DGI klæder dig på, så du kan hjælpe andre til livsstilsændringer

Januar er godt i gang og nytårsforsætterne står i fuld flor. Nogle vælger at kvitte smøgerne mens andre vælger at motionere mere. Og så er der dem, der vælger at tage en uddannelse for at kunne hjælpe andre.

I spidsen for denne gruppe står DGI og Linn Trentel Busch, som nu sætter gang endnu en såkaldt You Turn-uddannelse, som flere gange tidligere er blevet afholdt med stor succes. Gennem to intensive kursusdage (hhv. lørdag 4. marts samt søndag 19 marts) bliver de dedikerede ildsjæle klædt på, så de kan starte hold hjemme i deres forening, og herigennem hjælpe andre til at komme i gang med at dyrke mere motion og inspirere til en sundere livsstil.

To intensive dage fyldt med inspiration
Livsstilsuddannelsen You Turn er sammensat, så deltagerne i løbet af to dage får rygsækken fyldt med så meget inspiration, at de kan tage direkte hjem i foreningen eller klubben og udbyde et 12-ugers livsstilskursus. På kurset kommer deltagerne både til at arbejde med en teoretisk og praktisk tilgang til at ændre vaner og få en sundere livsstil.

You Turn handler netop om gode vaner og en sund og konstruktiv tilgang til kroppen. Derfor bliver der på kurset heller ikke omtalt kure af hverken den ene eller den anden slags, ligesom løftede pegefingre og færdigudviklede koncepter heller ikke bliver præsenteret.

”Vi tager udgangspunkt i en manual, der præsenterer deltagerne for temaer, som de kommer til at arbejde med, når de selv skal udbyde kurset,” lyder det fra Linn Trentel Busch, der er instruktør på uddannelsen, og sætter gang i den fjerde uddannelse i Jelling til marts.

Deltagerne kommer blandt andet til at snakke om og arbejde med temaer som sundhed, kost, søvn, stress og glæden ved fysisk aktivitet.

Glæden ved fysisk aktivitet er altafgørende
You Turn-uddannelsen tager udgangspunkt i livsstilsændringer med fokus på glæde og velvære ved fysisk aktivitet. Målet er, at deltagerne skal kunne hjælpe andre til at skabe forandringer i indgroede vaner og på den måde inspirere til en sundere og mere aktiv hverdag. Målene sættes individuelt; hvad der er realistisk for den ene deltager kan virke uoverskueligt for en anden.

Deltagerne på You Turn-uddannelsen kommer med vidt forskellig baggrund. Ét enkelt krav er dog, at de skal have erfaring som trænere eller instruktører i en lokalforening eller klub, så de efterfølgende kan tage konceptet med hjem og udbyde det i lokalområdet.

Om man har en sundhedsfaglig baggrund er uden betydning. Det afgørende er, om man har lyst og energi til at hjælpe andre med at finde vejen til en sundere livsstil

Anja Eggert, kursusleder, DGI

Et koncept i udvikling – med ledige pladser
You Turn er startet som et projekt igennem Folkesundhed Aarhus. Et projekt, som ved sin afslutning blev overdraget til DGI, som med det samme så muligheder og derfor har arbejdet med at gøre det endnu mere relevant for foreninger i hele Danmark.

I dag er der større fokus på bevægelse og vi gør meget ud af at formidle glæden ved bevægelse. Vi tror på, at den glæde er afgørende i forhold til at skabe livsstilsændringer

Instruktør, Linn Trentel Busch

Tilmeldingen til kurset, som starter 4. marts 2017 i Jelling, er i fuld gang, og i DGI håber man på lige så stor tilslutning som man tidligere har oplevet. Foruden at have erfaring som instruktør eller træner i en forening eller klub, er det eneste krav nemlig, at man skal have lyst til at hjælpe andre med at skabe ændringer i deres liv – på det niveau som vedkommende kan magte det.

Tilmelding og yderligere information om kurset findes her: www.dgi.dk/201710553300

Kontakt
Linn Trentel Busch, instruktør: linn.trentel.busch@dgi.dk eller 42 72 13 22
Anja Eggert, kursusleder: anja.eggert@dgi.dk eller 79 40 44 13