Anette dyrker det gode forældresamarbejde

Da Anette Hjort Hansen blev DGI Dagplejer, og dermed fik bevis på sit arbejde med børnenes motorik og bevægelse, skete det efter et længerevarende ønske om at arbejde mere fokuseret med børnenes motoriske udfordringer.

Anette var dog overbevist om, at også forældrene skulle være en del af forløbet, og gjorde derfor meget ud af at inddrage dem i hendes tanker, allerede inden hun påbegyndte forløbet med at blive certificeret.

I dag kunne hun ikke forestille sig at arbejde anderledes, og hun sætter stor pris på den tætte kontakt, som hun har til forældrene i sin dagplejegruppe. Selv føler Anette, at der i dag er langt mere dynamik og et bedre samarbejde mellem hende og forældrene. Modsat tidligere bruger de nu hendes kompetencer aktivt og spørger hende jævnligt til råds om både større og mindre udfordringer, som de tidligere ville have haft svært ved at åbne op for.

Jeg er blevet deres sparringspartner, og de er blevet mine. Sammen finder vi den bedste løsning for deres barn – og det er jo lige præcis den løsning, som også er den bedste for både forældrene og mig.

Anette Hjort Hansen

En del af dagligdagen

Anettes arbejde med at udvikle børnenes motorik og få dem sat i bevægelse er hurtigt blevet en helt naturlig del af rutinerne. Faktisk er børnene allerede blevet så fortrolige med den nye måde at bevæge sig på, at de selv finder på nye lege, som inkluderer elementer eller øvelser, som Anette tidligere har introduceret dem for.

”Jeg planlægger ikke, at NU skal vi styrke motorikken, men har hele tiden tankegangen med mig, og det kan børnene mærke. Jeg har haft et par motorisk hæmmede børn og de har bare rykket sig helt vildt,” lyder det stolt fra Anette, som ser en stor ære i at være med til at sætte dagsordenen for børnenes bevægelse.

Overgangen til den nye måde at arbejde og tænke på, har muligvis været synlig for Anette og forældrene. Dog er hun overrasket over, hvor hurtigt børnene har gjort bevægelse til deres nye rutine.

På den måde er små børn nemme. Der skal ikke meget til, for at vi som voksne kan bestemme, hvordan de skal agere. Det er det fede ved måden, jeg arbejder på. Jeg er med til at lægge grundstenen til, hvordan de bruger deres krop, både nu og når de bliver ældre.

Anette

I dag skal der blot et stykke legetøj eller starten af en sang til, før de små begynder at hoppe eller danse. Fx er det hurtigt blevet en fast del af frokostrutinen, at Anette efter madpakken sætter Kaj og Andreas Bom Tjikke Bom på. Børnene danser på livet løs ved første strofe. Noget som for Anette giver anledning til smil og grin hver eneste dag.

Læs også: DGI Certificering - bliv DGI Dagplejer

Forældrene får lektier for

Anette gør meget ud af at gøre forældrene til en lige så stor del af tankegangen som hun selv er. Netop derfor introducerede hun dem hurtigt for hendes måde at arbejde på, og forklarede dem, at den eneste måde dette skulle lykkes på var, hvis alle tog del i bevægelsen.

Forældrene var heldigvis hurtigt med på vognen, og i dag deler de erfaringer med hinanden i en Facebook-gruppe. Erfaringer både fra deres hverdag men også fra de hjemmeopgaver, som Anette præsenterer dem for hver torsdag:

”Én gang om ugen giver jeg hele familien en ny øvelse. Det er ikke noget som tager lang tid, men det er noget som styrker børnenes – og faktisk også forældrenes – motorik. Og det er virkelig noget der batter!” siger Anette.

Inden hun startede med at give lektier for, prøvede Anette samtlige øvelser på sin egen familie. Nu ved hun, at det dur, og derfor gør hun meget ud af at holde forældrene til ilden og igangsætte nye initiativer hver uge.

Kommer aldrig i mål

Spørger man Anette, er arbejdet med børnene en evig proces, og hun er sikker på, at hun aldrig når dertil, hvor hun kan sige, at hun er i mål:

”Nye børn betyder nye udfordringer. Alle børn er forskellige og kræver nye lege og metoder. Og så er der jo også hele tiden samarbejdet med forældrene at tænke på. Det er jo også en stor del af min hverdag,” siger Anette, som netop ser det som noget meget positivt, at hun aldrig kommer i mål. På den måde er der naturligvis også plads til, at hun selv kan udvikle sig, som hun siger.

Gode råd til et styrket samarbejde med forældrene

Anette har dedikeret sig fuldstændigt til arbejdet med børns motorik og udvikling. Hun oplever hurtigt en positiv udvikling ved børn, som hidtil har bøvlet med simple motoriske øvelser, og det gode samarbejde med forældrene er en sidegevinst, som har styrket alle parter gevaldigt.

Her giver Anette dig sine råd til, hvordan man som forældre eller dagplejer på en simpel måde kan arbejde mere målrettet med at få sat børn i bevægelse:

  • Engager dig i hver enkelt barn – alle børn er forskellige!
  • Hjælp ikke altid børnene med det samme, når de bøvler. De skal hjælpe sig selv!
  • Husk, at det ikke er meget der skal til. Få og små øvelser gør også en forskel.
  • Inddrag forældrene i hele processen og hjælp dem godt fra start. Inden længe har du nogle super dedikerede forældre, som tager et stort ansvar og deltager i alle øvelser osv.