • Du får et trygt motionstilbud med plads til alle, hvor og træningen er tilpasset dit niveau, behov og kunnen
  • Du har mulighed for at deltage i et åbent holdtilbud, hvor du møder andre med ondt i livet, uden der er tale om et decideret specialhold, som erstatter eventuel behandling

I første omgang bliver ’Naturtræning – Tryg i natur, motion og forening’ udbudt gennem otte foreninger i fire østjyske kommuner – Favrskov, Odder, Syddjurs og Aarhus – som tilbyder naturtræning mindst en gang ugentligt.

Hvilke foreninger har hold i naturtræning - og hvornår?

Se de forskellige foldere med oplysninger om tid og sted ved at trykke på foreningerne herunder. De er listet alfabetisk. 
      
Gymnastik Odder | Hammel Gymnastikforening

Højbjerg Gymnastikforening | IF Mols | Kolind Pederstrup IF

Motion og Samvær RøndeSaksild IF | Skødstrup Sportsforening

Solbjerg IF | Thorsø Tungelund IF

En anden dimension i projektet er, at de deltagende foreninger også oplever, at de får udviklet deres foreningstilbud, styrket samarbejdet med deres lokale kommune og ikke mindst får nye medlemmer fra nye målgrupper.

Hvad får min forening ud af at være med i projektet?

  • Din forening får et nyt holdtilbud, som rummer naturens sundhedsfremmende egenskaber kombineret med motion og foreningslivets fællesskab
  • Det er let at komme i gang, fordi træningen bruger omkringliggende skov- og naturområder i jeres lokalområde, og kræver derfor ikke halfaciliteter eller diverse redskaber
  • Din forening får et åbent og hensyntagende holdtilbud, som er særligt velegnet til at invitere nye målgrupper og foreningsuvante ind i idrætsforeningen, fx mennesker med kroniske sygdomme eller psykiske vanskeligheder
  • Der gode muligheder for at etablere et tættere samarbejde med kommunale brobyggere i rekrutteringen af deltagere

Projektet udføres i tæt samarbejde med Psykiatrifonden, som skal hjælpe med at kvalificere konceptet til målgruppen, samt forskerenheden Mindhood under Aarhus Universitet, som står for dataindsamling, afvikling af workshops og evaluering af de mange forløb.

’Naturtræning – Tryg i natur, motion og forening’ er iværksat med støtte fra TrygFonden i samarbejde med Psykiatrifonden, Aarhus Universitet og DGI Østjylland.

Vi kan kun vise dig indholdet her, hvis du accepterer marketing-cookies. Ret dine cookie-indstillinger