Sådan laver I et godt opslag på Facebook

Facebook er et mødested mellem jeres forening og omverdenen. Jo bedre opslag I laver på jeres forenings facebookprofil, jo flere mennesker vil opfatte jeres forening som aktiv og spændende.

47 % af danskerne fik i 2015 deres nyheder fra Facebook ifølge en undersøgelse fra Reuters. Og det tal har været stigende i de senere år. Så det er ikke usandsynligt, at tallet allerede nu er højere. Det gør Facebook til et oplagt sted for din idrætsforening at dele nyheder om aktiviteter og arrangementer samt komme i kontakt med nye medlemmer og vedligeholde relationen til de nuværende.

Det er gratis

Det er gratis at oprette en profil for din forening, uanset om du vælger at oprette en side eller en gruppe. Men alting har som bekendt sin pris, og det har Facebook også, for selv om det umiddelbart er gratis, så koster det tid og kreativitet at lave gode og inspirerende opslag, og uden opslag vil det have ingen – eller måske endda negativ – effekt, at du har brugt tid på at oprette en profil.   

Løbende vedligeholdelse

I modsætning til din forenings hjemmeside, som ikke nødvendigvis skal opdateres flere gange om ugen, skal en side på Facebook løbende vedligeholdes med opdateringer. Det er sjældent, at brugerne på Facebook besøger en side flere gange – når de har klikket ”følger” i toppen af siden, vil de i stedet se de opdateringer, som din forening laver i deres eget nyhedsfeed. Og laver din forening ingen opdateringer, vil brugerne altså ikke opleve, at foreningen er til stede på Facebook – det samme gælder i øvrigt for de fleste andre sociale medier. 

Begynd med en plan for opdateringer

At lægge opdateringer på løbende bliver ofte en udfordring, hvis du ikke på forhånd har lavet en plan for

  • hvor ofte opdateringer skal på
  • hvad der skal på
  • hvem der skal gøre det.

Derfor kan det være en god ide at begynde med at lave en plan for foreningens Facebook-side – dels så alle administratorer kender det strategiske formål med at være til stede på Facebook, og dels så ansvaret for at opdatere siden bliver beskrevet og kan uddelegeres.

Definér et formål

Formålet med at have en Facebook-profil for din forening kan være synlighed, rekruttering af nye medlemmer, deling af aktuelle nyheder fra foreningen, et ønske om at fremme det sociale sammenhold mellem medlemmerne eller noget helt femte.

Når du har defineret et formål med Facebook-profilen, vil det ofte også være nemt at definere, hvem der er målgruppen – altså hvilken gruppe af mennesker er det, du ønsker skal se opslagene på Facebook – er det primært nye medlemmer eller eksisterende medlemmer? Unge, voksne eller ældre?

Hellere små succeser en store fiaskoer

En plan for foreningens Facebook-profil behøver ikke at være en lang og kompliceret beskrivelse. Faktisk er det mere effektivt at holde den kort, for det gør det nemmere at rekruttere administratorer til profilen, så du kan få hjælp fra andre frivillige til at holde siden opdateret og interessant.

Har hverken du eller andre i din forening erfaring med at vedligeholde en Facebook-profil, er det en god idé at sætte ambitionsniveauet et overkommeligt sted og høste nogle erfaringer, inden I opretter flere profiler. Begynd hellere med en lille succes end en stor fiasko.

Hvad er et godt opslag?

Der bliver hver time publiceret langt mere indhold til Facebook, end nogen kan overskue at gennemse. Derfor er der en tendens til, at brugerne af Facebook hurtigt skimmer overskrifter og billeder for at se, om det er noget interessant.

Jo tættere relation man har i den virkelige verden, jo større er sandsynligheden for, at man interesserer sig for et opslag på Facebook, men der er også mange andre ting, som kan være med til at gøre et opslag mere attraktivt:

  • Billeder – husk, at du skal have rettighederne til det, du lægger på Facebook.
  • Links til yderligere information
  • Video
  • En motiverende overskrift
  • En kort og præcis præsentation af indhold – gerne i punktform
  • Fremhævning af overskrifter eller vigtige pointer i teksten
  • Humor og andre appeller til følelserne
  • Brug af ikoner og emojis – find inspiration ved at klikke her
  • Tydelig handlingsanvisninger: Tilmeld dig nu, Læs mere eller Del gerne.
  • Henvend dig direkte til modtagerne fra begyndelsen af opslaget. Brug gerne pronomenet ”du” i teksten.

Video er et af de virkemidler, som Facebook ønsker, at mange flere skal bruge, så hvis du har mulighed for at producere en video, vil det ofte få en god opmærksomhed.

Hvad skal din forening publicere?

Hvad du skal publicere på din forenings Facebook-profil, afhænger naturligvis af, hvad formålet er med at have foreningen på Facebook, og hvem målgruppen er, men der er nogle emner, som er oplagte som eksempelvis annoncering af aktiviteter og offentliggørelse af resultater.

Hvis du vil fremme det sociale sammenhold i foreningen, vil det være godt at publicere små nyheder om medlemmerne og stemningsrapporter, men hvis det er vigtigere at rekruttere nye medlemmer, kan opdateringer om aktiviteter, resultater (også de ”bløde” som vægttab eller nye venner) og annoncering af holdstart være noget af det vigtigste.

Uanset, hvilke emner du definerer som de vigtigste for din forening, er det en god idé at finde flere vinkler på det samme budskab, så der er mulighed for at omtale det samme arrangement flere gange. Du kan nemlig ikke forvente, at alle ser alle foreningens opslag.    

Når du producerer indhold til Facebook, er det værd at huske på, at de opslag, du skriver, primært skal fungere som appetitvækkere. Det er altså ikke meningen, at teksterne skal være lange eller indeholde komplicerede oplysninger.

Har du brug for at videregive mange informationer, er det bedre at lægge dem på foreningens hjemmeside og derefter dele linket på Facebook sammen med en kort og inspirerende beskrivelse.   

Hvad kan et godt opslag gøre for din forening?

Når du laver et godt opslag for foreningen, vil du opleve, at flere mennesker kommenterer eller deler opslaget, og det betyder, at rækkevidden – altså hvor mange der får vist opslaget – stiger.

En god spredning af foreningens opslag kan hjælpe din forening med at få nye medlemmer og fastholde de eksisterende, som bliver bekræftet i, at det er en interessant og aktiv forening, de er medlem af.

Jo oftere din forening er i stand til at publicere opslag, som jeres medlemmer og andre reagerer på, jo oftere vil Facebook vise de opslag foreningen publicerer. Facebook deler det mest populære mest. Derfor er det vigtigt, at få et opslag godt fra start – altså at nogle kort efter publiceringen deler, liker eller kommenterer opslaget.

Det betyder også, at det kan være tilfældigheder, som afgør, om et opslag bliver vist ofte eller få gange. Er der ikke lige nogen, som reagerer på opslaget inden for de første par timer, så bliver det svært at få det delt bredt. Men mist ikke modet. Bruger du de virkemidler, der er beskrevet her i artiklen, stiger sandsynligheden for succes dog væsentligt.

Brug dine opslag som annoncer

På Facebook kan du booste dine opslag – det betyder, at du betaler for at få vist dine opslag til en større gruppe af mennesker, end opslaget ellers ville nå. Funktionen er mest effektiv på de opslag, som i forvejen får god opmærksomhed, så vent gerne 8-24 timer, inden du booster.

Foreningens unge er ofte eksperter

Mange unge mennesker bruger flere forskellige sociale medier flere gange om dagen. Så de har et helt naturligt forhold til medierne og ofte også en god intuitiv fornemmelse for, hvordan et opslag bliver godt. Det kan derfor være en god ide at rekruttere administratorer til foreningens facebookprofil blandt din forenings unge medlemmer.