Status efter ét år med Åben Skole: 1.573 elever har haft idræt og bevægelse på skoleskemaet
23 skoler, 29 foreninger, 20 forskellige idrætter, 60 forløb og 1.573 elever fra 98 forskellige klasser og specialklasser i 0.-10. årgang – det er status efter blot ét år i et Åben Skole samarbejdsprojekt mellem Sønderborg Kommune og DGI Sønderjylland.
Hanne Lene Haugaard, der er formand DGI Sønderjylland, er glad for, at samarbejdet er blevet til en succes.
- Tallene fortæller os, at der har været bred opbakning til projektet fra alle sider; både hos de frivillige i foreningerne og hos lærerne på skolerne, som også har en stor andel i, at dét her kan lykkedes. Vi glæder os meget over, at så mange børn i forskellige aldre har oplevet at dyrke idræt i foreningslivets rammer, siger Hanne Lene Haugaard.
I november blev Sundhedsudvalget, Børne- og Uddannelsesudvalget samt Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab i Sønderborg Kommune enige om at tilføre flere midler til Åben Skole-forløb i 2024, da efterspørgslen i 2023 var større end forventet.
Christel Leiendecker, der er formand for Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab, glæder sig over, at skolerne og foreningerne har taget så godt imod projektet.
- Hele 81 foreninger har vist interesse for at stå for forløb, mens skolerne har efterspurgt 110 forløb. Derfor er jeg glad for, at vi i de tre udvalg er enige om at sætte yderligere midler af til projektet, så vi kan få gang i flere forløb, siger Christel Leiendecker.
Jesper Smaling, der er formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, ser frem til, at flere klasser får mulighed for at benytte sig af tilbuddet.
- Det gode samarbejde mellem skolerne og det lokale foreningsliv har sikret forløb på 23 ud af Sønderborg Kommunes 30 skoler. Med flere forløb i 2024 får vi udbredt projektet til flere klasser på skolerne, siger Jesper Smaling.
Stort potentiale for nye medlemmer
De mange elever på skolerne i Sønderborg Kommune har oplevet leg og bevægelse i idrætter, som de måske aldrig har prøvet før. Derfor er én af de helt store sidegevinster ved projektet, at børnene er blevet nysgerrige til at fortsætte med idrætten ude i foreningerne.
- Vi vil gerne understøtte, at flere børn vælger sunde og aktive fællesskaber i foreningerne. Forløbene gør det netop lettere for børn og unge at blive en del af gode fællesskaber i det lokale foreningsliv, siger Didde Lauritzen, der er formand for Sundhedsudvalget.
Sønderborg Floorball Club har fx oprettet et helt nyt hold med særligt fokus på idræt for motionsuvante børn, hvor træningen er tilrettelagt niveau og formåen. Holdet er en del af DGI’s projekt Jump4Fun, og holdets nu 18 medlemmer stammer primært fra elever, der har deltaget i aktiviteten gennem Åben Skole Projektet. På Sønderborg Floorball Clubs Facebookside skinner begejstringen tydeligt igennem hos formand Rune Dohrmann, der både roser forældre, lærere og den frivillige træner for opbakningen til holdet.
Evaluering på vej
I begyndelsen af 2024 bliver der sendt evaluering ud til de foreninger og skoler, der indtil videre har deltaget i Åben Skole Projektet. Det sker for at indhente erfaring fra de involverede parter og for at få et tal på antal nye medlemmer i foreningerne, som projektet har medført.
Sideløbende med evalueringen er planlægning af forløbene allerede godt i gang ved projektmedarbejder, Vivian Bossen Mose, fra DGI Sønderjylland, som fortæller at til næste år har endnu flere foreninger budt ind på forløb, og skolerne er nu i gang med at vælge imellem idrætterne i foreningskataloget.