Motionsudstyr skal bevæge medlemmerne i Støvring Esport
Støvring Esport blev Årets Idrætsforening i Nordjylland i 2021. Prisen har de brugt til øget synlighed og ekstern promovering – og de 20.000 kroner går til motionsudstyr til deres nye faciliteter, der skal sikre bevægelse blandt spillerne i foreningen.
Det er torsdag den 27. april 2021. Det er lige op over at det afsløres, hvem der bliver Årets Idrætsforening i DGI Nordjylland. Støvring Esport er en af tre nominerede foreninger i Nordjylland – og i klublokalerne sidder en stor flok og følger spændt med.
Spændingen er svær at holde inde. Det er ikke tidligere lykkedes en Esportsforening at vinde titlen, men det har Støvring Esport arbejdet hårdt på at lave om.
”Årets Idrætsforening er…. Støvring Esport!” lyder det – og jublen bryder ud. Belønningen for deres arbejde med at rekruttere frivillige og medlemmer, samt for det fællesskab, de giver børn og unge, er kåringen som en af de mest innovative nordjyske foreninger i 2021.
”Vi vil gerne vise, at esport ikke bare er den her ting, hvor folk sidder med chips og energidrikke i en kælder et eller andet sted – det kan så meget andet. Noget af det, vi har stor succes med er bl.a. vores evne til at favne alle typer af medlemmer. Hos os er alle velkomne, og det er uanset baggrund,” siger Torsten Topbjerg, der er formand i Støvring Esport.
Titlen bliver brugt i promovering
Det er nu omkring et år siden, at foreningen vandt prisen – og titlen som Årets Idrætsforening, har givet en masse muligheder for at skabe øget fokus på foreningen – f.eks. i forhold til rekruttering af flere frivillige og medlemmer.
”At have et stempel som Årets Idrætsforening, giver os nogle muligheder i rekrutteringen af nye medlemmer og frivillige, og når vi skal søge penge hjem til aktiviteter. Æren og platformen har haft stor betydning, og titlen har vi kunne bruge som platform for at kunne gøre andre ting,” siger Torsten Topbjerg.
Selv har han også været ude at holde foredrag om foreningens arbejde efter titlen:
”Det gav os en mulighed for at fortælle vores historie på en anden måde.”
Motionsudstyr skal sikre bevægelse væk fra computeren
Foreningen overtager i april nye lokaler, så de nuværende faciliteter forøges. Den nye plads skal bruges til et motions-setup, hvor de korte pauser væk fra computeren bruges på at få adrenalinen op. Her falder prisen på 20.000 kr., der følger med til Årets Idrætsforening, et godt sted:
”Vi prøver at arbejde med, hvordan vi kan implementere det fysiske aspekt i det at gå til esport hos os. Derfor laver vi et motionslokale, hvor de kan slå på nogle boksebolde og bruge noget udstyr, når der lige er 5-10 minutters pause væk fra skærmen – så der kan komme noget adrenalin i spil. Her bruger vi pengene fra prisen til udstyr til lokalet,” siger Torsten Topbjerg.
Er din forening Årets Idrætsforening 2022?
Det er nu muligt at sende jeres indstilling afsted - og den skal være os i hænde senest den 28. februar 2022.