3 gode råd til din klub, hvis I vil lave en idrætsskole med naboklubben

Overalt i sommerlandet er idrætsskolerne fyldt med glade børn og unge. I Horsens har to tennisklubber lavet et utraditionelt samarbejde og samlet et fuldt hold på deres tennisskole. Du får her tre gode råd til, hvad din forening skal være opmærksom på, hvis I vil lave en idrætsskole med en naboklub.

I mange klubber kan det være en udfordring at samle nok børn til at gennemføre en idrætsskole i sommerferien. Så selvom interessen og viljen er tilstede, må ambitionerne sænkes og planerne udskydes. Men sådan behøver det ikke at være. Nogle gange kræver det blot et opkald på telefonen. Det fortæller Dorte Holm fra Stensballe Tennisklub.

”Vi havde en gruppe af ungdomsspillere i Stensballe, som virkelig gerne ville på tennisskole i år. De har alle været hjemme hele foråret og har savnet at være sammen med deres venner. Men vi havde simpelthen ikke nok til at kunne lave en tennisskole alene for vores spillere. Derfor ringede jeg til Jacob Kofoed fra Horsens Tennis Klub, og han var heldigvis fyr og flamme. Resultatet er, at vi i år kan køre en fyldt tennisskole med 30 ungdomsspillere”, siger Dorte Holm.

Og ifølge Dorte Holm er det kun en fordel, når to klubber laver en sommerskole sammen.

”Det kræver en del arbejde, at gennemføre en sommerskole for 30 børn. Så det er en stor fordel, at vi har været to klubber. Samtidig var vi fra begyndelsen enige om, at tage i mod al den hjælp vi kunne få fx fra DGI, der har hjulpet med træner, tilmelding og markedsføring, så det ikke hang på en af os fra klubberne. Derfor er det nok mit bedste råd – altså at involvere så mange som muligt fra klubberne, forældrene og fra eksterne samarbejdspartnere,” siger Dorte Holm.

Særligt at inddrage hjælpetrænere fra begge klubber har vist sig at være en positiv oplevelse for både trænere og deltagerne.

Involver hjælpetrænere fra begge klubber

Et andet opmærksomhedspunkt i planlægningen er, at inddrage trænere og hjælpetrænere fra begge klubber i sommerskolen. På den måde føler alle spillere sig trygge og hjemme uanset, om de måske fysisk befinder sig på udebane.

Det er en stor fordel, hvis begge klubber er repræsenteret, så børnene hele tiden har en primær kontaktperson, de kender.

Sofie Neergaard, træner i Stensballe Tennisklub

”For det første er det super motiverende at være hjælpetræner på en sommerskole, da vi virkelig har tid til at gå i dybden med spillet,” fortæller Sofie Neergaard, som er træner i Stensballe Tennisklub. ”Men det er også en rigtig god måde at lære spillerne bedre at kende på. Jeg har oplevet, at det er en stor fordel, når begge klubber er repræsenteret, så børnene hele tiden har en primær kontaktperson, de kender. At de så i løbet af skolen helt glemmer, at de er sammen med børn og trænere fra en anden klub er bare en fornøjelse at opleve”, fortsætter Sofie Neergaard.

Træner Nicolas Andersen fra DGI Sydøstjylland er helt enig med Sofie Neergaard.

”På den her tennisskole er min fineste opgave, at få børn og hjælpetrænere til at glemme, at de kommer fra to forskellige klubber. Derfor brugte vi de første timer på forskellige lege, så de lærte hinanden at kende på kryds og tværs. Men der vil stadig opstå situationer, hvor børnene søger et kendt ansigt og derfor er det en stor fordel, at vi har haft hjælpetrænere fra begge klubber,” siger Nicolas Andersen.

Den sidste anbefaling er derfor, at have ekstra fokus på at ryste børnene sammen. Målet med en idrætsskole er at give børn og unge en sjov og tryg oplevelse med fællesskab, leg og idræt. Det gør det ekstra vigtigt at bruge den første tid på idrætsskolen til at skabe følelsen af fællesskab på tværs af alle deltagerne. Og den sidste anbefaling er noget, der ser ud til at virke.  

Det er mega sjovt at være med. Vi kan meget mere end når vi træner til hverdag, fordi vi er så mange.

Lauge Koefoed, 11 år

”Det er mega sjovt at være med. Vi kan meget mere end når vi træner til hverdag, fordi vi er så mange. Vi får også meget mere spilletid. I starten var det lidt mærkeligt, at vi kom fra to klubber, men nu tænker vi slet ikke over det – de er jo alle sammen blevet vores venner,” siger Lauge Kofoed på 11 år med et stort smil.

3 gode råd til en fælles idrætsskole

  1. Tag imod hjælp. Involver så mange som muligt i planlægningen og tag imod al den hjælp I kan få. Det kan være en god ide, at involvere en tredje part fx DGI til rekruttering af træner, tilmeldingssystem, markedsføring m.m.
  2. Brug hjælpetrænere fra begge klubber. Det giver tryghed hos børnene, at der er et kendt ansigt. Og det er en stor motivation for jeres hjælpetrænere, at få lov at deltage på en sommerskole.
  3. Hav fokus på at ryste børnene sammen. Brug de første timer på at ryste børnene sammen. Så glemmer de, at de kommer fra forskellige klubber og vil lynhurtigt danne relationer og venskaber på tværs.