Feltet for originale idéer

”De 5 vigtigste faktorer” er en enkel metode til at udvikle originale idéer. Her får I opskriften:

Når man skal generere idéer, er det altid en udfordring at få deltagerne i en proces til at slippe deres vanetænkning og komme ud på den anden side af det, som de tager for givet. Det er netop i dette felt, at de originale idéer bliver til.

”De 5 vigtigste faktorer” er en metode, der hjælper deltagerne i en proces med at få nye forståelsesrammer for det emne, de skal udvikle. Derfor kan det give ophav til nye idéer med originalitet.

Sådan gør I:

Deltagerne går sammen to og to. Du giver dem besked om, at de i fællesskab skal blive enige om de 5 vigtigste faktorer for et givent emne og skrive dem ned i prioriteret rækkefølge. Hvis emnet f.eks. er ”foreningens sommerfest”, skal deltagerne altså finde de 5 vigtigste faktorer for en vellykket sommerfest.

Det kunne være, at de blev enige om, at arrangementet skal

  1. Være for alle borgere i byen
  2. Appellere til alle aldersgrupper
  3. Have idrætslige indslag
  4. Være billigt eller gratis at deltage i
  5. Engagere hele foreningen.

Fjern en ”vigtig” faktor

Når de har defineret de 5 vigtigste faktorer, beder du dem fjerne en af dem, for eksempel nummer 4. Dvs. at hvis nu sommerfesten ikke skal være billig eller gratis at deltage i – og måske endda det modsatte, hvilke idéer kan man så få?

Det kunne være noget med besøg af en rockstjerne og servering af gourmetmad eller noget helt tredje.

Når idéerne er udtømte, kan du evt. gå videre med at fjerne en af de andre faktorer og se, hvilke idéer det giver.

Metoden er hentet fra ”Procesguide til foreningsudvikling.”