Limousine, sækkepibe og rephold dannede rammen om Birtes 40 år i DGI

Birte Ahle blev lørdag hyldet for sine 40 år i DGI. Hun blev hentet i limousine og blev overrasket ved Idrætscenter Vest i Holstebro af knap 200 venner og familiemedlemmer til lyden af en sækkepibe.

Engageret, passioneret og initiativrig. Tre egenskaber, som alle gik igen i lørdagens taler i Idrætscenter Vest, da Birte Ahle fra Tvis blev fejret for 40 år i DGI.

Tidligere direktør hos DGI Vestjylland, Preben Holm, agerede toastmaster og gav blandt andet ordet til Frank Kristensen fra Tvis KFUM, Anders Mikkelsen fra Staby Efterskole, Henrik Zacho fra Holstebro Kommune, Per Østergård fra DGI Vestjylland og Karen Damborg fra DGI Vestjylland Holstebroegnen.

Taler og rephold som underholdning

Hovedpersonen selv havde kun fået sparsomme oplysninger om dagen.

”Jeg var selvfølgelig klar over, at der skulle ske et eller andet, men vidste ikke hvad. Det er imponerende, at så mange mennesker er mødt op, men det ville også være pinligt, hvis der ikke kom nogen,” siger Birte Ahle.

Ud over de mange rosende ord fra den lange talerække, stod Holstebros rep- og minirephold også for underholdningen. De diskede op med en flot opvisning til glæde for de knap 200 fremmødte.

Birte Ahle er født og opvokset i Holstebro og har blandt mange andre initiativer været med til at starte Aktiv Torsdag i Holstebro, som har kørt de sidste ni år.

Det føles overhovedet ikke som 40 år. Der har hele tiden været nye og spændende projekter at kaste sig ud i

Birte Ahle

Kæmper for fællesskaber

Birte Ahle sidder i dag i blandt andet DGI Vestjyllands bestyrelse og Ældrerådet. Hun forsøger at prøve tingene af, da hun ellers ikke ved, om det kan blive en succes.

”Man bliver jo inspireret af alle de gode mennesker, man arbejder sammen med. Vi får mange idéer og prøver alt af. Vi kan ikke kaste noget i skraldespanden, hvis vi ikke har prøvet det,” siger Birte Ahle.

63-årige Birte Ahle har stadig mange idéer, som ikke er prøvet af, så hun har ikke planer om at stoppe lige foreløbig.

”Jeg tænker ikke så meget på fremtiden. Jeg bliver ved, da jeg elsker at lave de ting, jeg har gang i. Det er sundt for mennesket at være i et fællesskab, og det vil jeg kæmpe videre for i fremtiden,” slutter Birte Ahle.

For alle i Holstebro og omegn er der ingen tvivl om, at man også vil se ildsjælen fra Tvis i mange idrætssammenhænge fremover.