Rødovre AC viser hvordan man laver Coronavenligt motionsløb

I samarbejde med Rødovre AC og CPH Runshop, afviklede vi d. 3. oktober et Corona-tilpasset motionsløb. Interessen for at løbe med var stor og med 135 løbere (det maksimale myndighederne havde givet tilladelse til) kunne vi melde udsolgt.

Damhus 5KM

Med det flotte nyrenoverede Rødovre Stadion som kulisse, blev løberne sendt ud på fem flade kilometer rundt om Damhusengen. Et område, der i øvrigt normalt danner rammen for RAC Milen, er et af Danmarks ældste serieløb, som Rødovre AC har afviklet hver måned de sidste 50 år. Løbet var delt op i 3 heats med hver 45 deltagere, ligesom 22 løb hjemme hos sig selv og deltog i den virtuelle udgave.

Vigitigt at vise, det godt kan lade sig gøre

Da de fleste motionsløb er aflyst, har det været vigtigt for både DGI Storkøbenhavn, samt Rødovre AC, at vise, det er muligt at afvikle motionsløb, der følger regeringens retningslinjer, som samtidig er trygge for både deltagere og hjælpere. 
Løbet var samtidig en perfekt mulighed for Rødovre AC, at vise klubben og dens fine rammer frem. 

”Vi havde en fantastisk dag, god stemning, glade løbere og nogle perfekte rammer. Vejret var endda med os, så vi kunne ikke have ønsket os en bedre dag. Det skulle da lige være muligheden for at give hinanden en velfortjent highfive eller krammer efter løbet”, udtaler Tonny Hartvig, formand hos Rødovre AC.

Muligheden for endelig at deltage i et motionsløb, gav hurtige tider

Det virkede som om rigtig mange af deltagerne, har savnet at komme ud og løbe stærkt, hvilket kunne aflæses i de mange hurtige tider, der blev løbet.
Blandt kvinderne var den hurtigste løber; Louise Tietze med den flotte tid 18:05 min og blandt herrerne var Rasmus Vidø hurtigst med tiden 16:27.

Du kan se alle resultaterne fra løbet på Sportstiming.dk

Rødovre AC og DGI har fået smag for mere

Med den succesfulde afvikling, er Rødovre AC og DGI blevet enige om, vi sammen godt kan nå at afvikle endnu et løb her i 2020. Den endelige dato er endnu ikke på plads, men vi regner med, det bliver medio eller ultimo november og igen bliver distancen 5 km. Ligeledes arbejdes der på, at få indviet det flotte stadion til foråret med et 5000m stævne, samt at kunne få sat godt gang i RAC Milen, som grundet Covid-19 har ligget stille.

”Vi har virkelig savnet at se glade løbere ude til et motionsløb. Så det var så fedt, igen at kunne være med til at stable noget på benene. Jeg tror, det har været med til at give både løberne og vores team et skud tiltrængt energi”, siger Steen Walter, leder af DGI Storkøbenhavns eventteam.

Læs mere om de ting vi arrangerer på Facebooksiden Din Træning

Om Rødovre AC

  • Rødovre AC har hjemmebane ved Rødovre Stadion, Elstedvej 40.
  • Klubben har stort fokus på det sociale og tager fx ofte sammen til diverse motionsløb.
  • Løbetræningen er mandage og onsdage kl. 17.30 – 19.00 samt lørdage kl. 9-11.00.
  • Det koster kun 200 kr. i kvartalet at være medlem.
  • Udover at være medarrangør af Damhus 5 km, er klubben også arrangør af løbsserien RAC-Milen (7,5 km rundt om Damhussø- og engen).
  • Tjek klubbens hjemmeside og Facebookside.