Skab et succesfuldt mor-hold

4 tip til at etablere et mor-hold - uden krav om bevægelsesmæssig kunnen. I Nørre Bjert Strandhuse sprængte holdet ventelisten.

Der er plads til smil og sved på mor-holdet, som træner en time hver anden uge efter puttetid Foto: Lars Holm

Historien om træner Line Hahn og de 120 kvinder på mor-holdet i Nørre Bjert Strandhuse IF ved Kolding er en vaskeægte succeshistorie.

Holdet, der startede som et event med så stor opbakning, at det blev til to events mere, og derefter et fast hold, der efter et kvarter med åbent for tilmelding havde over 30 på venteliste.

»Det var fuldstændig vildt. Lige pludselig var der damer, der skrev til mig, at de kunne se, de var på ventelister, fordi holdet var lukket. Og der var klokken nok kvart over 12, og tilmeldingen var åbnet kl. 12,« fortæller Line Hahn, der også er med i gymnastikudvalget i NBSH IF.

Læs hele historien Mor-hold vælter ventelisterne - og her får du 4 nyttige tip:

4 tip til et succesfuldt morhold

1. Ingen forudsætninger for at gå på holdet

Træningen skal være let at gå til – simple øvelser, god musik og højt tempo er vejen frem.

2. Træn en time hver anden uge efter puttetid

Skab uforpligtende rammer, hvor man ikke behøver at melde fra til træningen, hvis der kommer sygdom eller andet i vejen.

3. Hav fokus på hygge under og efter træning

Der skal sved på panden, men der skal også være plads til en lille sludder med de andre – og særligt efter træningen kan der lægges op til at hygge sammen.

4. Hiv fat i alle, du kender

Damerne på vejen, pigerne fra mødregruppen, de andre mødre fra klassen. Skriv i de lokale Facebook-grupper. Tag et par veninder med og kom af sted.

De endte med at åbne for dem på ventelisterne, og det resulterede i, at der i alt er 120 damer på holdet MORtion i Nørre Bjert Strandhuse Idrætsforening – og sæsonen 2023-24 er holdets første.

Læs også Nye idrætskoncepter tiltrækker flere medlemmer.