I Ebeltoft er der virkelig kommet vind i sejlene

Hårdt arbejde, stærke ildsjæle og overtagelsen af det gamle posthus udgør opskriften for Ebeltoft Windsurf Klubs succes.

Store smil ved vandet i Ebeltoft Foto: Peter Christensen

Med over 100 medlemmer, engagerede frivillige og kompetente instruktører formår klubben at skabe liv i Ebeltoft Vig og forsøger at sætte byen på landkortet uden for højsæsonen. Klubben kan i år fejre fem års jubilæum, og det er med store ambitioner at to af bestyrelsesmedlemmerne ser frem mod den nye sæson.

En ny mand kommer til byen

Da Birger Wedendahl kom til Ebeltoft, undrede det ham, at vandet ud for Fregatten Jylland, ikke var fyldt med sejl og surfere. Den pensionerede gymnasielærer havde mange års erfaring fra Århus Windsurfing Klub, og så hurtigt det store potentiale i den vestvendte kyst ud for Ebeltoft. Sammen med Nis Buch Holdt gik han i gang med at stable en forening på benene. Birger skaffede udstyr, og Nis søgte økonomisk støtte:

”Vi er ikke en rigmandskommune, så det var vigtigt for os at have noget udstyr at låne ud til de folk, som gerne ville prøve kræfter med sporten. Det måtte ikke være en barriere for potentielle medlemmer”, siger Birger Wedendahl.

De to nuværende bestyrelsesmedlemmer lykkedes med at samle udstyr, og fra et skur ved stranden så Ebeltoft Windsurf Klub dagens lys i 2019.

Posthusets perfekte placering

Den midlertidige placering blev dog hurtigt udskiftet. Da posthuset blev en del af det nye kulturhus, Maltfabrikken, i Ebeltoft, stod der pludselig en bygning ledig kun 30 meter fra vandet. Derfor henvendte Nis og Birger sig til kommunen og præsenterede deres visioner for klubben. De fik lov til at rykke ind i det gamle posthus, hvilket skabte grundlaget for klubmiljøet i klubben. Mens Birger fortsatte sit arbejde på vandet, sørgede Nis for sponsorater og søgte puljer og fonde. Gennem årene har klubben modtaget stor lokal støtte og modtaget midler fra blandt andre DIF og DGI’s foreningspulje. Udviklingen i Ebeltoft glæder sejlsportskonsulent hos DGI Østjylland, Mik Hulgaard:

”Det er altid dejligt at se nye foreninger vokse frem. Ebeltoft Windsurf Klub er et kerneeksempel på, hvordan ildsjæle, med en lille smule økonomisk støtte, kan skabe noget helt unikt for lokalsamfundet. Derudover viser EWK, at det kan betale sig at udveksle erfaringer og viden med andre klubber og foreninger.”

Netop Birgers erfaringer fra Århus Windsurfing Klub har været afgørende i klubbens første år. Birger har bidraget med værdifuld viden, og hans kontakter har hjulpet med at skaffe kompetente instruktører til klubben.

Fokus på den gode undervisning

Med sin baggrund som gymnasielærer ved Birger Wedendahl, hvor vigtig den gode undervisning er for unge mennesker. Derfor har det fra starten været en vigtig prioritet at samle et stærkt instruktørteam i klubben:

”Vi har bragt en række dygtige instruktører ind fra blandt andet Aarhus. De er med til at skabe det cool miljø i klubben, og samtidig får de unge medlemmer nogen at se op til. Når der kommer potentielle OL-atleter og underviser en, håber vi at skabe en bro mellem elitemiljøet og breddeidrætten,” siger Birger Wedendahl.

For klubben handler det om at skabe tilbud, som ikke blot får de unge til at blive i byen, men som potentielt også kan tiltrække nye familier. Der sker faktisk noget i Ebeltoft, som ikke kun relaterer sig til sommerhuse og Fregatten Jylland. Det er frivillige og instruktører med forstand på unges udvikling et glimrende eksempel på.

De gode vindforhold i Ebeltoft er ideelle til vandsportDe gode vindforhold i Ebeltoft er ideelle til vandsportFoto: Jan Nielsen

Surf Festival 2023

Som et led i processen om at sætte Ebeltoft på verdenskortet, har Ebeltoft Windsurf Klub i 2023 afholdt Surf Festival, hvor hovedattraktionen er DM i den olympiske disciplin IQFoil. For Nis og Birger handler festivalen om at få fokus på breddesejladsen, få liv i byen uden for højsæsonen og give deltagerne oplevelsen af at have tilskuere til et DM. Afholdelsen er også i tråd med fremtidsplanerne i foreningen, for ambitionerne er store i Ebeltoft:

”Vi har et godt fundament for fremtiden. Forhåbentlig kan vi få nye frivillige ind, som kan supplere os andre. Derudover vil vi gerne sikre, at windsurfing bliver set som en sportsgren og ikke blot en hyggeaktivitet. Vi håber, at det i fremtiden kan blive muligt at skabe OL-atleter fra EWK,” slutter Nis Buch Holdt.

Ebeltoft Windsurf Klub har formået at skabe en imponerende og livlig forening, med et stærkt fællesskab, kompetente instruktører og en målrettet tilgang til at bringe windsurfing i fokus. Klubben har ikke blot sat Ebeltoft på landkortet men også skabt et aktivt miljø uden for højsæsonen. Nu venter ny sæson ude i horisonten, og posthuset står åbent for både nye og gamle medlemmer, der ønsker at dele glæden ved windsurfing i Ebeltoft.