DGI Midt- og Vestsjælland flytter til Roskilde til sommer

Ny placering på Kildegården giver nye muligheder i et fantastisk idræts- og kulturområde.

DGI og Roskilde Kommune har i forvejen et godt samarbejde – nu håber både DGI-direktør Peter Holmen, borgmester Joy Mogensen og kultur- og idrætschef Poul Knopp Damkjær at få øget glæde af hinanden. Her står de foran det nye hus. Placeringen i Roskilde er samtidig med til at sikre, at DGI Midt- og Vestsjælland får en god placering i forhold til tilgængelighed til og fra de 17 kommuner, som landsdelskontoret dækker. Foto: Lars Elmsted, Roskilde Kommune

Fra sommeren 2016 skifter DGI Midt- og Vestsjælland placering af sin administration. Oldvejen i Holbæk ved siden af Andelslandsbyen Nyvang bliver byttet ud med et område i Roskilde, der er i gang med at blive omdannet til et kraftcenter for kultur, idræt og fritid.

Midt i et gammelt kaserneområde, meget tæt på bymidten og stationen, har DGI købt en fire etagers stor ejendom, som både bliver det nye arbejdssted for landsdelens 40 medarbejdere, men som også bliver en slags ”foreningernes hus” med møde- og konferencelokaler.

Det er et sted, der er nemt at komme til – både i bil og med toget.

Tilvalg, ikke fravalg

Kildegården hedder stedet, som allerede i dag er hjemsted for flere idrætsforeninger, fx boksning, cykling, handicapidræt, gymnastik og ældremotion. Et større gymnastik-springcenter er på vej, og området kommer også til at huse byens aftenskoler.

- Det en fantastisk bygning på et fantastisk sted. Det bliver en perfekt beliggenhed for os i DGI, men samtidig vil området også få stor glæde af os, fortæller Peter Holmen, direktør for DGI Midt- og Vestsjælland.

DGI-direktør Peter Holmen pointerer, at valget af placeringen i Roskilde er et tilvalg og ikke et fravalg af Holbæk.

- Vi valgte jo Holbæk, da DGI i Roskilde og Vestsjælland blev slået sammen for nogle år siden. Vi har været glade for at være på Oldvejen. I Holbæk har vi fået rigtig gode muligheder og vil bestemt fortsætte samarbejdet med alle vores foreninger og kommuner i Vestsjælland. Samtidig er vi med vores nye placering kommet tættere på nogle af vores andre kommuner vest for København, hvor der også er et stort DGI-potentiale.

Nye tendenser

Roskilde Kommune er glade for, at DGI flytter til byen:

- DGI’s tilstedeværelse vil være en stor styrkelse af Kildegårdens status som idræts- og kulturområde. DGI er hvad jeg vil kalde en professionel, frivillig græsrodsorganisation, og de vil kunne bidrage med rigtig meget, fx omkring de nyeste tendenser inden for idrætslivet, siger borgmester i Roskilde Kommune, Joy Mogensen.

DGI overtog huset på Helligkorsvej 3 i Roskilde 1. april, hvorefter istandsættelse kunne begynde. Bygningen er på 1160 kvadratmeter samt 420 kvadratmeter kælder.

DGI Midt- og Vestsjælland har i alt 40 medarbejdere, som får arbejdssted på Kildegården i Roskilde.

Bygningen på Helligkorsvej har senest rummet kontorer for Skifteretten i Roskilde. Der er tre etager hver med en lang gang som indgang til større og mindre kontorer samt kælder. I stueetagen bliver der imidlertid åbnet op, så der bliver plads til større forsamlinger – inklusive foldedøre, så rummet kan deles op.