10 idéer til at tiltrække frivillige

Her får du 10 initiativer, der virker i foreninger, som har gjort en konkret indsats for at få flere til at give en hånd med.

Der er mange veje til flere frivillige. Det viser en rundtur til 10 foreninger, der hver især har stillet skarpt på at tiltrække flere frivillige.

Fra artikler på dgi.dk, DGI magasinet Udspil og DGI's podcast har vi plukket flot buket af blomstrende initiativer til fri afbenyttelse, når du og din forening skal i gang med noget tilsvarende.

#1 Byg en frivilligbank

Middelfart Gymnastik og Boldklub har samlet interesserede i en bank. Via et link på MGBK’s hjemmeside kan man i en frivilligbank skrive sig op med navn, telefonnummer og mail. Når foreningen bliver tilbudt en mulighed for frivilligt arbejde med indtjening til klubkassen, vil de, der har skrevet sig på listen, blive kontaktet via sms.

Tjek MGBK's initiativ i Saml de frivillige i en bank.

#2 Invitér til forældremøde

Fodboldklubben Vrå/Børglum i Nordjylland inviterede til forældremøde ved den årlige standerhejsning. Med til mødet havde bestyrelsen en liste med beskrivelse af opgaver, som kræver frivillige hænder.

Få opskriften i artiklen 80 forældre deltog i møde. 67 tog en opgave.

#3 Sjov seddel 

Sønderjyske Genner GF har haft succes med at spørge folk på nye måder – i første omgang på en afkrydsningsseddel, som blev uddelt ved forårsopvisningen. Men deres humoristiske spørgsmål egner sig også til andre arrangementer, hvor folk er samlet.

Se de sjove spørgsmål i Fem fif til at finde frivillige på nye måder.

#4 Fortæl den gode historie

Efter et par svære sæsoner med corona opdagede lederne i Vorbasse KFUM Gymnastik, at de oftest fik fortalt negative historier, som ’Vi mangler trænere’ og ’Er der ikke nogen, der vil hjælpe os?' Nu har de ændret fokus, så de fortæller de positive historier om deres fantastiske forening. Det virker.

Fokusér på de gode historier. Det kan give Dobbelt op på frivilligheden.

#5 Køreplan med flere frivillige som sidegevinst

Midtjyske HA85 har en fiks og færdig køreplan, som de bruger, når en ny idé skal blive til en konkret aktivitet i deres forening. Gevinsten er både nye medlemmer og flere frivillige.

Tjek køreplanen i artiklen Fast køreplan forvandler nye idéer til aktiviteter, frivillige og medlemmer.

Martin Martini Christensen, far til Oliver, om NFS: "Det virker som en meget social forening, hvor de kender hinanden godt, men uden at være lukket om sig selv."

#6 Vender rekrutteringen på hovedet

Nykøbing Falster Skytteklub satser en form for omvendt rekruttering. De gør en aktiv indsats på at fange interessen hos forældre til de børn, der kommer for at prøve skydning. Det knytter forældrene til fællesskabet i en grad, så de også bliver hjælpetrænere eller giver en hånd med, når NFS tager på tur.

Vi får en stærkere forening med flere aktive voksne, der kan hjælpe hinanden.

Max Pihl, formand i Nykøbing Falster Skytteforening

Dyk ned i skytteforeningens initiativ i artiklen Sats på forældrene i DGI’s magasin Udspil.

#7 Trænerteams

I Støvring Esport trænes alle hold af trænerteams. For det kan være nemmere at tiltrække to eller flere end at finde en, og det giver noget ekstra, når to trænere supplerer hinanden og deler ansvaret for træningen.

Få hele historien i Trænerteams tiltrækker nye frivillige.

Gode råd fra Morten Garde, formand i Gymnastik Odder,  til at inddrage unge i bestyrelsesarbejdet:

  • Se de unge i øjnene og spørg dem personligt, om de vil være med – man fanger ikke de unge igennem et opslag på facebook. På den måde føler de sig udvalgt og sat pris på
  • Spørg flere unge, så de får det som fælles projekt og kan dele det
  • Dræb aldrig gode idéer, men lad i stedet de unge prøve tingene af
  • Sørg for, at de unges deltagelse er uforpligtende og uformelt, så de kan melde afbud, hvis de har travlt

# 8 Byg bro til bestyrelsen med et ungeudvalg

I Gymnastik Odder (GO) har de dannet en ungeudvalg, hvor unge kan bidrage med deres idéer og løbe med opgaver, de finder interessante. Det er både uformelt og uforpligtende og så er det oplæring i bestyrelsesarbejde.

Få gode råd fra GO i artiklen Ungeudvalg bygger bro til bestyrelsen i DGI magasinet nr. 6 2022.

#9 Dan en ungdomsbestyrelse

Valby IF har etableret en ungdomsbestyrelse og kombineret idéen om at tiltrække flere unge medlemmer med at give unge indflydelse på foreningens aktiviteter.

Gør som Valby IF: Start en ungdomsbestyrelse.

#10 Lad mange bidrage med lidt

Jonas Sørig gjorde sig selv overflødig i Svenstrup Badmintonklub og skabte i stedet en hær af frivillige. Og metoden: Jonas Sørig splittede alle opgaver op i mindre bidder.

Lyt til podcasten, få opskriften og lær af metoden i Sådan gør I tunge poster lette.