Klubhuset er dér, hvor mindretallet mødes

"Man skal ro meget for at holde vægten her i foreningen," siger sekretæren i Slesvig Roklub, Lone Mai Maurer, og henviser til de mange arrangementer i Slesvig Roklub, som byder på mad, drikke, kage og hygge.

For der er godt nok tre aften- og to morgenhold, men i Slesvig Roklub er roningen næsten en bibeskæftigelse. Her er foreningens vigtigste funktion at holde mindretallet i live. Derfor er klubhuset omdrejningspunkt for et antal aktiviteter, der hverken kan tælles på to hænder eller fødder. Et udpluk er vinterbadning, sangaftener, madklub, bagedyst, vinterfrokost, danskkurser, bålaftener og foredrag.

På ydersiden er klubhuset bindeleddet mellem mennesker i mindretallet, men under overfladen faciliterer klubhuset et fællesskab, en kultur og et sindelag, som kan være svært at sætte ord på.

Kultur vejer tungere end blod

Det dér danske sindelag kender Lone Mai Maurer på 58 år virkelig godt. Hun er født og opvokset i Nordjylland og boede derefter i en årrække i Sydtyskland. Hun flyttede til mindretallet i Sydslesvig for 21 år siden, fordi hun savnede en danskhed, som i hendes øjne indebærer tolerance, frisind, gæstfrihed og plads til forskellige kompetencer, meninger og personligheder. Et ideal om, at her er alle vigtige. Derfor fandt hun for to år siden vej til roklubben.

"Jeg havde aldrig troet, jeg skulle være foreningsmenneske, men jeg føler sådan, at jeg har genvundet en form for, ja noget dansk, som ligesom var gået tabt i den tid, jeg har boet i Tyskland."

Mindretalssamfundet er ligesom en buket blomster. Vores roklub er en del af den buket.

Lone Mai Mauer, sekretær i Slesvig Roklub

Lone Mai Mauer har et rødbedefarvet pas, men det er mere undtagelsen end reglen i mindretallet. Der findes nemlig lige så mange forskellige måder at være tilknyttet på, som der findes mindretalsdanskere.

Åben for alle villige

Katrin Frizsche, som er forperson for Slesvig Roklub, har en helt anden historie. Hun har først som voksen fundet sit ståsted i mindretallet. Hun fandt det naturligt at vælge en dansk børnehave til deres barn, da hun levede i Sydslesvig. Sidenhen har hun styrket sine sproglige kompetencer og engageret sig dybt i mindretalsarbejdet:

"I starten var det praktisk og bekvemt, at børnehaven lå tæt på, men nu er jeg blevet fanget på den måde, at mindretallet nu fylder alt i min hverdag som lærer på et dansksproget gymnasium, som forperson for roklubben, som medlem i kulturforeningen og med tre voksne børn, der studerer i Danmark."

To kulturer beriger hinanden

Jasko Stolp på 19 år har oplevet at ro i både en tysk og en dansk forening. Han har tyske forældre, der ligesom Katrin Frizsche besluttede, at han skulle i dansk børnehave og skole. Han har gået på Brejning Efterskole og vendte hjem til en tysk roklub. Men der manglede ét eller andet. Et fællesskab, som han kunne se, de værnede om i den dansksindede Slesvig Roklub. Derfor skiftede han klub for fire år siden.

"I den tyske klub havde de også arrangementer, men de lagde ikke lige så meget vægt på hygge og fællesskabet, som vi gør," siger Jasko Stolp, hvis far netop har tilmeldt sig begyndersprogkurset, som roklubben afholder.

For Lone Mai Maurer er der ingen tvivl om foreningernes vigtighed for det særlige danske sindelag:

"Man siger, at mindretalssamfundet er ligesom en buket blomster. Blomsterne er et billede på alle vores foreninger; kirke, idræt, kulturforening, spejder. Og det danner kun en buket, hvis du har hele det sydslesvigske samfund med. Vores roklub er en del af buketten. Og jeg kender faktisk kun få steder, der er så danske som Slesvig Roklub."

"Wow, det har du aldrig sagt til os før," udbryder Katrin Frizsche. Det er tydeligt, at den bemærkning betyder meget for en mindretalsdansker.