Status quo for idrætsforeningerne i Struer Kommune
Det samlede medlemstal i idrætsforeningerne i Struer Kommune rykkede sig ikke synderligt i 2023. På landsplan slår det samlede medlemstal rekord igen.
Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI kunne sidste år præsentere et historisk højt medlemstal i landets idrætsforeninger, og nu kan de to organisationer igen melde om fremgang.
Den nye opgørelse af medlemstallene for 2023 viser nemlig, at foreningerne i DIF og DGI har fået yderligere 85.261 medlemmer. Dermed er det samlede medlemstal oppe på 2.424.915.
I Struer Kommune var der dog ikke det store udsving i medlemstallet i 2023 i forhold til året før. Her var der en lille fremgang på 49 medlemmer, så der nu samlet er 8.529 medlemmer i kommunens 57 idrætsforeninger i DGI og DIF.
De 60-69-årige kan tage en stor del af æren for den lille fremgang. Med 89 medlemmer mere end sidste år er medlemstallet for aldersgruppen nu på 1.032. Seniormålgruppen var ét af de indsatsområder, som Bevæg dig for livet-aftalen med DIF, DGI og Struer Kommune havde som fokuspunkter.
På idrætssiden er det fodbold, som er årets højdespringer med 103 flere medlemmer, så nationalsporten nu er på 917 medlemmer i Struer Kommune. Squash har også fået et overraskende comeback og er blevet mere end fordoblet på ét år og rummer nu 187 medlemmer.
”Selvom det er en beskeden fremgang, så går det den rigtige vej. Vi er specielt glade for fremgangen for de 60-69 årige, da det var et specielt fokusområde i 2023. Det er også positivt at fodbold igen er i fremgang, efter flere år med tilbagegang. Holdsport kan noget specielt,” lyder det fra Flemming. T. Sørensen, formand for Kulturudvalget i Struer Kommune.
Gode tilbud og vigtige frivillige
I 2019 var der for første gang over 2,3 millioner medlemmer i idrætsforeningerne under DIF og DGI på landsplan. Under corona knækkede kurven for en stund, men efter pandemien gik det fremad igen, og nu er tallet altså for første gang over 2,4 millioner medlemmer.
”Det glæder mig, at medlemstallene i hele landet og her lokalt i Struer Kommune viser, at opbakningen er stor til de aktive fællesskaber, som frivillige skaber hver dag,” siger formand for DGI Vestjylland Per E. Østergaard.
Også hos DIF og formand Hans Natorp er der glæde over den nationale udvikling i medlemstallene:
”Vi er selvsagt stolte over udviklingen og den nye rekord. De mange gode tilbud i idrætsforeninger appellerer bredt, og vi må igen bare kippe med hatten og sende en særlig tak til de mange frivillige. Det er dem, der får det hele til at glide ude i foreningerne,” siger Hans Natorp.
Fælles idrætsvision har gjort en forskel
Siden 2015 har DIF og DGI arbejdet sammen om ’Bevæg dig for livet-visionen’ med støtte fra Nordea-fonden og TrygFonden. Målet er at få flest mulige borgere til at bevæge sig, og visionen er at gøre Danmark til verdens mest idrætsaktive nation.
I de første år af visionsarbejdet blev der udviklet og implementeret en lang række indsatser og nye idrætskoncepter. Mange af dem bidrager til den samlede medlemsvækst i idrætsforeningerne og er nu så forankrede, at de vil leve videre efter 2024, når den oprindelige visionsperiode i ’Bevæg dig for livet’ udløber.
Den fælles interesse i DIF og DGI er at få endnu flere aktive borgere og medlemmer i idrætsfællesskaberne. Derfor vil de to organisationer fortsætte samarbejdet i ’Bevæg dig for livet’ i de kommende år på udvalgte områder og sætte endnu mere fokus på vigtigheden af frivillighed i idrætsforeningerne.
Fakta om medlemstallene
Det samlede medlemstal for DIF og DGI er renset for, at flere idrætsforeninger/klubber er medlemmer af begge organisationer. Tallet er for kalenderåret 2023, og et aktivitetsmedlem tæller med i statistikken, når der er tale om et medlemskab i mindst tre måneder af året.
Det er muligt at dykke ned i tallene for de to organisationer på henholdsvis www.dif.dk/medlemstal og www.dgi.dk/medlemstal
Landsdækkende medlemstal for 2023 (udvikling fra 2022 i parentes):
Samlede unikke medlemmer på tværs af DIF og DGI 2.424.915 (+85.261)
Danmarks Idrætsforbund (DIF): 2.076.213 (+ 59.953)
DGI: 1.867.765 (+ 96.119)
Om Bevæg dig for livet
Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation. En ambitiøs vision, som DGI og DIF arbejder for at indfri med støtte fra TrygFonden og Nordea-fonden fra 2015 til 2025. ’Bevæg dig for livet’ er den største partnerskabsaftale i dansk idræts historie, og siden starten er der blandt andet udviklet og nytænkt et hav af idrætskoncepter, tilbudt rådgivning og gennemført kampagner samt events som Royal Run. Derudover er der indgået aftaler med en lang række visionskommuner, som har forpligtet sig til at arbejde målrettet med visionen.