2.086 østjyske børn siger ’Hej Skal Vi Lege?’

De skal hoppe, styrke motorikken og bruge farvestrålende balanceblokke til masser af sjov og bevægelse. I uge 41 er 2.086 børn fra daginstitutioner og dagplejere i hele Østjylland med i bevægelsesugen ’Hej Skal Vi Lege?’.

Igen i år er der tilmeldt institutioner og dagplejere til 'Hej Skal Vi Lege?' fra alle de østjyske kommuner til stor glæde for mere end 2.000 børn. Foto: Steen Wrem

Når børn bliver tre år, daler forældrenes fokus på, om de er fysisk aktive. Det viser nye tal fra Børneulykkesfonden, og derfor skal både forældre og pædagoger inspireres til at sætte gang i mere bevægelse i hverdagen.

Bevægelsesugen ’Hej skal vi lege?’ arrangeres af Børneulykkesfonden, bObles og DGI, som hvert år dedikerer uge 41 til fokus på motorik, leg og bevægelse i institutioner og dagplejere. Ugen skydes i år i gang mandag den 10. oktober, hvor 1.172 institutioner og dagplejere over hele landet med over 43.000 børn leger med.

Igen i år er der tilmeldt institutioner og dagplejere fra alle de østjyske kommuner. Aarhus Kommune er ikke overraskende den kommune, som har flest børn med i det samlede regnskab, hvor hele 942 børn får glæde af ’Hej Skal Vi Lege’ gennem 30 institutioner og dagplejere.

Børn skal bevæge sig mere derhjemme

Børneulykkesfonden har gennemført en undersøgelse blandt 357 forældre med børn under 10 år, som viser, at forældre begynder at slække på de fysiske aktiviteter derhjemme, når barnet kommer i 3-års alderen.

82 procent af forældrene med børn under to år prioriterer fysisk aktivitet derhjemme hver dag eller flere gange om ugen, mens det kun er 60 procent af forældrene med 3-5-årige børn.

”Selvom hverdagen er travl, er det enormt vigtigt, at forældre husker at skabe rammerne for, at deres børn kan være aktive derhjemme også,” udtaler Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden og initiativtager til bevægelsesugen. 

”Der er rigtig mange gode grunde til at sætte fokus på motorik og bevægelse blandt børn, både når de er i institution og derhjemme. Sætter vi tidligt ind, kan bevægelse og leg blive en god vane, og vil på sigt også være med til at give et aktivt og sundt liv,” fortsætter Søren Møller, formand for DGI.  

Leg er nøglen

’Hej skal vi lege?’ er bygget op omkring en ’tumlepakke’ med produkter fra designfirmaet bObles – i år i form af en flok haletudser. Institutionerne får også informations- og legehæfter, som kan give pædagoger og forældre viden og inspiration til mere bevægelse i hverdagen.

Legene er udviklet af Louise Hærvig, som er børnefysioterapeut tilknyttet bObles, med henblik på stimulering af barnets sansemotoriske udvikling.

”Bevægelse skal som udgangspunkt bare være sjovt og så skønt, at barnet bare får lyst til mere. Det bliver allerbedst i nærværet og samspillet, hvor både børn og voksne fornemmer, at her har vi gang i noget helt særligt,” siger Louise Hærvig.

”At få mulighed for at udfordre og lege med sit motoriske potentiale, bør være alle forundt. Så ja, det skal leges ind, men det skal også tages alvorligt, så vi alle – både børn og voksne – får brugt vores krop i hverdagen på den sjove måde,” påpeger hun.

Om 'Hej Skal Vi Lege?'

  • ‘Hej Skal Vi Lege?’ arrangeres af Børneulykkesfonden, DGI og bObles.
  • I år er der tilmeldt 43.135 børn fordelt på omkring 1.172 institutioner over hele landet.
  • Siden 2011 har mere end 215.000 børn deltaget i ’Hej skal vi lege?’.
  • Årets legetema 2016 er bygget op omkring specialdesignede ’tumleprodukter’ fra bObles, og tager udgangspunkt i kreativ leg, hvor barnet stimulerer sin balance og motorik. Legene er udarbejdet i samarbejde med Louise Hærvig, børnefysioterapeut.
  • For kun 240 kr. kan børnehaver, vuggestuer og dagplejere bestille en pakke med bObles balanceblokke, legehæfte, plakater, diplomer til børnene, informationshæfte til forældre og institution.
  • Alt materiale kan downloades gratis på www.hejskalvilege.dk.